Tydske aanderøster
Hvis nu imellem os Germanner
en Aand nedsteg: en Helt og Skjald
der under Helligkampens Banner
nedsegnede paa Sejerval,
-- paa tydske Jord han qvæde skulde
en Sang, en Sang -- ei vel som min --
men En, hvor Tordner hørtes rulle,
og Ord at slaae med Sværdes Hviin.
"Om festligt Blus og Jubelskare
engang saa herlig Tale lød;
men hvor er Den, som kan forklare
Hvad dog den store Fest betød?
Vel maae de Aander blandt os dale,
opvakte af en hellig Ild,
og blotte Vunderne at Alle
kan lægge vantro Finger til."
"Forglemte I de Kampens Dage,
-- jeg spørger eder, Fyrster, ad --
da I, nedknælende i Klage
en Magt, meer høi end jers, tilbad?
Seer I Nationers Troskab prøvte,
der strøg med Blod jer Skjændsel ud,
da lover ei, men holder Løvte,
I svoer det ved den strænge Gud!"
I lidende Nationer, glemte
og I den Ærens hede Dag?
Det herligste, hvorfor I kjæmpte
vee! det forsvinder i Bedrag.
Med lyse Sværdhugg Fiendehorden
I hjemad over Rhinen drev;
men Mørket hyller Fædrejorden,
og fri dog ei Germanner blev."
I Vise! -- tør man vel berette
de Mænd, som ville vide Alt,
at Taaber kun paa Kampens Slette
har klaren Ret med Blod betalt?
Men troe I, fra den Glød saa blodig
gaaer Tidens Phoenix ung igjen
kun for at klække ud langmodig
de Æg, I lægge under den?"
"I Kongeraader, Hofmarschaller
med Stjerneflitt'r paa Barmen kold,
som til idag ei hørte tale
om Kampen rundtom Leipzigs Vold
I vider, Gud vor Herre lyster
at holde Dom i denne Stund!
-- Men I ei troe paa Aanderøster
og haane Varselssangen kun."
Jeg sjunget har, og til det Høie
jeg svinger mig fra sorgfuld Jord.
Alt hvad sig speilte i mit Øie
forkynder jeg de Frelstes Chor.
Ei rose kan jeg, ei fordømme;
men Trøst jeg ei for Trællen saae.
Dog Lyn i Taarer saae jeg strømme
og hørte mangt et Hjerte slaae."
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer