Tung luft!

av Jonas Lie

Du stakkels Tid, som anstrængt træller
og roder bøjet om i Muld,
hvor Stykker smaa af Sølv og Guld
Du finder frem og gjærrigt tæller -
Ak! om Du retted Ryg og saa,
hvor Himlen over Dig er blaa.
Der staar Guds Sol saa fuld og blank
og øser Guld fra Himlens Bank.

Du tror Dig stor af al din Viden,
Din Dygtighed og Haandverkskunst
og holder Aanden kun for Dunst,
fordi Du ej ser Magten i den,
forstaar saa lidt alt Aandens Kald,
skjønt Du blir ræd ved hvert dens Knall,
Du fatter kun dens Explosion,
ej Erichson, men hans Kanon.

Du Tid, som staar med Visdoms Briller
og ser saa grant de mindste Ting! -
Sig, hvi forstaar Du Ingenting,
naar det om store Tanker spiller?
Naar Englen staar foran Din Dør,
Du bange ham ej huse tør,
medmindre han vil komme ind
med "modereret Helgenskin."

Jeg ser, hvor paa Din Gade vanker
en Arbejdsstok i trange Kaar,
som søgte Arbejd' gjennem Aar,
og det er - Dine bedste Tanker.
Din Synd er, at Du ikke tror
paa det, som i Dit Hjerte bor;
thi taber sig dets varme Blod
i Mulden som den døde Flod.

Som Luer vælder fra det Høie
Der Aand og Sol ned i Din Dag, -
ak, om vi løftede vort Øje
og vilde se vor sande Sag,
som er at gaa vor Arbejdsgang
paa Jord med Tro og frejdig Sang,
som er at rejse os fra Muld
og se, at Aand er Livsens Guld!