Eventyr, fortalt over Bordet

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

                     Eventyr,
 fortalt over Bordet den 22de April for de Selskaber,
       som i Bergen havde opført Sørgespillet
         Einar Tambeskjælver og Skuespillet
               Republikken paa Øen.
                      1793.

 I ædle Venner! giver Lyd!
 Og laaner mig opmærksomt Øre!
 I fordum Tid det var de gamle Nordmænds Fryd,
 I Vennelav et Eventyr at høre:
 Jeg kjender et, og hvis jeg husker det,
 Det gjælde maa, jeg beder, for en Ret.
 
 
 Der var engang en Mand, som fik en Søn og Datter;
 En stærk bredskuldret Knøs var denne Søn,
 Sin Faders Ungdoms Kraft. Om Datteren var skjøn,
 See, derom tier min Forfatter;
 Hun hørte dog til det, man kalder: Smukke Kjøn.
 Men Eet er mærkeligt:
 I Alderdom hun avlet var,
 Da Broderen var to Gang' 10 Aar gammel;
 Thi sukkede den stakkels Faer,
 Og sagde ved sig selv: "Ak det er sørgeligt,
 "Jeg lever ei, at see den Glut for Brudeskammel.
 "Og Du, min arme Søn! hvad hjælper det,
 "Man siger han er rask, naar han maa savne Klæder?
 "Velyndere? Og naar man ei tilstæder,
 "At han maa tale høit og sig forklare ret?
 "Beklag de Fædre, som graahærdede
 "Maae Søn og Datter see
 "Saa ganske uforsørgede.
 "Og Du, min stakkels Tøs! saa han til Pigen sagde,
 "Udi en Afkrog fød, hvo spør om Dig?
 "Er Du just ikke skjøn, dog tækkelig;
 "Men dertil man ei Mærke lagde."
 Men det anmærker jeg, som her fortæller:
 At, skjøndt en Fader tit forblindet var,
 Og hos sin Afkom Feil opdaget sjelden har,
 Saa blandt de Værste var dog denne ikke heller:
 Han sagde: "Du for mig er smuk,
 "Men fremmed Øie Dig maaskee kun hæslig finder,"
 Her saae man Graad paa Mandens Kinder,
 Og hørde Faderens det tunge Suk.
 
 
 Men, unverhofft kommt oft, som Tydsken siger;
 Et Selskab hende saae blandt ældre Piger,
 Og dette Selskab var Folk af Opdragelse,
 Af Smag, Talenter, Følelse.
 De klædde hende op fra Top til Taae,
 Og lærte hende smukt at tale,
 At neie, staae og gaae,
 Og hvad hun tog sig for, med Ild og Liv at male.
 Nu Faderen sit eget Foster saae,
 Og han saae mangen Mand af Alder graae
 At kunne hendes Spøg fordrage,
 Og nu begyndte han at smage
 Mod Livets Aften Ungdoms Lyst;
 Han trykte Glutten op til faderlige Bryst,
 Og sagde: "Held den Dag, som gav mig denne Datter!"
 Han blev saa glad som den Forfatter,
 Der seer paa Skueplads sit Stykke saa opført,
 At hver Tilskuer bliver rørt,
 Og at Acteurens Kunst hver Digterfeil erstatter;
 Thi sagde han:
    "I Damer! og I Herrer!
 "Som Barnet saa med Eders Gunst beærer,
 "I bringe mig min Ungdoms Kraft igjen,
 "Og Eders Omhu Verden lærer:
 "Hvor lidet Fødsel er imod Opdragelsen."
 
 
 Saa talte han af Hjertens Grund,
 Blev tankefuld i samme Stund,
 Og kom sin Søn ihu.
 Han havde denne Feil med flere Fædre:
 Han kunde lide Sønnen meget bedre,
 Han tænkte: "Ak! hvad bliver Du?
 "Min Sjel, da Du blev fød, var det idel Lue;
 "Skal Du din Hæders Dag dog aldrig skue!
 "Du lever - men civiliter
 "Er Du dog død, det seer Enhver,
 "Og din Opdragelse vil koste meget mere,
 "Det Sprog, Du tale skal, hvo lærer det?
 "Den Dragt, som passe bør til Kjæmpeskuldre ret,
 "Hvo skaber den? at Du kan liig din Navne være?
 "Nei, lev forglemt! Misund din Søsters Ære!
 
 
 Saa tænkte Faderen; men see! det traf engang,
 Da Drengen ørkesløs paa Gaden gik og slang,
 Saa vinkede en Mand ham ind,
 Og Faderild i fremmed Hjerte lued;
 Jo mere Knøsen han beskued,
 Jo mere blev han efter Mandens Sind.
 
 
 Det var en af de Mænd, hvoraf man kun har faa,
 Som følsomt Hjerte med Forstand og Smag forbinde,
 Til tause Dreng han venlig saae,
 Og sagde: "Her Du skal din anden Fader finde,
 "Din Hæder være skal paa dette Hjerte lagt."
 Men ellers være det af mig sub rosa sagt:
 Han blev i Drengen reent indtagen,
 Og saa med Faderblindhed slagen,
 At Drengens Feil endog han ganske oversaae,
 Og sagde strax: "Nu skal Du gaae
 "Hen til - jeg har en Ven - han skal Dig klæde
 "Med Mesterhaand, og lade Dig fremtræde
 "Saa rustet, som man Thor udi Valhalla saae.
 
 
 Glad Drengen blev og gik,
 Opdragelse og Klæder fik.
 Nu kom det store Øieblik,
 Da Faderen med Flere buden bliver,
 At see paa Sønnens Dragt, Gang, Vaaben, Øvelser;
 Han seer, og troer ei hvad han seer,
 Og Faderfryd hans hele Sjel henriver;
 "Er det min Søn?" saa spurgte tvivlsom Glæde;
 "Hvor har han lært, saa værdig at fremtræde?
 "Vel var han mig, som Fader, skjøn,
 "Men nu for skjøn til ham igjen at kjende;
 "Jeg troer, man Synet kan forvende.
 "Mindst drømte skuffet Haab om saa uventet Løn."
 
 
 Ja, ædle Selskab! man mig det forlader!
 Jeg troer, at Ingen sig ret tænke kan
 Hvad Hjertet følte hos den lykkelige Mand,
 Undtagen den, som selv er Fader,
 Da Sønnen kom med Norske Kjæmpers Aand,
 Høirøstet for den sande Friheds Ære,
 Og barsk mod dem, som Oprørs Gnist ernære,
 Og sønderrive alle Samfunds Baand;
 Da Sønnens Ansigt, Sprog og hver Bevægelse
 Fremviste ham som Helt, til Norges Frelse dannet,
 Til faste Trin paa Vei, som ei var banet,
 Til at meddele Ild og Kraft og Følelse.
 
 
 See, dette lærte han af kjække Fosterfader,
 Hvis Tryllekunst det Raae forædle kan.
 
 
 Mit Eventyr mig her forlader!
 At nævne Børnene, om Ingen er i Stand;
 Jeg deres Skaal taknemmelig vil drikke,
 Som tog sig mine an:
 Min Einar og min Republikke.

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt