Adams sejersang over løven

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Ha, Løven død for Manden?
     Hvor er Løvens Tand?
     O, en Leeg, som Stenen,
glattet rundt paa Stranden
af det stride Vand!

Tungen nys saa hvas og rød
som det Lyn, der Skyen brød,
     hænger som fra Grenen
     myge, blege Blad.


Skjælv, flammemalte Tiger!
     Se, for Manden, liig
     knaset Græskar, ligger
Den, som i dit Rede
     kunde knuse dig!
Bærer Manden Løvens Hud,
snart da kan han slukke ud
     med sin Kjølles Vrede
     gule Tigerbrand.

Knæl, Elefant, i Støvet!
     Store Qvælerorm,
     se din vide Bugt er
som en Taage kløvet
     af min Kjølles Storm!
Seer dog, Mand i Løvehud
bleven er Allivsens Gud!
     Døden, Dyr, jer Flugt er,
     mit er eders Liv.

Den vilde Bøffelpande
     er ei Løvens Bryst.
     Hornet maa du stikke
-- det skal du faa sande --
     ned i Mulden tyst.
Seer dog Mand i Løvehud
bleven er Allivsens Gud!
     Mandens Sværd skal drikke
     Pantherhjertet ud.

Se, Mandens Kjølle stærkest
     Klo og Slangebugt!
     Den i Blod af Løven
har for Livet mærket
     Skræk og Død og Flugt.
Seer dog, Mand i Løvehud
bleven er Allivsens Gud!
     Horn og Tand er sløve
     Stilke mod hans Sværd.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt