Den første gang

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

" -- -- For første Gang, for første Gang"
Det giver mangen Smaating Rang.
Den varer kort, -- kun i Sekunden.
Den er forbi, naar den er runden.

Selv Græsset har en saadan Fest:
da regnes unge Foraar bedst,
naar første Grønne Mulden bryder,
og Qvisten Hjertebladet skyder.

Metallet fik sin egen Klang
af som det lød den første Gang,
da Alfen hamred ind i Stenen
Sølvdruserne og Kobbergrenen.

Hvis der var Sjel i Rosen, den
sig ønsked, den var Knop igjen,
just i den Stund dens Purpur tændes.
Den døer fordi det ei kan hendes.

Saa mild er Gud, at Alt, hvor smaat,
en "første Gangs" Triumph har faae't.
I den Sekund det Døde lever,
og Livet sig til Himlen hæver.

Hvor Øxen gjør i Skoven Dag
Han spreder Engens Regnbuflag;
men bandet Ørken der Han sænker
hvor Spirens "første Gang" man krænker.

Se, Havet ligger strakt og stilt.
Nu ud har alle Bølger hvilt.
Da svulmer En af egne Kræfter,
og ruller væk; de Andre efter.
Det er dens "første Gang." Deri
jo synes Geist og Vilje fri,
somom et Hjerte banked inden
den lille Høj, der gaaer for Vinden?
Det er dens "første Gang." Deri
er alt dens Liv; -- med den forbi.
Om et Sekund, hvor højt end stegen,
den døer i viljeløs Bevægen.

Hvor ligger Marken graa og ry:
af Muld et Mulm, af Leer en Sky!
Medeet af Løvetand den spredes,
den Urt, der groer, jo meer den trædes.
Da hvidligt Skud af Mulden sprang
var kjække Plantes "første Gang."
Deri var Sejer, deri Vaaren.
I Skuddet er dens Krone baaren.
Mej den! Ærværdig Fnok blæs fra!
(Sic transit mundi gloria)
Dens bedste Liv var i Sekunden,
da første Gang den brød fra Grunden.

Fra Tind til Tind hvor dyb en Dal!
en bundløs Stormenes Kanal.
Hist skriger Ørnen, graa af Alder:
sin Unge den didover kalder.
Dernede . . o hvor dybt! se Alt
forgaaer, med Taage overmalt.
Kun som en Bendel Fossen hænger;
men halvvejs op ei Drønet trænger.
Dog flyver Ungen. Det er Flugt!
Thi første Gang blev Modet brugt,
og alt dens Hjerteblod udsilrer
til yderste af Vingens Spilrer.
Men siden gaaer det af sig selv
paa spændte Fjer som Baad i Elv.
Den rolig seile kan om Kloden
som dreven frem af Ætherfloden.
Den første Flugt, skjøndt mindre høj
var herligst dog; thi selv han fløj.
Det kunde svigte; men fra denne
han først, at han er Ørn, kan kjende.

Hvi klager Elskeren i Sang?
Er Ømhed død med "første Gang?"
Sølvbryllupsgubbes Blik sig tænde,
naar tænkt er første Kys fra Hende.
Hvi Maleren fordybet i
sin Ungdoms første Kulcroquis?
Den gjemmer han, og Taaren furer
sig ned iblandt de raae Konturer.
Hvi er det Sejerherren plejer
at nævne helst sin første Sejer?
Og Admiralen gjemmer Baaden,
naar han forlængst forladt har Flaaden.
I Heltekongens Thronsal se
hængt højest guldløs Portd'epée!
Han højere ei Sceptret feired:
den bar han første Gang han seired.

O, Livet er ei mere grumt
mod Aander end mod Dødt og Stumt.
Som Rosens Drømmen om sin Knop,
som Ørnens første Flyven op,
som Vaarens første Kimen frem,
den første Gang og tryller dem.
Den første Gang, de Storhed viste,
den vil Erindringen ei miste,
selv ikke for den Storhed, som
af "første Gangens" Ringhed kom.
Det er somom de Stolte kjende
sin Højheds Morgengry i denne.
Men, at de have den saa kjær,
just deres Storheds Uskyld er.
At Evighedens Arving vendt
har ømmest Blik mod det Moment,
hvor han begyndte at begynde,
o det er Aanders Højheds Ynde.
Den Ømhed for den "første Gang"
gav Haabet fremfor Tingen Rang.
Den lægger Styrken i dets Vinge
og Flammer i dets Ørnebringe.

Flyv da mit Haab, skjøndt mindre du
er end den Gjenstand i dit Hu:
Fra Fædrelandet vil du prøve
et Smiil i Flugten jo at røve?
Dog flyve du! og sænk dig ned
imellem Landsmænds Kjærlighed!
Den er for mild til Knop at bryde,
som skulde "første Gangen" skyde.
Den Fuglens Øje har fra Tinden
for Ungen svigtende i Vinden,
naar første Gang den Prøven vover
hvor bred den Afgrund dog er over.

En Søn blandt dine, elskte Land,
sin "første Gang" med Haab seer an:
Han vil i Aften jo forsøge
din Godhed og sin Gjeld at øge?

Han byder dig et Billed af
en sønlig Dyd, du Hjemsted gav --
en Times Lyst -- hvor lidet givet
er det for Friheden og Livet!



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt