Forskrækkelig historie om hanen og hønen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

 Hanen og Hønen spadserede engang ud i Nøddelunden forat
spise Nødder, og hver sød Kjerne, Hanen fandt, delte han med
Hønen. Tilsidst fandt ogsaa Hønen en Nød; men, da Hanen
havde knækket den for hende, var hun saa selvgod, at hun ikke
vilde dele, men slugte den hele Kjerne, som da blev siddende
i Halsen, saa den hverken kunde komme frem eller tilbage. Alt
hvad hun aarkede var at pibe: "Løb for Guds Skyld til Brønden,
og hent mig Vand!" Hanen løb til Brønden strax.

   "Brønd, du give skal mig Vand!
      Hønen ligger hist i Lunden
      af en Nøddekjerne qvalt."
      Brøndens hule Mund da svared:
      "først du løbe maa til Bruden,
      bringe mig den klare Silke!"
      Hanen løb til Bruden strax:
      "Brud, du maa mig Silke give!
      Silken skal jeg Brønden bringe,
      Brønden skal mig give Vand,
      Vandet skal jeg Hønen bringe,
      Hønen ligger hist i Lunden,
      af en Nøddekjerne qvalt."
      Bruden svared Hanen blidt:
      "Først du maa min Krands mig bringe,
      som blev hængende paa Qvisten."
      Hanen fløj til Skoven strax,
      hented Krandsen ned fra Qvisten.
      "Brud her bringer jeg dig Krandsen;
      nu du maa mig Silke give;
      Silken skal jeg Brønden bringe;
      Brønden skal mig give Vand;
      Vandet skal jeg bringe Hønen;
      Hønen ligger hist i Lunden,
      af en Nøddekjerne qvalt."
      Bruden gav for Krandsen Silke,
      Brønden gav for Silken Vand,
      Vandet bragte han til Hønen;
      men den Stakkel var alt af
      Nøddekjernen qvalt til Straf.
 Da blev Hanen meget bedrøvet, flettede en liden Vogn af
Qviste, spændte sex Smaafugle for, lagde sin kjære lille Høne
derpaa forat bringe hende til Graven, og da han saa kjørte frem,
kom en Ræv --

   "Hvorhen Hanemand?
      "Til Graven med min Høne."
      "Maa jeg sidde paa?"
      "Da faaer du sidde bag.
      Thi ellers bryde Hestene mine baade Skogl og Skak."
 Saa satte da Mikkel sig op; men da det led lidt længer hen,
kom en Ulv, gav samme Spørgsmaal, og fik samme Svar og Be-
sked. Og saa kom Grævling og Gaupe og Bamse, og fik Alle
sidde paa, og tilsidst en Loppe, med Spørgsmaalet:

   "Hvorhen Hanemand?"
      "Til Graven med min Høne."
      "Maa jeg sidde paa?"
      "Da faaer du sidde bag.
      Thi ellers bryde Hestene mine baade Skogl og Skak."
 Men den var for tung. Vogn og Alt sank i Myren, saa ingen
Grav behøvedes. Hanen slap derfra ved at flyve op paa Kirke-
taarnet, hvor han endnu staaer, og drejer sig om til alle Kanter,
forat passe paa naar det bliver stadig godt Veir, saa Myren kan
tørre ud, og han igjen kan faae sin Liigfærd over sin kjære lille
Høne igang igjen. Men han kommer da vel for seent, thi der
er da voxet Græs og alleslags grønne Urter derover, Løvetand
og Hønsetarm og Hanefod og Mariekaabe og andet deslige vak-
kert Grønt, som Bukken lider bedre end Hanen.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt