Naturhistorie

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

PATTEDYR

Hunden kommer, er den kaldet;
      Katten lister sig da bort.
Gjeden er paa Knæet skaldet,
      Bjørnens Hale ganske kort.

Stolte Hest kan langt mig føre,
      han kan trække Plog og Harv.
Mikkel Ræv med spidse Øre
      er og blier en listig Skarv.

Ulven tuder fælt i Skoven,
      følger rappe Hares Spor.
Musen lever godt paa Laaven.
      Grævlingen i Bakken boer.

Gaupen lurer ifra Træet
      paa den arme Finlaps Reen.
Koen tygger Drøv paa Qveet.
      Røskat gnaver under Steen.

Lodne Jærv er altfor slugen.
      Gjeden gnaver gjerne Bark.
Otren lister sig paa Bugen,
      stjæler Fisk i Fiskepark.

Der er endnu mange Flere,
      der er Flaggermuus og Vaand,
Bæveren, som kan undvære
      til sit Huus Bygmesters Haand.

Alle gaae i egne Klæder,
      har sin egen Karakteer,
egne Plager, egne Glæder.
      Gud, vor Fader, deres er.

Alle maa hvad de fortære
      skaffe sig ved egen Magt.
Gid til Menneskenes Ære
      det om dem kan blive sagt!


KATTEN

Forsigtig og slu er Kattepuus.
      Vær ogsaa forsigtig med den!
Den leger grum med den fangne Muus,
      den slipper og ta'er den igjen.

Meer grum end Katten den Dreng dog er,
      som plager og gjør den ondt.
Den fik af Gud sin Karakteer
      og sin anviste Dont.


FLUEN

Den lille Flue Gud har gjort.
      Jeg kan den dræbe; men
i Guds Haand siger jeg og Den
      netop jo lige stort?

Gud giver liden Flue Mad.
      Han giver mig vel med.
Men volde stakkels Kræ Fortræd
      gjør kun en ond Dreng glad.


SOMMERFUGLEN

Den prægtigklædte Sommerfugl
      er fløjen fra Guds Haand.
Han gav den gyldne Ringe
      og røde Purpurbaand.

Han lærte den at flyve højt,
      højere end jeg er.
Den har nok Fuglens Lyster,
      men ei dens Duun og Fjer.

Og alle Verdens Mennesker
      og alle Kongebud
ei gjøre kan en Sommerfugl.
      Det kan alene Gud.


HUNDEN

Jeg aldrig Hunden meer vil slaae,
      men klappe venligt den,
dens Hale til at loggre faae;
      den bliver da min Ven.

Det Venskab ei foragtes bør;
      thi han saa trofast er.
Han glemmer ei hvad godt jeg gjør,
      hans Blik mit Hjerte seer.

Kom da, min kjære Kammerat!
      Jeg dele vil mit Brød.
Min Haand skal tjene Dig til Fad,
      min Ven i Liv og Død!


EDDERKOPPEN

Med otte Øine hvasse,
      to vidt opspændte Klør,
mon Edderkoppen passe
      sin Væv, det Silkeslør.

De fine Traade spinder
      den ud af eget Skjød.
Den arme Flue finder
      deri sin bittre Død.

Saa er og mangen Snare
      for Menneskene lagt.
Men Gud vil dem bevare,
      som stole paa hans Magt.


HUGORMEN

Med ildrødt Øje, Tungen kløvet
Hugormen frem af Klippens Rift
sig sniger raslende i Løvet.
Vogt dig! Dens Tand er fuld af Gift.

Med Skjæl er hele Kroppen dækket,
saa blank og glat som Staal polert.
Et Baand, af sorte Spetter flekket,
gaaer ifra Hoved og til Stjert.

En Hugorm, er der sagt, sig klynged
engang om en Apostels Led.
Han rysted dette blot, og slynged,
selv uskadt, Ormen langt afsted.


FUGLENE

Ørnen er Fuglekonge;
      den staaer i rædsomt Ry.
Blod smager bedst dens Tunge.
      Den svæver over Sky.

Papegøien er en Sladdrer
      om Alt, han veed ei hvad.
I Dammen Anden snaddrer;
      den vrager ingen Mad.

Den sorte Krage stjæler
      i Furen spildte Ært;
men vanskeligt man tæller
      de Mark den har fortært.

I Luften Lærken synger,
      Bogfinken i et Træ.
Paa Vandet Svanen gynger
      sin Barm saa hvid som Snee.

Hanen Ladhans vækker
      med Røst som en Trompet,
mens Moders Høne klækker
      et Æg, hver Morgen et.

Hvormange Snees forresten
      ei lige til er sagt.
Man kunde sige næsten,
      at Penge den har lagt.

Paa Taget hærmer Stæren;
      han hærmer hvad han vil.
Sin Hytte bygger Skjæren
      af Pinder i en Piil.

Men Skovens Syngemester
      er Taletrosten dog.
Han i sit lille Hoved
      vel har en Nodebog?

De synge alle Fugle;
      men hver paa egen Viis.
Selv gamle Kirkeugle
      vil qvæde Herrens Priis.


DOMPAPEN

Se, som en Rose sidder
      i Rognens højeste Qvist
rødbrystet liden Dompaphan
      ved Siden af Hunnen graa.

Hvor prægtig er dens Vinge!
      Med den den flyver saa højt.
Den spiser sure Rognebær,
      men takker dog Gud derfor.

Af Mos og tørre Qviste
      sit Rede bygger den tæt.
Den klækker der sin Yngel ud,
      og synger til Gud sin Tak.

Den gier en dygtig Lexe
      til de uartige Børn,
som sove og som spise, men
      dog takke ei Gud derfor.

Den lille Skolemester
      i Rognen har mig lært,
at takke Gud derovenfor
      for Rede og Mad og Liv.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt