Den norske Vinter

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

 Min norske Vinter er saa vakker;
 De hvide sneebedækte Bakker,
 Og grønne Gran med puddret Haar,
 Og trofast Iis paa dybe Vande,
 Og Engledragt paa nøgne Strande;
 Jeg bytter neppe mod en Vaar.
 
 Nu Dalens muntre Sønner glide
 Paa Skier ned fra Fjeldets Side
 Saa rask som Piil i Luften fløi,
 Nu let paa Skøiter de sig svinge,
 Nu Kanefartens Bjelder klinge,
 Og Øret dirrer af den Støi.
 
 Fra Fjeldets Gruber Malmen kjøres,
 Og Mastetræ til Stranden føres,
 Og Kulden selv gir Farten Liv,
 Og Snee paa Fjelde Veien baner
 For norske Bondes Karavaner.
 Flid er min Landsmands Tidsfordriv.
 
 Men vi, som Tid med Spøg fordrive,
 Og Vennelav med Sang oplive
 I varme Sal ved breden Bord,
 Vi drak, om vi ei kunde andet,
 Skaal for den første Stand i Landet,
 Som pløier Hav og dyrker Jord.
 
 Held følge den, som Malmen bryder,
 Hvor Jordens haarde Barm frembyder
 Forborgen Skat til flittig Haand!
 At trodse Død og Storm og Kulde,
 At være fri men Kongen hulde,
 Det er den norske Bondes Aand.
 
 Han skaber ikke Porceliner,
 Og ei bereder hede Viner,
 Men for hans Sveed vi kjøbe dem;
 Han bygger vore Huse tætte,
 Og Vildt, som vi med Smag anrette,
 Han bringer os fra Skoven frem.
 
 Fred hvile over Kuldens Bolig!
 Der sidder raske Nordmand rolig,
 Beskjermet mod hver Uvens Vold;
 Og den, som turde Freden bryde,
 For sildig skal den Kamp fortryde;
 Vi føre Frihed i vort Skjold.
 
 Om Alting fryser her i Norge,
 For Venskabs Varme tør jeg borge;
 Thi der er Ild i Nordmands Bryst.
 Kom, Broder! kom, men uden Kulde,
 Hverandre indtil Døden hulde,
 Syng Venskabs Skaal med mandig Røst!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt