Farvel til glommendalen
av Jonas Lie, 1868
Farvel da Glommen, Du gamle Valplads,
hvor jeg har stridt nu i mange Aar
og seet segne saa mangen Kjæmper
og modigt bæres saa mangt et Saar! -
Her har jeg redet for Haabets Anker,
mens Stormen suste, saa Granen knak,
og umærkt sét mine bedste Tanker
at vokse op, saa de Sandhed rak.
Her fik jeg ogsaa den bedste Gave, -
paa Kirkegaarden min stille Have.
Ja hils din Vaar, naar med grønne Border
Du flommer næst under Hæggens Tag,
mens Stokken skylles i dine Bølger
og stuper Fossen i lange Tag!
Naar Solskin over din Flade strømmer
og blank Du gaar som med pure Guld,
Du hilse Skogen, som i Dig drømmer
om bedre Tider, naar vi er Muld, -
som véd, at engang den bringer Seier,
og gjemmer Haabet, som Soløer eier.
Jeg mindes dengang, jeg kom til Egnen,
da var her Glæde og Jubel nok,
og store Tanker, - ak! altfor store,
som skulde bygges af Skogens Stok.
Da fløi om Vintren den lette Kane
med Brunen foran som Vind paa Is.
Nu ser jeg lidet til Traverbane
og Farten sagtnet paa mangt et Vis.
Nu ser jeg Stilhed; men og at under
en Glommens Villie i Folket blunder.
Hvor er de fordum saa glade Tider,
og hvi sank alting saa brat i Grus?
Der kan Du svare, Du dybe Glomma,
som randt som Speil indved Bondens Hus.
Du fulgte Sorgen, som mørknet Øiet,
Du saa ham kjæmpe, den stærke Mand,
Du saa ham træt og med Modet bøiet
tilslut at vandre til fremmed Land.
Halvt øde Gaarder nu staar tilbage
som triste Vidner, der fører Klage.
Men det Du lærte mig, før vi skilles,
Du fagre Glomma! din Fremtidsmagt: -
at for at seire skal ikkun villes,
kun roligt villes og uforsagt.
Det er den store og stærke Lære,
som dine Bygder nu trænger til,
at Arbeid kan over Armod bære
og vinde alt, - har Du Villiens Ild!
Det er den store og stærke Tale,
som Glommen holder for sine Dale.
Og nu, vi skilles, - jeg staar vemodig;
thi her jeg leved min bedste Vaar;
men stærk og freidig, med blanke Bølger,
Du, fagre Glomma, mod Havet gaar!
Som Skogens Stok skal jeg ud i Verden
og pløie hen paa dens store Hav;
men mangestunder vil ud paa Færden
min Tanke stille Dig speile af
og dvæle hos Dig - helst, hvor Du svinger
din Vei om Kirken deropi Vinger.
