I vinduet

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Hvilken lystig Fætters klapprende brede Lunge
             vil være Fluesmekke,
             med Latterklappren knække
      den fule Sorgmyg, som sin Tunge
             borer i mit Hjerte?

(Røster over Gaden
Haha! Haha!)


Ud af Løgnens Stormbasuner sig hvirvled Myggen.
             Paa hver dens Ving stod skrevet:
             "Han Sviregast er bleven."
      Et Stellas Brev var stribe'de Ryggen.
             Satans Hest var Myggen.

(Røster over Gaden
Burgunder! Burgunder!)


Drak jeg mere Viin end Noah, det gamle Anker,
             du Myg, som stikker, stikker,
             dog meer af Hjertet drikker.
      En giftig Byld af mørke Tanker
             i dets Sted du levner.

(Røster over Gaden
Champagner! Champagner!)


Ak! -- Et Bæger var for Friheden, den herligste Norges Sol.
Et Bæger for hvert Jomfruhjerte under Verkenskjol.
Det tredie Bæger -- jeg drak det i tausest Eenrum med
den Aand, som, naar de Andre fra Bænken tumle ned,
ifra mit gyldne Horns Rand skinnende løfter sig --
o, dette Bæger, Stella, det var . . det var for dig.

Hvilken bundløs Skaal -- frem Storhavets Bølgestimmel! --
             kan drukne Jetten Jammer,
             der banker med sin Hammer
      hver smiilklar Stjerne af min Himmel,
             Nagler i mit Hjerte?

(Røster over Gaden
Hei! en Bolle! en ny Bolle!)


Liv han fik (skjøndt Engle deri bør være fødte)
             i Blikket, jeg med Latter
             gav Anna Evasdatter.
      Nei, nei! et fremmed Skeelblik glødte
             Liv i det Uhyre.

(Røster over Gaden

Alle smukke Pigers Skaal! Hurrah!

Spil op, Musik! Hurrah!)


Mon -- som giftig Kingel entrer fra Dyb til Tinde
             paa dugbeperlte Traade,
             liig Stjernestraaler vaade --
      i Glædesblikket Ondskab finder
             Vei til Uskylds Ære?

Eller mon hvert frydfuldt Sjeleblik paa en Qvinde
             dog fra en Djævel flammer
             fra inderst Hjertekammer,
      som hine Regnbutraade rinde
             dog fra eddret Kingel?

Da ærværdig Fama blier med sin Narreskralde,
             med Kjake stor som Natten,
             med Irrlysfjer paa Hatten.
      Og hendes Ondskab vil jeg kalde
             nidkjær Helgeniver.

Da hiin gustne Kjerrings Ansigt er Sandhedssolen;
             hiin Tungebrod den skarpe
             en Qvint af Engles Harpe;
      og Pythia paa Viisdomsstolen
             Fruen paa Tabouretten.

Da med Fryd jeg kysser Famas' Mesterstykke:
             det Stellas Brev, som bander:
             "elsk alle Verdsens Anner!"
       -- Nu tør jeg kun med Taarer trykke
             taust det til mit Hjerte.

Ak! -- Maanen seer mod Jorden evig trofast ned.
Men, kommer en Taage mellem med blottet snehvid Barm,
mon, Stella, Maanen er troløs, mon den paa Lys blier arm,
om stakkels lille Taage faaer en Straale med?
Hvi ikke elske det Skjønne hvorhelst det viser sig?
Hvad, Stella, er vel det Skjønne uden et Bild af dig?
Hvad gjøre (liig drivende Skyer, der blotte, i det de gaae,
derovenfore den evige Himmels faste Blaae)
selv tusind Forelskelser (slukte før Lysene brænde ned)
vel Andet end at forherlige vor Elskovs Evighed?



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt