Lisken

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Saa skulde da Lisken vises,
den spirende, fine kvist
mellem familiens blomster:
«Og hun er blit stor siden sidst!
Alt femten aar, kan De tænke,
og lang og smidig og kjæk!
Bed Lisken at komme, Wenche!»
Men vips, da var Lisken væk!

Da roper et kor af røster,
at Lisken er «mildest talt» — —
men Wenche, den modne søster,
hun skjønner, og smiler svalt.
Hun skotter til mig saa stille
og blusser saa varm og sart,
og hvad der gaar av den lille,
skjønner jeg ganske klart.

Ja, Lisken hun eier for tiden
et hjerte litt større end andres,
og eier en lønlig viden
og maa ikke, kan ikke klandres!
Mens søsteren sitter som Juno,
saa moden og ferm i minen,
vet Lisken noget om Kuno,
som bor i en borg ved Rhinen!

Han red der i ridderjernet
med sporer mot hestens buk —
i glans af en ensom stjerne
kysset han damens duk.
Saa kom der en bygdekjærre
tilgaards med en fremmed fyr —
da bævet den bolde herre
og svandt paa sit ædle dyr!

Og ytterst i hestehagen
staar Lisken i hast forladt,
og føler sig rent som enke
paa grund af en ven af Wenche!
Blandt blomsterne, blaa og gule,
gaar hun i engens græs,
som bare saavidt vil skjule,
hvor kjolen er kort til knæs!

Kan hænde hun blygt bekymret
stryker sin bare arm,
som slet ikke føles saa færdig,
som sjælen er ædel og værdig!
Men hellere dø end at neie
med væmmelig forklæ’figur,
mens maanen straaler dæmonisk
mot Adelheids jomfrubur!

Og bliv i din eng, du Lisken!
Forgud under grønnen lind
med sange og suk og hvisken
kjærestevennen din!
Paa vangen er godt at være,
for ungdom og haab og tro,
og blomster er til for at lære
jomfruers sjæl at gro!

Digte og noveller av Olaf Bull

Mindre digte

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt