Den svenske skjald Ridderstad til sit sværd

Du blanke Brud, min Æres Lykke,
      Du, som min Tankes Drømme veed,
jeg dig ind til mit Bryst vil trykke,
      Du Brud i Tid og Evighed.

Saa pletfri Du, som Sveas Ære,
      bestandigt for mit Øie stod;
og skal du engang Pletter bære,
      saa være det af Fiendens Blod!

O vær mig huld i Livets Luner,
      i Døden huld, mit gode Sværd!
Held mig, om hist i dine Runer
      jeg læser, at jeg var Dig værd!

Min Brud er Du, mit Haab, min Hæder;
      for din Skyld lød min første Sang,
og mellem Krigernes Geleder
      vort Bryllup feires skal engang.

Held, Svea! Held! i Stjerneglandsen
      Du freidig paa din Klippe staaer.
For Sværdet, Dig og Borgerkrandsen1
      hvert ædelt Gøthahjerte slaaer.