Du og jeg -

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Du er saa søt og fin, saa ren og god,
har bud fra verdner, som jeg knapt nok kjender.
Hvem gav dig vel din fulde, varme tro?
Hvem lærte dig at folde dine hænder?

Du svarte altid: «Overgi hver tvil,
som sjælen kuer i dens høie streben,
da vil dit liv forklares av guds smil,
og nye ord skal springe frem paa leben.

Kast tvilens byrde av dig og bøi knæ,
og du tør vinde atter mot og helse.
Prøv skal du bare se! Ja, mer end det!
Det veien er til salighet, til frelse.»

Saa ofte tænkte jeg: Dit hjerte er
en hellig lampe, som alkjærlig kaster
sit lysskin vidt omkring, saa du er nær,
selv naar du budsendt til en anden haster.

Saa fin og søt, saa god og lys og ren,
og korset rundt om armen er dit smykke,
det eneste du har. Saa ung, ssaa ven,
helt gjennemtrengt av haardt tilkjempet lykke.

Men jeg er jordfødt, er en jordens søn,
som elsker jorden i dens rikdoms fylde,
og hvis jeg foldet hænderne til bøn,
saa var det for vor moder jord at hylde.

Og gjorde jeg, som nys du bad mig om,
lot alle tvil og grublerier fare,
da gav jeg op min ret til forskning, dom,
til hæderlig at spørge og at svare.

Jeg hylder ogsaa dig, som hver en stund
sat ved min side offerglad og stille.
Aa, var jeg frisk som du, frisk, ung og sund,
da vilde jeg - hvad tror du, at jeg vilde?

Du der. Jeg her. For vi var altid to.
Ja, hadde jeg mødt dig for længe siden!
Du er saa søt og fin, saa barnlig god
og jeg en nar, et gammelt vrak før tiden.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt