Kunstrytteren

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
(ALEXANDER GAUTHIER)
Cross.png

Seer udaf Vindvet, smukke Piger!
I ræddes vel ikke for Maanen? Da kunde
den hevne sig slemt, naar den dalte bag Aasen,
      ved Alt at fortælle.

Da vilde gamle hæse Graner
om Kjærlighedsæventyr synge, og over
den blegnede Røslyng endnu vilde fare
      en smilende Hvisken.

Seer ud, seer ud, I ømme Øine,
som troløse bleve hvergang Alexander,
den skjønne Yngling, forbi eder tumled
      de rasende Hingste.

Saa maatte Modets Gud afbildes,
en Hvirvelvinds Dæmon, fordømt vel, men herlig; --
nei før, paa de Firespands-Sorte, en Engel,
      der tøiled Dæmoner.

Hvor ubarmhjertig, stolt og sikker
i Saligheds Overmod tumled han Spandet!
Mon Han da, som egger Fortvivlelsens Rasen,
      paa Vinger kan stole?

Dog egged I ham, I ham, Qvinder!
til vildere vildere Legen med Døden.
Dit Bifaldsblik følte han, blodlystne Ømhed,
      som Spandet hans Sporer.

Se, som han stod der, slank som Fjedren,
der vajede over Baretten, han syntes
en Skabning af Jomfruers hede Indbildning,
      fremtryllet tillive.

Ham hilste derfor qvalte Udraab . . .
Vellystige Rædsel! Mon Drømmene vaagne?
Jomfrulige Hjerte med lønlige Blusel
      ham troer at gjenkjende.

Mon Hun forlængst engang har seet
en Marmor-Apollo, og drømte om Guden?
Hvad Rædsel at see da de Former af Marmor
      paa eengang at leve!

Mon ubevidste Elskov skabte
hos skyldløse slumrende Pige et Billed?
Hvad Rædsel at møde sin lønlige Drøm og
      maaskee at forraades!

Seer ud, seer ud i Maaneskinnet!
Der kommer Han! . . . O den Fortræff'lige! under
de fyrige Hovslag sig ei engang røre
      de nedfaldne Blade.

Seer ud, seer ud i Maaneskinnet!
End Lyset er klart og Skyggerne sorte.
I disse sig levende Elskere liste,
      i hiint sig de døde.

Seer ud, seer ud i Maaneskinnet!
Der kommer Han . . . O den Fortræff'lige! Skyggen
ei engang kan følge ham; Maanen ei fæste
      kan paa ham sin Straale.

Hvad vil han i den øde Cirkus?
Frels Himmel! der traver han udover Vandet.
Dog kruses ei Bølgen, og Maan'glandsen under
      hans Fiirspand ei zittrer.

Seer ud, seer ud, I ømme Øine!
Med vellystig Angest I saae ham jo ofte?
Der kommer Han . . Himmel! en skyggeløs Rytter
      paa lydløse Heste!

Se, Maanen skinner gjennem Brystet!
Hans Aasyn har Stjernernes Bleghed og Klarhed.
Ak, grædende Jomfruer, det er den Skjørhed,
      som Englene elske.

{{Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841|Norges fjelde|De to elskerinder

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt