Hungersnøden

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Stjerner! følte I, som see
hele Jordens tause Vee,
o, da saae paa den I ikke
ned med saa krystalne Blikke,

speilte jer med samme Kulde
i dens Øjne taarefulde
som i Isens blanke Øde!
Gløde vilde I, og bløde
Strømme ned af himmelsk Smerte.

Ak, jeg tænker mig med Gru,
at du har et Rigmandshjerte,
skjønne Stjerne, siden du
kan saa smilende nedsee
hist hvor under Dalens Tage,
jevnede med Bakkens Sne,
Folket jordet har sin Klage.

Hvo kan høre den? Og neppe
Nogen af de Andre troer,
Folkets Nød er fuldt saa stor.
Under Vintrens Dødningteppe
ned sig Hungeren har rodet,
forat myrde uforstyrret,
forat suge Hjerteblodet,
stille, langsomt, uden Vunder,
af de Arme ud derunder.
Bredt er Fjeldet, uden Sti;
Nabobygden faaer kun vide
Rædslen paa sin egen Side;
Vejen gaaer den Dal forbi;
glemt og ensom maa den lide.

Over den igjennem Ljaaren
seer det brustne Øje, hvor
som et Tagskjær Bræen groer,
forat styrte ned til Vaaren.
Spar din Angst for dine Kjære,
Stakkel der paa Lejet! thi
inden da det ogsaa være
vil med alle dem forbi.

O, jeg skulde kjende Dalen!
Ingensteds saa grøn var Birken,
ingensteds saa hvid var Kirken,
ingensteds saa Bygget groe'de . .
o, jeg skulde kjende Dalen,
hvor de gamle Dyder boe'de!
Gjæstfriheden stod i Svalen,
indenfore ved sit Fad
frydefuld Tilfredshed sad.
Ak! nu maa jeg Skuur og Meise
raade, at de ilsomt reise;
Foraarskragen maa jeg raade,
at han ikke flyer -- til Baade
for sit eget sultne Skind --
i det Dødens Lukke ind.

Ingen Vej fra Grænd til Grænd!
Alle føgne er igjen.
Arnen røg dog undertiden,
men nu er det længesiden.

Mon ei Folk paa Gaarden er?
Ingen Sti til Fjøset meer!
Hvor mon Gjenterne da føite?
Høre de ei Koen hrøite?
Hvor fortvivlet og hvor hæst!
Ve, den Stakkel indelæst!
Hvorfor jog man Nissen væk?
han, som lægger Halm i Baasen,
Salt i Krybben, Hø i Hæk?
Han, han kunde sprænge Laasen.

Een -- o, er der Liv endnu?
Een har hørt det, og med Gru.
Gjenfærd af en Mand, som lever,
inde sig paa Lejet hæver,
hvor han Liget har ved Siden
af sin Ældste, skjøndt en Liden.

Dybt indsjunkne Øje flammer
end engang af rædsom Jammer.
Han vil op . . hvad vil han? Der
findes jo ei Halmstraa meer?
Løvet slap før Kyndelsmisse.
Døden, Døden er den visse.

Mandens Øje taages atter.
Med en Hulken som en Latter
synker ned han ved sin Lille,
den, der blev medeet saa stille.

Stjerner! o I ikke skue
kunde i den mørke Stue.
Ellers eders Straaler jaged
borende I gjennem Taget;
eders Glands i Melk henflød
for at lædske Denne der,
som saa skyldløs var som jer,
men nu ligger stiv og død.

Det er koldt og mørkt paa Gruen.
Alt en Uge slukt er Luen.
Thi saa længe er det siden
Konen gik med nok en Liden
ud paa Bygden, for at friste
Liv i Den, hun mindst vil miste.
Mødre vide det: den Sidste:
Den, hun fødte under Juul.

Ve, hvor har hun nu sit Skjul?
Hvast har Snoen siden strøget;
rædsomt har det siden føget;
Svalen ligger fuld; for Sne
kan man ei af Vindvet see.

Tys! det banker paa det, banker,
"Anne!" -- sige Mandens Tanker --
"Anne, kommer du engang?"
Ak, det er en sulten Skjære,
som ei længer kan sig nære,
og nu gjæste vil hans Trang.

Om en Stund igjen det rusler,
som om En ved Arnen pusler.
"Anne, er du der? du maa
nøre op; jeg fryser saa.
Vandet, Anne, som du satte,
ved din Bortgang, her ved Sengen,
frøs tilbunds den første Natten;
og jeg troer, at ei med Drengen
det er rigtigt; men se selv!
Han saa stille blev iqvel."

Lyden, ak, er Vindkast bare,
som igjennem Piben fare.
Liig en Aand, der halvt sig former,
men igjen i Jorden siiger,
Asken er det kun, som stiger
op tilvejrs, naar ned det stormer.

Det er Nat. Den Arme vide
kan ei i den mørke Stue,
uden Dag og Arnelue,
i sin sløve Vanvidsblund,
hvad det lange Døgn mon lide.

Anne i den samme Stund
under Skovens vilde Træ
søger for sin Spæde Læ.

Ve! Hun har ei meer i Brystet.
Ud det Sidste har hun krystet,
blandet det med smeltet Sne.
Ve! der er ei mere! Ve!

Stjerner, o I samme, som,
tændte an i Nattens Dom,
glimre nu herovenover
Syndeverdenen, som sover! . .
Stjerner! Moderens Elende
blikked ned I Stolte paa . .
ak, hvor kan I funkle saa?
En Ulvinde gik rundt Hende
med ærbødig Ømhed, sænkte
ned sit mørke Blik, og tænkte
vel paa sine egne Smaa.
Arme Mose, hvor Hun sad,
ønskte kun at kløve Sneen,
række op til Moderveen
i sit hvide bittre Blad
fuldt og sødtanrettet Fad.
Gentianen gjerne vilde
sine Sommerkroner spilde,
blot den kunde skyde strax
op i Hendes Skjød et Ax.

. . . Tys! Hvad er det? Qvinden speider.
Gjennem Sneen det arbeider.
Lys nu, Stjerne! Hjælp nu Gud!
Det er Hjælp: et Kongebud!
Carl Johan har seet Nøden;
Han vil frelse dem fra Døden;
Han vil Folkets Jammer binde;
Han ei kjender anden Fiende.

See som Stjerner da hans Øjne,
op blandt dem om Natten fløjne?

Faaer han Meldinger i Salen
da af Ørnene fra Dalen
om hvad i dens Dyb de saae?
Bragte Drengen da, som laae,
ved sin Faders Hjerte stivnet,
i Sekunden gjenbelivnet
med en Engels Form og Sands,
Klagerne til Carl Johans?



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt