Amalie Skram

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Der sat hun ved rokken, den høie gudinde,
usanselig skjøn, mens hun løste og bandt
og liv av de susende livstraader spandt.
Til ulykke, lykke. En lek som i blinde.

Hvad kunde hun hjælpe det? -Nu er hun død . . .
Tidt ser jeg om natten to soløine tindre
av smerte, fordi hendes skapende indre
ei bød hende frihet. Blot uroens glød.

Og fjerntfra jeg hører en mandig - dyp stemme:
Hvor skal jeg faa tid til at gi, hvad jeg fik?
En livsdag hun maalte med trøstesløst blik:
   Min kunst er min kval. Kun i den har jeg hjemme.

Se, her er en hvit, liten blomst paa en grav!
Man byr, hvad man har, selv om helst jeg jo skulde
ha bragt den, da utpint av arbeid og kulde
med rystende fingre hun gav, og hun gav.

Og haabet hun hver gang, nu gav hun det sidste,
straks var det paany dog en sorg at befri,
en længsel at stille, et billed at gi.
Det var jo saa meget, hun vilde og visste.

O, lær mig den mystiske drift at forstaa,
som fører en sjæl til i selvkamp at skape,
naar vindingen kun er at lide og tape!
Jeg har kun det billige svar, at den maa.

For let og for billig det svar, at hun maatte
staa ensom med sjælen i oprør og brand,
et oprør til døden og vanviddets rand,
saa fast end paa jord hun med hjemstavnsret traadte.

Thi blev hun ved rokken en skjæbnens gudinde,
unærmelig streng, men hun løste og bandt
og liv av de susende livstraader spandt,
var fjernt hun fra den bare hjælpeløs kvinde.

En hvileløst kjæmpende! -Nu er hun død . . .
Tidt ser jeg om natten to soløine tindre
av smerte, som ingen behøver at lindre.
En stemme jeg hører, som mandig - dyp lød.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt