Hellig tre kongers legende

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

På moderne språk:

De Hellig Tre Konger i Østerlide
til Betlehem lystet de seg å ride.
De hadde jo sett forjettelsens stjerne.
Den viste dem veien dithen fra det fjerne.
Om dagen den satt som en rose på himlen,
om natten fordunklet den stjernevrimlen.
Den fulgte dem tro gjennom Midians ørk,
den lyste dem fram gjennom natten så mørk.

I tredve netter og tredve dager,
de la sikkert tusende mil tilbake.
Så kom de forbi Kong Herodes palass.
Han satt just i glaset i all sin stas:

"Ærverdige herrer, haster det så?"
- "Vi vil ikke inn, vi vil Betlehem nå.
Der Kongenes Konge fornylig er båren
av jomfru så ren som uskyldighetståren.
Å bringe Ham hyllest, det kalte oss dit.
Farvel Kong Herodes! Du spiller vår tid."

"Nei", - ropte Herodes, så falsk og forstilt,
"En narr han som kaller sin hviletid spilt.
Ta sadlene bare av dyrenes rygg!
Så fôrer jeg hestene deres med bygg,
jeg setter Dere på tronen min glad,
reis bare ikke forbi meg i dag."

- "Da skulle jo reisen vår være forødt.
Det gjelder jo barnet som nylig er født.
Vi Ambra og Virak og Myrra det bringer,
skjønt alt jorden har er for fattig og ringe."
Da ropte Herodes til spott og til tort:
"Hvorfor er den ene av dere så sort?"
"Herodes, han Konge av Morenland er
og gjør seg hvit bare med perler og fjær,
men plukket visst gjerne hver edelsten av
og kronen og alt til den nyfødte ga."
Da fnyste Herodes - han ønsket slett ei
stor lykke de østerlands vise på vei.
Men Gud selv var med dem, og stjernen den brant,
så inn gjennom Betlehems porter de fant,
og stanset slett ikke før stjernen sto stille,
da hadde de funnet den skatten de ville.

Der lå i en stall i en krybbe med strå
den nyfødte spådommen tydet på.
Maria og Josef lå foran på kne,
ja knelende lå det umælende fe.
De Hellig Tre Konger ei gjorde det bedre.
Det syntes de ikke var seg å fornedre.
De tente trearmede Kjerter dertil,
og Ambraen brente i viet ild.
Men vindene bar gjennom blåeste luft
Til konning Herodes den deilige duft.
Han kjente i hjertet et hemmelig stikk,
og mennene skalv for hans arrige blikk.


Fra Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. Bind 1833-1841:

[rediger] Helligtrekongers legende

De hellig' tre Konger i Østerlide
til Bethlehem lystede sig at ride.
De havde alt seet Forjettelsens Stjerne.
Den viste dem Veien didhen fra det Fjerne.
Om Dagen den sad som en Rose paa Himlen;
om Natten fordunkled den Stjernevrimlen;
den fulgte dem tro gjennem Midians Ørk,
den lyste dem frem hvergang Natten var mørk.
I tredive Nætter og tredive Dage
de lagde vel tusinde Mile tilbage.
Da traved forbi de Herodes' Pallads.
Han sad just i Vindvet i fyrstelig Stads:
"Ærværdige Herrer, hvi haste I saa?"
-- "Vi standse ei førend vi Bethlehem naae.
Der Kongernes Konge for nylig er baaren
af Jomfru saa reen som Uskyldighedstaaren.
At bringe ham Hyldest, det kalder os did;
Farvel, Kong Herodes! Du spilder vor Tid."
"Ei! raabte Herodes, beed Læben tilblods:
Kong Nar og Kong Gjæk og Kong gamle Madsfoss!

tag Sadlerne kun af Dyrenes Ryg!
Jeg giver hver Hest vel en Tønde med Byg,
jeg sætter jer paa min Throne, hvis I
blot dennegang ikke mig reise forbi!"
-- "Da skulde vor Reise vel være forødt.
Den gjælder kun Barnet, som nylig er født.
Vi Ambra og Myrrha og Virak det bringe,
skjøndt Jorden har Intet, der ei er for ringe."
Da raabte Herodes til Spot og til Tort:
"Hvi er vel den Ene af Eder saa sort?"
"Herodes, det Kongen af Mohrenland er.
Han gjør sig kun hvid med Perler og Fjær;
dog plukte han gjerne hver Ædelsteen af
sin Krone, og dem den Nyfødte gav."
Da spytted Herodes; han ønskede ei
stor Lykke de Østerlandskonger paa Vej.
Men Gud selv var med dem, og Stjernen den brandt,
saa indgjennem Bethlehems Porte de fandt.
Da fik vel de Bethlemiter at gloe!
Om Toget man talte hvor sammen stod To.
Men ikke det standsed før Stjernen stod stille,
da havde de fundet Hvad netop de vilde.



Der laa i en Stald, i en Krybbe med Straa
den Nyfødte, Spaadommen tydede paa,
Maria og Josef laae foran paa Knæ,
ja knælende laae det umælende Fæ;
de hellig' tre Konger ei gjorde det bedre.
Det kaldte de Vise ei sig at fornedre.
De tændte trearmede Kjerter dertil,
og Ambraen brændte i viede Ild,
og Vindene bar gjennem blaanende Luft
til Konning Herodes den deilige Duft;
og skjøndt der imellem var tyve Miil vel,
man siger, han deraf nær nøs sig ihjel.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt