Idyl-ode til Frederik Stang min cleanthes

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Kom Elskov, kom du imorgen igjen!
kom med din Taare!
kom med din Datter blegkindet Klage!
kom til din Ven!

Da Tusmørket kom en Viismand i Skjul
hvisked: til Vinen
trænger du liig til Regnen den Birk som
gulnende staaer.

Den Viismand Fornuften hedder: Hans Had
følger dig Elskov.
Gaae min Veninde! mørkgrønne Ranker
hade din Graad.

Høit svang han en Fakkel -- meer jeg ei saae
Elskov din Stjerne.
Snart jeg i Epheus kjølige Skygger
syngende laae.

Ak, Slave jeg er. Ha, kan jeg da ei
Tanken om Huldas
mørkeblaae Øine engang av Sjelen
rive? -- o nei!

Paa Randen af Bægret sidder min Sorg.
Liig naar en Høg med
Vingerne slaaer fra Fjeldtinden, rød af
Morgenens Guld.

Paa Druernes Purpurbølge min Sorg
glider som Svanen.
-- Dybt, see, den dukker! stiger som Glædens
modige Ørn!


Min Fryd under Ranken rasler: min Kind
er ei Cypressens
duggede Blad: min Tanke er heed som
Ørkenens Vind.

Den henover Sorgen farer, liig Siv
svider den Sorgen:
hvirvler dens Støv i Glemselens døde,
staaende Søe.

-- Hvis Hulda nu under Løvhytten treen,
sød som et Barndoms
Minde, da sprang jeg op, og om Midjen
slog jeg min Arm.

Hulda loe, da jeg viste
hende min Elskov, der glimrede
      gjennem Taarer,
liig en Gartner, der rækker
glad Herskerinden om Morgnen en
      dugget Rose.

"Hvor letsindig?" -- saa Hulda
talte -- "du blot mine Øine og
      Læben elsker."

-- Nu kan Roserne avle
Gift, siden Huldaskjøns Læber slig
      Tale fødte!

Nu I Lilier vær Ormes
Skjul, siden Hulda-Barmen slig
      Tanke nærte!

Hulda ligner den vevre
Hind, der sin kronede Beiler i
      Springet gjækker:

eller Blomsten, som, naar man
rører den, hyller sin Barm til, og
      bøier Panden.

Mangen Hind saae nok Skoven
skotte med rindende Øine, til
      fordums Beiler.

Mangen Blomst saae jeg falmet
bie forgjæves paa Fingren, den
      før foragted!

Nu Morgnen sit Kobberskjold høit i Øst
rækker, og Dag, som
rødvinget Fugl steg, syngende høit mod
Himmelens Hvælv.

See, kommer ei Dag, som Eyvind, der høit
sagde: "nu Konge
Tid ei at drikke!" -- Seilet paa Hav og
Skjolde han saae.
Min Kummer jo kommer, Skibene liig,
sorte i Taagen:
Adelsteen liig jeg seirer med Pilen
dybt i mit Bryst.
Min Sorg, som var liig en Ørn, som min Viin
havde med gyldne
purpurne Lænker fængslet, nu svæver
mørk over mig.

-- "Levvel min Cleanth! at Selma ei skal
undres ved Kindens
Bleghed: din Pige lider ei Svir og
Druen, der tør
med Kinden og Læbens fugtige Ild
beile . . Jeg iler
hjem til min Sorg, der stiger i Sjelen
mørk som en Damp." --

Hun skulde da Druens flammende Kind
      kysse! . . . ha, see, hvor
Draaben paa Læben perler, liig Blod paa
Rosernes Blad!

Ei Blomsternes Dug saa glad Kolibri
drikker, som jeg nu
misundte Draaber suger af Huldas
halvaabne Mund.

-- Alt Aftenens Stjerne skimter jeg, liig
Vennens Farvel, der
zitrer i Øiet: -- hist en Liguster
suser forbi.

Farvel da min Dag! jeg elsker en Nat:
Natten min Fryd med
funklende Øine seer: Den er Vinens
trofaste Ven.

Men -- Stjerner er tause Vidner. Min Fryd
deler jeg; Sorg jeg
bærer alene: Sødt med en Ven at
sværme en Nat!

Cleanth hist fra Bruden iler: Hans Haar
smelter med Nattens
Taage tilsammen. Hurtig hans Gang, liig
Ungdommens Haab.

Cleanth! hos din Ven du sidde! Din Sang
lyde om Selma!
Sangen mit Hjerte ryste, liig Vestens
Vinde en Asp!

Cleanth du om Kysten synge, hvortil
      før mine Drømme
svam gjennem Graad og sank, men du vandt E-
lysiums Møe!

Han Harpen da tog, men tømte en Skaal
først for sin Elskte.
Sangen sagte som Floden imellem
Viinhøie gled.



Cleanth

Jeg saae min Selma som Barn, før
Barmen sig hæved liig
      Amor paa Duens
snehvide Vinge.

Sagte i Hjertet da bølged'
Følelser som naar en
      Vestenvind kruser
Indsøens Flade.

Selmalils Lokker var slaget
Guld: hendes Sjel var en
      Stjerne bag Morgenens
purpurne Skyer.

-- Bort jeg maa reise, og før jeg
Ungmøens Hjerte af
      Elskovs Prometheus-
Finger saae dannet.

-- Ak! Da jeg kom, fandt jeg Lokken
dunkel og bruun, og i
      Øiets Azur en
ubekjendt Flamme.

Rank var hun: Barmen to Parter,
hvide og hvalte, men
      nu hendes Kys blev
rødmende Hilsen.

Ven! Da din Elskov i Pigens
Sjel kom som Solen, der
      flammer i Øst -- og
Himmelen blusser.

Glemt var jeg: Barndommens Minder
vare liig Bladet, som
      Vindene vifte
henover Søen.

Da kom en Sky og sig mellem
Solen og Himmelen
      lagde: en Uroe
mørkned din Himmel.

Atter min Kjærlighed steg: dens
Duft var for Pigen som
      Rosernes Lugt; din
Elskov som Dampen

stigende op fra Marken, hvis
Blomster den dugged, naar
      Solen sin Piil skjød
gjennem dens Brynje.

Du nu er glemt . . . jeg min Selma
favner som Søen sit
      Norge, som Himlen
guldvinget Straale.




Cleanth for sin elskte Bægeret drak:
trindt om sin Elskov
slog han en Purpurkaabe: -- jeg Harpen
greb og jeg qvad:



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt