En gammel hottentot tegnet efter naturen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Vek, melankolsk og rolig,
bevogtende en Fremmeds Faar,
paa egen Odelsmark han staaer,
hvor hvide Mand har sat sin Bolig,
hvorfra hans strenge Bud udgaaer.
Hvor kunde før hans Sortblik brænde!
Nu har det intet Lyn at sende.

Han lænet har sin dovne Haand
paa Hyrdestav; en Landeplager
sin Frihed gav han og sin Ager,
og mere ei til Skud han drager
libyisk Bues stramme Baand.

Har han ei Mod? Engang i Tiden
han ejed det. Men Trældom arg
har suget ham til Been og Marg.
Er da hans Idrætsaand saa liden?
Ak, Ild og Sværd den Vælde var,
som knuget ham til Intet har.
Ja selve Haabet er forsvunden.
"Ei værd sin Føde er den Hunden" --
saa siger Herren jo -- "han veed
engang ei af Taknemlighed."



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt