Madam Høiers Lejefolk

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
I.

Nedenunder var der Hestestald, og ovenover en Familiebekvemmelighed, og Huset laa i en af de simpleste Bydele.

Glasset i Vinduesruderne var flaskegrønt, og Bobinetsgardinerne sortsjollede og grovgrisne med lange ustoppede Flærrer.

Rullegardinerne var stokkeløse; — de hang og dingled med sine trapsede Kanter, og havde aldrig vært ordentlig oprullet; det var tydeligt at se paa det skjæve Fald, som ikke vilde være til at faa Bugt med.

Det var slet ikke Armod, disse Vinduer for-talte om; men de havde et Prag af Sjuskeri og Ustel, som gjorde et kvalmt og lurvet Indtryk.

Oprindelig havde Stalden, dengang Huset kun bestod af en Etage med spidsgavlet Kvist, vært en Beboelseslejlighed med Stue og Kjøkken og en liden Krambod. Her havde et Ægtepar drevet Høkerhandel ligefra et halvt Aars Tid, for de blev viet, og indtil sin dødelige Afgang, der først fandt Sted i deres sene Alder.

Konen levede længst, og det uagtet hun havde indfundet sig her i Verden hele syv Aar tidligere en Manden. Det var dog ham, som først maatte pille af, og det var ogsaa ham, der var bleven sløv og havde gaat i Barndom, og undertiden i al Stilhed gjort slig Ugagn, at den gamle Skurekone, der var til Hjælp om Lørdagene, bekymret havde rystet sit Hode og tænkt ved sig selv, at Vorherre vistnok kvied sig for at ta sligt et Huskors, siden det varte saalænge, før han løste op for ham. Men omsider blev der jo Ende paa ham; og Aaret efter lagde Konen sig en Aften tilsengs mod Stik i Siden og en underlig Tomhed i Hodet. Hun var træt og udslidt, og Ugedagen efter var hun gaat den Vej, vi alle skal afsted paa.

I henved forti Aar havde disse Ægtefæller boet her, og trolig vært hinandens Medhjælp i at knibe fra sin Næste paa Maal og Vægt og efter fattig Lejlighed og bedste Skjøn forfuske Kaffe og Sirup.

At denne Livsgjerning maa have vært temmelig indbringende, fremgaar deraf, at man efter deres Død fandt Penge indsyet i Sengklæder og Stolesæder, ja endog under Skoningen af Konens Underskjørter.

«Deres Liv havde vært prunkløst og arbejdsomt, ja, — han tog ikke i Betænkning at kalde det fromt», sa Præsten i Sørgetalen over Konen, i hvilken der ogsaa faldt af nogle vakre Ord til Mandens Ihukommelse. «Hver eneste Søn- og Helligdag havde de i stille Andagt siddet under Prækestolen paa den simple Træbænk, og aldrig var de gaat forbi Bøssen for Zulumissionen med tillukkede Hjerter. Derfor havde Gud rigeligt velsignet deres Møje og overflodigt forøget deres Gods, der er nu vilde falde værdige trængende i Menigheden tilbedste, saa som Herren i sin Visdom havde nægtet dem Livsarvinger, og der, saavidt vidstes, ingen paarørende forefandtes». —

Saa var Huset ved Auktion tilfaldet en forhenværende Trælastskipper, der hed Høier og havde en hjemført Kone med en Korketraekkerkrølle bag hvert Øre. Hun var forøvrigt norsk af Fødsel, men var som ganske ung kommen over til Newcastle for at tjene hos Sømandspræstens der. Siden havde hun været «barmaid» paa forskellige Logishuse, hvor der vanked Skippere, og paa et af disse var hun bleven funden og ægtet af Høier, der var Enkemand og noget tilaars. Men da ogsaa hun var, hvad man kalder til Skjælds Aar og Alder kommen, maatte man jo sige, at hun havde gjort det godt.

Nu vilde Høier slaa sig fra Søen og havde den Plan at drive Kjøreri. Derfor rev han Væggene ned mellem salig Høkerparrets fordums Rum, og indreded en Hestestald med tilhørende Vognremisse. Taget blev løftet op, og af Kvisten lavedes en anden Etage med to «Sale» til Gaden og et Kammers til Gaarden, foruden Kjøkken og fornødent Udrum. Det skyldtes formodentlig denne Vold mod Bygningens oprindelige Bestemmelse, at Huset luded forover som en gammel Bondekone, der er bøjet af Rygværk, og at anden Etage viste en foruroligende Tendens til at synke sammen i Midten, hvad der gav det hele Etablissement et gebrækligt og usundt Udseende.

Madam Høier var en Dame med udviklet Næringsvid. Det pinte hende derfor, at Kjøkkenet nedenunder, bag Stalden, der var bleven staaende urørt som i salig Høkerparrets Tid, skulde være til ingen Verdens Nytte. Rigtignok kunde hun trænge det til Bryggerhus, men det gik jo ogsaa an at hjælpe sig foruden. Hun fik det derfor omgjort til en Familiebekvemmelighed for simple Folk. Det vil sige: der anbragtes en Kogeovn istedetfor det gammeldags Ildsted med den aabne Grue, for saa gjorde det Tjeneste som Værelse og Kjøkken paa én Gang. Andre Forbedringer fandt Madam Høier det overflødigt at gjøre. Vindusruderne havde jo rigtignok Sprækker, men de værste Huller stopped hun til med hvide Kluder. Til den Slags Folk var det jo altid godt nok.

Der var en særskilt Indgang fra Gaden gennem et trangt Smug, der løb mellem Stalden og Nabohuset, og havde faat Navn af «Smalprangen». Herfra kom man ind paa Gaardspladsen, der ganske ligned en Mødding, og derpaa gennem et Slags Kot med et Stykke Stenhelle og noget Grus til Gulv, ind i «Lejligheden.»

Da Madam Høier viste den frem til nogle, der ønskede at leje den, gjorde hun udtrykkelig opmærksom paa, for et lunt og hyggeligt Sted det var, og hun angred siden, at hun ikke havde forlangt sex Kroner istedetfor de fem, de var bleven enig om i maanedlig Leje.

Men den Bekymring kunde hun gerne ha sparet sig. Thi de Folk, som kom til at bo der, havde hverken fem eller sex Kroner Maaneden at erlægge. Følgen var, at de blev kastet ud, da Betalingsdagen kom.

Og det gik ikke bedre med dem, hun fik istedet. Det var saa uheldigt, at Madam Høiers lille «Lejlighed» kun syntes at finde Liebhabere blandt den Slags simple Folk, der ikke ejed et Øre at betale med. Det saa ud, som om de lejed sig ind ene og alene for at ha et Sted til at dø af Sult i. —

Den stakkels Kone havde derfor mange Ærgrelser og stort Besvær med sine Lejefolk. Det var nemlig hende, som stod for at faa dem baade lokket ind og sat paa Dør igjen, ligesom hun var den, der førte Regimentet i Huset. Og det maatte man jo bekjende, at hun var ganske anderledes Kar for sin Hat, end han som Mand skulde være.

Høier lagde sig ikke i nogen Verdens Ting, og det skulde man nu troet var det klogeste, Høier kunde gjøre. Thi hans Kone var ikke den, der taalte nogen Indblanding fra hans Side. Naar han prøved at ha en egen Vilje, hvad der sjelden gik paa, kom han altid tilkort, og Tjenestepigen sa ofte, naar hun talte om sit Herskab: «Gud hjælpe Høier, hvis han mukker, — jeg siger ikke mere».

Men hvordan Høier bar sig ad, saa var det lige ilde. Gav han sit Besyv med i Laget, var det galt, men tied han stille som en Mus, gik det ham endnu værre. Han vidste, som han sa, ikke «kvit for sit Liv».

Naar den arme Mand havde nogenting paa, græd han over sig selv og paastod, at han var kommen til Verden i en tung Time, og at han var skabt til at gaa sine Koner ivejen.

Og hans sidste især havde alle Tider hundset ham. Da de fo’r tilsøs, havde hun tat Kommandoen fra ham og gjort ham til Latter for Folkene, og nu, da de var kommet paa Landjorden, gjorde hun hele Huset til sine Enemærker og var, som sagt, sa vanskelig at gøre tillags, at Høier hverken turde røre sig eller sidde stille.

Det var kun, naar han slog sig uvorren og drak sig meget fuld, at han fik Mod til at lade sig mærke med, at han var til. Men saa fik han ogsaa dyrt undgjælde det bagefter.

Naar der var Udkastelsesforretning nedenunder, var Madam Høier altid selv tilstede og gaven Haandsrækning, idet hun kyled Stykker af saakaldet Bohave ud gjennem den hængselløse Dør. Og da kunde Høier belave sig paa en ordentlig Overhaling bagefter. Thi efter endt Gjerning var hun aldeles opløst af Sinne og maatte plent ha Høier til at bruge sig paa. Da blev han skjældt ud for et Drog, som hun ikke havde mere Nytte af end som kunde ligge paa hendes mindste Negl. Og det var jo tungt at gaa paa for en Mand, der vidste, at han vilde faat Grovheder og Spektakel til Tak, hvis han bare havde saameget som vist sig i Døraabningen eller sluppet fra sig et Ymt om, at han agted at ha noget at sige.

I Løbet af de sex Maaneder, som var hengaaet, siden de første flytted ind, havde Madam Høier havt en stadig skiftende Lejebesætning. De fleste var bleven jaget for for Betalingens Skyld, men nogle havde ogsaa faaet Løbepas paa Grund af Uenighed med Madamen. Disse Uheld samled, som naturligt kunde være, et Overmaal af Galde i hendes af Naturen ikke synderlig blide Sjæl. Hun betragted sine Lejefolk som svorne Fiender, og gik bestandig paa Vagt, færdig til at lange fra Borde ved det første Skimt af en Anledning.

II.

Det var en Stenarbejderfamilie med en Forsørger paa ét Ben, som for Tiden bode der. For Aar tilbage havde Manden faat sit Laar knust af en Stenbrydermaskine, da han arbejded paa Landevejen for offentlig Regning. Saa havde Kommunen bekostet Benet afsat strax nedenfor Hoften og givet ham et slet Træben til Erstatning.

Han havde den Egenhed at tage sig en Taar over Tørsten hver Lørdagaften, saasnart han havde Arbejde. Men var han ledig, gik han fuld uafladelig. Konen sa altid, at der fulgte ham et mærkeligt Held til at komme i Følge med nogle, som trakterte, naar han «læst var ude» for at se efter Arbejde, hvad han jo jævnlig var. Og havde han først faat Blod paa Tand, saa var han Kar for at holde det gaaende.

Rigtignok havde han af og til vært indviklet i Ubehageligheder, idet han var bleven anholdt for Slagsmaal og Gadeallerm. Engang havde han endog havt den Vanskæbne at være bleven sat fast, fordi hverken han eller hans Kammerater kunde give en tilfredsstillende Oplysning om, hvorledes de var kommet i Besiddelse af en forholdsvis betydelig Pengesum, der savnedes af en Oplandsbonde, og som de ikke havde orket at svire bort i Løbet af to Dage og en Nat. Der var faldet Dom i Sagen, og han havde som sin Anpart faaet femten Dages Vand og Brød. Men dette fraregnet, havde Manden klaret sig rigtig pent.

Nu havde hans Kone nylig været Herrens Redskab til at forøge Antallet af de Guds Gaver, der i Skikkelse af forsultent Afkom saa rigeligt udøses over Armodens Børn, idet hun for nogle Dage siden havde skjænket sin Mand et Par blaaviolette Tvillinger. De havde været gift i sex Aar, og nu var der otte Børn, hvoraf to var lamme. Konen havde maaske helst set, at Vorherre i sin Naade ikke havde betænkt hende fuldt saa rundeligt. Men slige syndige Tanker gav hun ikke Ord, for hun vidste jo godt, at det var Djævelen, som fristed hende. Børnene var en Herrens Velsignelse; Præsten stod jo der og sa det forleden Aften — han var bleven hentet for at hjemmedøbe Tvillingerne, som havde set ud til at skulle krepere i en Krampebyge. Men Krampen var dreven af igjen, og Tvillingerne var bleven tilbage.

Denne Familie var det, som nu stod for Tur til at kastes ud. De havde boet der en Maaned og ikke betalt for mere end den halve. Nu var Resten forfalden, og de kunde ikke klare for sig.

Konen havde grædt og bedt saa mindelig Men Madam Høier havde gjort sig stiv som en Stok og med højrøstet Vrede befalet dem at pakke sig. Saa havde Konen slaat det ned til bare Natten over. Hun var saa elendig efter Barselsengen, at hun ikke saa sig Syn til at orke det. Madamen skulde ikke miste sine Penger. Vorherre vilde nok aabne en liden Port for dem, og saa skulde hun faa hver Skilling. Se nu forleden Aar, da den ældste Gutten var kommen hjem med en Pung med tre Kroner i, som han havde fundet paa Stortorvet. At han nu var paa Forhør i Anledning af nogle Lommetyverier, nævnte hun intet om. Petrine gik jo ude og bad. Igaar havde hun havt 75 Øre med hjem, og forleden fik hun jo en halv Krone hos Mossjø. Men Madam Høier var saa sint, at hun knapt kunde styre sig. Sligt Pak tale om Porter og Udvejer! — Hun vidste nok, hvad det var at lide paa. Ikke et Muk vilde hun høre. Kom de sig ikke paa Dør øjeblikkelig, saa tog hun fra dem hver Fille, de ejed, for det skulde hun la dem vide, at Retten dertil havde hun.

Der sad da Konen mellem de skrigende Unger og kunde ikke begribe, hvor de skulde gøre af sig til Natten. Hun skotted til Sengen med et vredt og haabløst Øjekast. Der laa Manden og snorked. Aftenen iforvejen var han kommen fuld hjem, og Konen havde undret sig over, at han i Løbet af Dagen ikke vilde bli ædru igjen. Men saa var hun kommen efter, at han havde Brændevin i Sengen. Det var en Flaske Rum, han havde ligget og pimpet af, og der var endnu omtrent en Pægl tilbage, da hun ud paa Eftermiddagen saa sit Snit til at ta den fra ham. Denne Rest hældte hun over paa en mindre Flaske, som hun stak ned i sin Skjørtelomme. Den kunde altid komme vel med. Den tomme Flaske la hun tilbage i Sengen.

Hun turde ikke vække ham, for da vidste hun, for et Styr der vilde bli; men hun grubled over, hvorledes hun skulde faa ham vaagen, for han maatte jo ud og se efter Hus. Hun var imidlertid saa overgit og lej af sig, at hun omtrent var ligesæl med alting.

Men saa gav det sig, at Manden vaagned godvilligt. Enten det nu var Skraalet fra Ungerne, der brølte i Kor, eller det var, at han havde udsovet, — vist er det, han begyndte at vælte i Sengen, og lidt efter sad han oprejst og rusked sig i Haaret.

Han bandte stygt og skreg, om hun ikke kunde slaa de fordømte Unger saa vidt i Svime, at de holdt Kjæft

Slagne af dette pludselige Kommandobrøl, gjorde de to næstmindste en liden Pause. Tvillingerne havde hun just stukket Filler med Sirup paa i Munden.

«Vi skal kastes ud, saa meget Du véd det», — gav hun til Svar, i en Tone som om hun undte ham det saa inderlig vel. «Hun var her nu, og gav Besked.» —

«Er hun gal, Svine!» sa Manden og bandte engang til. — «Hvor vil hun, vi skal gjøre af os?»

«Ja, det skiller ikke hende, det. — Skaf Pengerne Du! — Det er en dejlig Forsørger, vi har.» Og hun spytted, som om hun vilde spytte ham ud med det samme.

Han anmoded hende om at rejse til Helvede.

Hun foreslog ham at gjøre hende Følge, og hun formelig kyled Ordene i Hodet paa ham.

Han havde Træbenet i Sengen. Nu hægted han det paa, og sprang med en utrolig Adræthed frem paa Gulvet.

«Begynder Du nu!» — skreg han truende.

«Det var likere, Du gik og skaffed Hus» — sa hun afbøjende. Hun var ræd ham, men hun gjorde sig kjæphøj i Stemmen.

Han svor paa, at det kunde hun selv gjøre. Fanden skulde vide, at hun ikke var for god.

«Saa Du vil, at Ungerne skal ligge paa Gaden?»

Han var af den Formening, at de kunde ligge for ham, hvor i Satans Rige de vilde.

Der blev et Øjebliks Pause. Det saa ud, som om Konen famled efter noget at sige. Saa kom det sødladent, hurtigt, saa at Stemmen brast, og hun maatte gi sig Tid til at svælge, før hun fik det frem: «Vorherre skulde ikke være saa naadig og stelle det saa vel, at de fik Dig i Ulejlighed igjen, — dengang blev vi hjulpne baade af Gud og Mennesker.» — Og hun sendte ham et ondt og giftigt Blik.

Med fordrejet Ansigt og løftet Arm styrted han mod hende. Det saa ud, som vilde han myrde hende. Hun flygted, og før han havde naat hendes Ansigt med sin knyttede Næve, gik Døren op, og Madam Høier stod paa Tærskelen.

«Nu, er I ikke begyndt at lette paa Jer?» — spurgte hun og satte begge Hænderne i Siden.

Manden havde ladt Armen synke, bøjet sig ned og tat op et Halmstraa, som han gav sig til at tygge paa. Nu lusked han hen til Sengen og greb sine Bukser.

«Ja, ud skal I, om jeg saa skal bære bort hvert eneste Gran med mine egne Hænder, — hører I, Mor?»

«Der er Raad til at høre,» — svarte Konen, og gav sig til at sysle med den ene Tvillingen.

«Ja, hvad er det saa, I venter efter?»

«Vi har nok ingenting at vente efter, vi, Gud be’re.» Det var Konen, som sa det, og hun sukked tungt.

«Nu gaar der Bud efter Politiet,» — sa Madam Høier og vendte sig i det samme paa en Maade, som vilde hun gøre kort Proces.

«I kan da gi Taal, Madam!» raabte Manden efter hende. «Er der kanske nogen, som har sagt, at vi ikke flytter?»

Trudslen med Politiet gjorde ham saa vetskræmt, at han rent glemte, hun ikke havde Lov til at handle paa egen Haand.

«Nej, det er ogsaa bedst at la være,» — mente Madamen og kom tilbage.

Hun tog fat i begge de lamme og slæbte dem med egne Hænder, efter den ene Arm, ud i Gaarden. Disse, der ingen Modstand kunde gjøre, gav istedetfor et saa øreskjærende Vræl ifra sig, at Madam Høier ikke kunde la være at ønske, at Vorherre i sin Visdom ogsaa havde naat deres Tunger med sin Vredes lammende Ris. Med en kommanderende Gestus til Manden, greb derpaa den værdige Dame fat i Sengestedet og slæbte det et Stykke fra Væggen. Men denne brøstfældige Indretning kunde ikke udholde en saa haardhændt Medfart. De mølædte Brædder revned i sine Sammenføjninger; ud vælted den raadne Halm og den stinkende Bunke Pjalter, der tjente til Sengklæder, og sendte en Sky af Rusk og Smuds mod Loftet.

Hele Familien opløfted et Rædselsskrig ved dette grufulde Syn, men Madam Høier satte det i et sandt Raseri. Hun trued dem atter med Politiet, og dette frygtelige Ord gjorde igjen sin Virkning. Manden humped til paa sit Træben og begyndte at bære bort det, som Seng skulde være. Konen leverte Tvillingerne til den største Gutten, paa hvis Arme de hang og peb som to forkomne Katunger, og gav sig derpaa ifærd med at bære sit Skrammel ud i «Smalprangen». Midt i Stuen stod Madam Høier og mønstred deres Bevægelser med truende Majestæt.

Omsider var da «Lejligheden» ryddet, og alting slængt hulter til bulter derude i Smuget.

«Og maa jeg saa spørge om, hvad Tid I agter at gjøre rent efter Jer?» — spurgte Madam Høier med rolig Fornemhed.

Konen, der bar paa en Gryde og et Økseskaft, stansed ved Døren. Hun tog sig i Siden for at hjælpe sig til at puste, og mumled: «Om jeg kunde faa laant en Bøtte varmt Vand!»

«Laant! — var det laant I sa, Mor?»

Konen svarte ikke noget. Hun drog sig ud af Døren, stille, foroverbøjet, som en Skygge, er sniger om paa forbudte Steder. Straks efter kom hun tilbage med noget i Haanden, der ligned en Soplime.

«Saa, det vilde I, skulde betyde Rengjøring, at I grised over med det der! Ud med Jer!» Og Madam Høier gjorde et Slæng med Kroppen og en Armbevægelse, som om hun vilde slaa.

Haanden med Soplimen faldt modfaldent ned. Øjnene var saa underlig tomme, og der laa en sortladen Gustenhed over Ansigtet. Hun vilde gaa, men vakled, og greb fat i Vinduesposten. Der stod hun lidt, blinked nogle Gange med Øjnene, tørred Svedperlerne af Munden med Bagen af sin Haand, hjalp sig atter til at puste, og drog sig derpaa ud.

Hun tog de mjavende Tvillinger fra Gutungen, satte sig paa en Kasse derude i Smuget og gav dem sit tomme Bryst til at die. Manden havde sat de lamme op og ned ad Væggen paa en Dynge Smuds, hvorover han havde bredt en Klud. De andre hang forskræmt og forhungret omkring Mo’ren.

— Han gik for at høre efter Hus. —

Straks efter kom Ungerne i Slagsmaal om en Brødskorpe, som en af dem havde fundet i et Blikspand. De lamme deltog paa sin Vis. Tale rent kunde de ikke, men de havde alligevel sit eget Sprog, og de paastod hver især, at Brødskorpen var deres. De sad og hyled omkap, og de fulgte Striden med Ulveglubskhed i de visne Ansigter.

Efter en Stunds Forløb kom Manden tilbage og satte sig paa en omvendt Sildedunk, foroverbøjet, med Hænderne hængende ned mellem Knæerne. Han tog op en Rul Tobak og bed et Stykke af. Altsaa havde han ikke truffet nogen Fyldefant, som spenderte, tænkte Konen, siden han kom saa snart igjen. Uvilkaarlig følte hun paa Skjørtelommen for at forvisse sig om, at Brændevinet var i Behold.

«Fik Du ikke?» — spurgte hun, og skjelte mørkt hen til ham.

«Nægu,» — sa han, og gjorde et ilsket Vrid med Overkroppen.

«Det var det, jeg vidste, naar Du skulde gaa, — Folk blir ræd for en slik en.» —

Han knytted Næven og brummed som en hæs Bjørn.

Hun var færdig at sprække af en kogende Trang til at bruge sin Mund, men hun betvang sig. Det var Skrækken for Madam Høier, som bevirked denne Heroisme. For hvis hun hørte dem, kom hun sikkert og drev dem bort, og dette var jo altid liksom lidt likere end ude paa aabne Gaden. Men Manden, som ikke var vant med, at hun gav sig, skjelte til hende med mistroiske Øjekast.

Konen lagde Tvillingerne fra sig ved Siden af de lamme og gjorde istand et Slags Sengebol til Ungerne. Og saa fik hun dem til Ro paa et Vis.

Manden havde strakt sig ud paa et løst Kistelaag med en Klat Halmrusk til Hovedpude. Over sig bredte han en forhenværende Slaabrok, som oprindelig havde været vatteret. Endnu stak der frem sorte Bomuldstotter her og der. Han havde engang fundet den paa en Affaldsdynge og betragted den derfor som sit særdeles Plag. Om en Stund snorked han.

Konen vendte sine Øjne op mod den smale Strimmel Himmel, som de havde til Tag, for at se, om der kom Regn. Den var sortgraa og uvejrsagtig, og den sure Novembervind fôr hylende gennem Prangen. Hun satte sig tilrette paa Kassen med Ryggen mod Staldvæggen. Bagenfor hørte hun Hestene stampe. En dunkel Følelse af Misundelse betog hende. Disse Dyr stod lunt og trygt og havde sit daglige Udkomme i rigelig Mængde. Hun saa paa de sovende Unger og kvied sig for, at de skulde vaagne op i Frost og Sult. Saa tænkte hun paa sit døde Barn, det, som hun havde havt dengang for længe siden, og hun ønsked, at de alle var gaat den Vejen. Om nu Vorherre vilde være saa naadig at lade dem omkomme inat — ja Gud give, Vorherre vilde det, for de smaa Børn kom jo ikke i Helvede, men der kom jo alle de Voksne, som ikke havde den Helligaand. Og hun havde aldrig set nogen med den Helligaand. Der var hverken Fortvilelse eller Smerte i hendes Hjerte, kun Tomhed, Sløvhed og Sult. I sine stokagtige Arme holdt hun Tvillingerne, og de sprækkefyldte, forslidte Hænder folded sig sammen om dem. Men de vilde ikke tage Ro. De laa og kaved og vred sig, og de jamred og tven saa ynkeligt med en brusten, underjordisk Lyd, som havde de ved Vanrøgt og Ustel mitset det meste af sit Mæle, og de skjevred og frøs i de usle Fillesvøb.

Da var det, at Konen fik den Indskydelse at gi dem Brændevin for at skaffe dem Ro og Varme. At det kunde skade dem, husked hun ikke i Øjeblikket, om hun forøvrigt ellers vidste det. Nu havde hun ikke Tanke for andet end at faa disse elendige Kryb til at sove en Stund, og saa faa hvile sig selv. Hun drog Flasken frem fra Lommen, trak Korken op med sine Tænder og saa sig om efter lidt Vand. Der havde vært noget i et Træstøb, men det havde vel Ungerne slubret i sig. Dog jo, — der var endnu en Rest tilbage. Hun fik fat i det, hældte det ned paa Brændevinet og rysted det derpaa om. Saa maded hun Tvillingerne med det paa den Maade, at hun først tog det i sin egen Mund og saa praktiserte det over i deres.

De bar sig ilde og vred sig som i Krampe, men Konen gav sig ikke, før hun havde faat i dem saa meget, at de sovned, og det gjorde de da ogsaa taalelig snart.

Saa drak hun Resten selv, lagde Tvillingerne hen til de andre og glæded sig over, at de sov saa roligt.

Hun følte sig pludselig saa mild og let i Hu. Med en fjollet Latter slog hun Skjørtet over Hodet, strakte sig ud paa Resten af Halmen og sovned ind i en næsten lykkelig Sindsstemning.

Men Tvillingerne havde faat sin beskikkede Del. Om Morgenen befandtes de at være stendøde begge to.

Madam Høier sørged for, at der blev optaget Forhør i Sagens Anledning. Konen blev sat under Tiltale for ved grov Uagtsomhed at have forvoldt sine Børns Død.

Og Retten gjorde sin Pligt. Hun fik sin Dom, og den lød paa tre Aars Strafarbejde.

Saa fik hun da Tag over Hovedet saalænge. — — —


Av Amalie Skram.

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt