Forstædernes klagesang over kristiania

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Mel. Jeg tjente paa Kjølstad ifjor med megen Sorg og Møje.


 At være et Stedbarn kan
       faae Stende til at græde.
 Men Stedbarn er Vaterland
       og Fjerdingens arme Stræde.
 I Kristiania dog
       ei græde de Stende derved.
 De reise sig op i Palladser, og
       kun knuge os dybere ned.

 Kristiania, det Lykkensbarn,
       vil boe i Højenloftsale.
 Men trælle i Armodens Skarn
       maa hendes Smaasødskende alle.
 Hun Brødet dem knapt har maalt,
       som Gud dem ligelig gav.
 Men Elven, som Vinterens Iis har taalt,
       til Vaaren vil sprænge den af.

 Hun holder i Næringstvang
       Forstæderne, de arme.
 Sig Brødet lavt hun hang;
       men vil sig ei forbarme.
 Vi klage til Himlen da,
       vi synge for Bølge og Sky:
 Den er ei saa døv, den som ruller herfra,
       som hiin selvkjærlige By.
 
 Ak, slynger ei samme Elv
       om dem en søsterlig Kjæde?
 Saa vil nok Naturen selv,
       men Byen ei tilstede.
 Mon samme Moders Bryst
       ei diet dem alle har?
 Selvsamme Sjø jo sang ved den Kyst,
       som Vugge tilfælleds dem var?
 
 Som Tanker, der komme og flye,
       som uforstaaede Drømme,
 igjennem den daarlige By
       de Bølger unyttede svømme.
 Vor Elv, du er altfor god
       til kun at tjene til Pynt!
 Du Livsenaare! dødt er dit Blod,
       dit Liv end ikke begyndt.
 
 Men giv os dens Bredde fri:
       vi fatte dem ind i Qvader:
 da Skibe skal seile forbi
       lang ind i vore Gader.
 Ja ret som Perler paa Snor,
       saa glide de ad vor Flod.
 Magaziner og Huse opvoxe hvor
       den synkende Hytteby stod.
 
 Sligt aander Friheden ud
       saa let som Vaaren Blommer.
 Det trænger ei Tvang eller Bud
       - nei, af sig selv det kommer.
 Men kuende Privileg?
       hvad Magt og Liv deraf?
 - Et Tæringsblus paa en Kind saa bleg,
       og Kalk paa en fulnende Grav!
 
 Kristiania, du Ungermø
       blandt Jordens Hovedstæder,
 skal dine Smaasødskende døe,
       fordi paa Brødet du træder?
 ja spilder det Vand, hvormed
       de skulde lædske sin Trøst,
 og lænker i Armod og Nød den Bred,
       som Rigdom kan bringe dig først?
 
 Saalidet Lys i det Blik,
       dine Spiir skyde over Havet?
 Saa liden Klogskab du fik,
       som troer dig saa vel begavet?
 At bygge dit Herredom
       paa Aag, og din Magt paa Tvang!
 Den Tanke kom fra en Kjøbmandsvom;
  den ud af et Hoved ei sprang.
 
 Hvi bære, du Jomfru stolt,
       i Barm saa ung og fager
 et Hjerte saa haardt og koldt?
       Hvi frde dit Sind med Klager?
 Hvi pynte din Kronsekrands
       med Fattigdommens Graad?
 Men stakket sprunget er Hovmodens Dands,
       og skjørt Egenkjærligheds Raad.
 
 Hersk heller ved Kjærlighed!
       Hvor stort er ei dens Rige!
 Det kjender ei Grændsested,
       og stedse dets Throner stige.
 Du skjænke den Ret, du har
       Forstædernes arme Børn,
 Forstæderne blive dig da hvad var
       de frigjorte Vinger en Ørn.
 
 Da først du hæve dig kan,
       da først skal opfyldt blive,
 at i dig Norriges Land
       skal Norden en Dronning give.
 Dertil du baaren er;
       men nu en Trælqvinde kun,
 du Lænkerne under dit Flitter bær'
       og staaer paa en ravende Grund.


"Forstædernes klagesang over kristiania" ble skrevet i 1836 og er en kritikk til all den urettferdigheten Wergeland så i Kristiania. På den tiden var det kun lov å drive handel i storbyen, en lov fra 1600-tallet gjorde at brennevisutskjenking så og si var eneste tillatte virksomhet i småstedene rundt selve storbyen. Det ble først endret ved handelsloven av 1842.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt