Elveløbet

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Elven er aldrig ſaa kjæk og ſtrid,
den kan dog ſin Art forandre.
Hvor Dalen aabner ſig lav og ſid,
maa den lemfældigt vandre,
ſtandſe ſin Larm og give ſig Tid.

Den gaaer tilſide, den ſkyder Bugt
med ſagteglidende Vover;
den tornede Green med den fattige Frugt
ſtrækker ſig derudover.
Dalen er ſtille og indelukt.

Og ſjelden kan det ſtyrtende Væld
ſin tindrende Glands bevare;
i Dalen luder det golde Fjeld,
derunder ſkal Elven fare,
hvor Dagen ligner en ſtadig Kveld.


Den kvægende Sol kan ei ſkinne ned,
hvor Fjeldet paa Vagt er ſtillet;
det kaſter i Elven, fra Bred til Bred,
ſit truende ſorte Billed;
den glidende Strøm maa tage det med.

Jeg gik ved Elven en Sommerdag
og kom til de lave Enge.
Der banked dens Bryſt med mattere Slag,
der ſtod jeg ved Bredden længe,
hvor Fjeldet ſtrakte ſit Skyggetag.

Jeg kan ei glemme den dæmpede Sang
af Bølger og Aspeblade.
Min Sjæl har fulgt med Vandenes Gang
og bævet ſom Elvens Flade,
og Hjertets Harpe har givet Klang.



Nyere Digte (Welhaven)

II.

III.

  • Tomme Kæmpehøie 155
  • En Viſe om Hellig Olaf 160
  • Jutulsbjerget 164
  • Om Ridder Audun til Aalhuus 177
  • Bueſnoren 182
  • Kyſt-Billede 185
  • Nøkken i Kværnen 189
  • Eivind Bolt 193
  • Det omvendte Bæger 214
  • Den ſunkne Stad 220
  • I Nærødalen 223
  • Asgaardsreien 225
  • Paa Skibshøien 231
  • Det fredede Træ 238
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt