Billedhugger Fladager

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

av Jonas Lie (Rom 1873.)

Her, hvor Cypresserne ved Sestuspyramiden
staar høitidsfuldt med deres Sorgens Tale
og i vemodig Stemning Døden male,
som var den kun en Solnedgangens Stund, -
forsamlet staar en liden Flok af Mænd og Kvinder
fra Nordens trende Land som Brødre, Søstre,
i samme Tanke, samme Vemodsminde:
de bringer Kranse hid og Blomster hen paa Graven.

I denne skjønne Lund nær Roma naaed
en stille, ensom Mand til Hjemmets Fred.
Skjønt Norges Graner ei, men Laurer og Cypresser
og Roser blomstrer vildt omkring hans Hvilested,
han sover stilt og godt. Paa Mindestenen
der staar hans Navn; men lidt om, hvad han stred,
om hvilken rastløs Længsel der har baaret
ham, til han saadan faldt paa fremmed Strand,
om hvorfor vel han offred alt derhjemme
og blev en ensom Kunstens Vandringsmand.
Det staar ei der.
Men af Naturen malet,
det staar her mangen deilig Aftenstund,
naar Solen gaar i Vest: - at det var Idealet,
der tegned Guldskyr paa hans Hjertegrund.
En fattig Bondes Søn fra Valders Dal i Norge,
han endte dog som Kunstner her i Rom
og vandt sig Borgerretten i det Rige,
som i sin trange Dal han drømte om.
Det kosted Strid; men Panden bar det Stempel,
hans Sjæl den Dybde og den Længslens Magt,
der gjennem trangt og smaat til Kunstens Tempel
har lyst ham Veien og ham Stigen rakt.
Skjønt tidlig her hans Stav blev brudt, han tælles
med Hæder dog iblandt den stille Rad,
der slog for Norges Plads i Aandens Rige
og kjæmper for den Sag den Dag idag, -
en vunden Tomt i hine lyse Egne,
et Land erobrer, medens Slægter segne!