Den graa kappe

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Spørg ei om Alenmaal ved hvad
      der er isandhed godt,
Det er en Skik ifra den Stad
      hvor Tommeltot er Drot.

Maal Storhed ud med Bjerg paa Bjerg,
      du Langbein Rise svær!
Maal den med Fluebeen, du Dverg!
      I komme lige nær.

Beundr ei Tempeldom'en, hvis
      du Soppen gaaer forbi!
Et Glas gjør den til Münsterspids
      med kjække Søiler i.

Træd Øieblikket ikke med
      Methusalems Foragt!
Det Æg har dig en Evighed
      i Muldens Varme lagt.

Som Baand kan maales op et Qvad:
      to Alen eller ti;
men være i en enkelt Rad
      umaalbart meer Geni.

Et Smiil -- hvor flyver let den Sky
      henover Kindens Gry . . .
Et Træk -- og Verden flux forstod
      Napoleon deri var.
Men Nicolai i Pomp og Blod
      er kun en -- ja -- en Czar.

Hiin var meer stor, (thi mere fri)
      i Lænker paa sit Skjær,
end Denne naar han flyver i
      sin Ørken med sin Hær.

Knapt stort som Frivils Vingepar
      din Elsklings Øie er.
Dog seer du der en Himmel klar,
      og Engle svømme der.

Hvad er da Smaat, og hvad er Stort?
      Se, Roma stirred vel
paa Scipionens Æreport,
      men Cato paa hans Sjel!

Træng ind! tag fat Bedrivten! split
      dens Straaler, at du seer
med Aand om noget Aandigt midt
      i den dens Hjerte er!

Lad Sjelen møde Sjel! Maaskee
      blier Pyramiden lav,
imens du Straaletind faaer see
af en af Engle hvalt Tropæ
      paa skjult og trampet Grav.

Et Ord er stort, naar det er sandt,
      om qvalt og slængt i Veir.
En Daad er stor, om den ei vandt,
naar Aand kun i dens Indre brandt,
      der værdig var til Seir.

Et Smiil kan tee Cheruben: Som
      en gyldenlænket Ørn,
Den Høie svæver deri om
      imellem Jordens Børn.

Et Ord -- og Manden staaer der heel.
      En pragtløs Handling -- og
maaskee en straalomkrandset Sjel
      opdages i en Krog.

-- Weltzin, din Vaabenkappe graa
      mig rinder brat ihu.
Et usselt Plag? Velan! vel saa!
Men fremfor Himlens eget Blaa
og Skarlatin med Stjerner paa
       -- saa adlet det har Du.

Med Fjeldets Let, med Matrands Røg
      din Kappe farget var.
Før ligeglad den Let du strøg
      du Lænker for den bar.

Et frit og ærligt Ord den Graa
      med Straaler overgjød.
Weltzin, som Kappen du har paa
saa simpel var din Daad; dog saae
en Storhed jeg, som Faae forstaae,
      en Aand som der frembrød.

Et ærligt Ord? Og det var Alt?
      Nu vel, ja det var Alt!
Gjør du det efter, som forstaaer
at skifte Sind som Farve naar
      det bare bli'er befalt!

De Maalere, som krybe paa
      det Stores Ydre om,
langbente Kingler lige, som
en Verdensreise gjøre om
den høie Tempeldom --
de Maalere, som dømme Alt
      kun efter Glands og Klang,
De fatte ikke, at din Pjalt
fik ved de Ord, som du har talt,
      med Norges Banner Rang.

Det flammer rødt. Den Kappe graa
      er Røgen derudaf.
I den skal Norges Kriger gaae,
i den, som Lyn fra Skyen, slaae,
og den til Æresdække faae
      omsider i sin Grav.

Siful.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt