Efter døden (Vogt)

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Naar du og jeg har endt vort jordlivs gang,
da vil vi træffes paa en ukjendt stjerne.
Og som du vet, er evigheten land.
Und mig et pust av den! Det gjør du gjerne.

Saa vil vi reise. Reise var mni fryd,
skjønt det paa jord tidt kostet mange penger.
I evigheten - hvilken himmelsk lyd! -
det er ignenting, som «koster» længer.

Man har selvfølgelig sit stjernekart.
Det maa man ha. Det bør man ganske nøie.
Mot nye verdner styrer vi vor fart.
De speiler sig saa gyldne i dit øie.

Saturn og Venus, Jupiter, Merkus,
de mæktige, de ganske smaa planeter . . .
Vulkan, Uranus . . . La os ta en tur
til Orion, du kvinde for poeter!

Vi reiser og blir nye for os selv.
Det er i elskovs liv snart sagt det beste.
Fornyet lander vi paa Mars ved kveld
og rækker frem til Orion den næste.

O stjerneø i paradisisk flor
med sommerfuglesang og spil og glitter!
Dypt under os den fattigslige jord.
Hvad kan jeg for, at synet gjør mig bitter?

Jeg sier med en fiendes tynde smil:
«Er det saa stort at spinke og at spare!
Paa jord der fulgtes vi saa mangen mil.
Naar gav du mig et kjærtegn at besvare?

Mig gav du aldrig, da vi gik paa jord,
et kjærtegn at besvare og bevare.
O allerdeiligste! Din dyd var stor.
Men er det stort at spinke og at spare?

Du maaler det uendelige rum,
hvor kloderne fra urtid vandrer stumme,
i taarens glans. «Ja, jeg var meget dum.
Det er vist kun paa jord, folk blir saa dumme.»

Er du en kvinde, saa er jeg en mand.
Jeg tar dig kjærlig ind til mig og sier:
«Paa reise sluktes mangen sorgens brand.
Avsted! Avsted!» Du sætter dig og tier.

Dog efterhaanden stilner jo din graat.
Jeg lægger rastløs nye reiseplaner.
Vi sitter atter i vor lille baat
og kløver evighetens oceaner.



Fra Et liv i dikt (utvalgte dikt av Nils Collett Vogt)
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt