Den fattige fader

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Jeg veed jeg er en fattig Mand;
      Slæng hid en Skive kun!
Den putter jeg i Dødens Mund;
saa sparer han mig sultne Hund
            en Stund.

Ja fattig -- oh, Gud bedre os!
      Det ofte er forsæt.
Men Kongens Sind er ei saa let
som mit, naar jeg har rigtigt ædt
            mig mæt.

Dog kan jeg svelte som en Hund,
      naar Børnene kun har.
Jeg spiser efter dem, og bar
taalmodigt, om der intet var
            til Far.

Hvor arm jeg er, det seer jeg godt
      i Manges kolde Blik.
Dog Avindsøies Øglestik
forgifter ei den Mad og Drik,
            jeg fik.

Hvor arm jeg er, jeg hører tidt
      af Mines Hungerskrig.
Ha, giv mig Arbeid, er du riig!
Min Broder, gjør ei Ulv af mig
            mod dig!

Mon Træet Tørsteskrig har hørt
      fra sine Rodskud? Thi
det Regnen drak med Raseri,
at lædske sine tørre Skud
            deri.

Mon Ørnen hundred Mile fra
      seer Ynglens aabne Neb?
Thi, ha Guds Blod! hvad Vildt den greb!
Med Vellystskrig den tog en Hjort
            paa Slæb.

Men jeg ei havde Træets Sjel
      og Ørnens Hjerte ei,
hvis jer, I stakkels Unger, jeg
lod sulte -- nei! O, sulte? Nei!
            o Gud!

Jeg trælle vil fra graaligt Gry
      til seent paa Qvel for jer.
Det er jo heller ikke meer
end Ørnen gjør, saa vild og grum
            den er.

Den kløver taarnte Skyers Lag
      fra yderst Nord til Syd.
Og da? -- ak det er neppe Dyd,
for Børn at trælle Dagen lang,
            men Fryd.


Og naar jeg mættet har de Smaa
      med Brød, jeg tvang af Steen:
saa glad som lædsket Træ sin Green
jeg løfter Arm til Bøn og Daad
            igjen.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt