Maanenat

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
1896

Nys strøk et syn forbi mig
av kvindeynde, skjønhet,
og dypt i natten sitter
jeg av dets hvithet blendet.
Hvi kan min arm ei række
alt det, som løndig daarer,
og hvorfor bøier sindet
sig nu i smertens fylde?

Som bka et slør av længsler
og unge sværmerier
stod hun i drøm og smilte
mot noget fjernt, jeg aner.
Men dette drømmeslørte,
hvori hun smiler, sørger,
saa taust et vidne er det,
at end hun aldrig vovet.

Jeg har ei rim at slynge
om hendes væsens ynde,
kun sorg, kun ensom smerte
og bange længsler har jeg.

Og ind i maanenatten,
den majestætisk kolde,
jeg som en skygge vandrer
i hendes billeds følge.

I blanke maanestraller,
som rummets dybder loddet,
forklar mig livets mening
og hvorfor jeg selv lever!
Av noget hvitt ombølget
med skjære sanser gaar jeg
saa glad, saa rik ved hende
og fattig dog til døden.

Den store, runde maane,
ei længer kan jeg se den . . .
Blot lyset, som den kaster,
og skyggerne, som skifter.
Og slukt er hendes aasyn
og bortgjemt hendes øine . . .
D e t føler jeg, at natten
er hellig, overjordisk!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt