Olavus Kynsberg

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

OLAVUS KYNSBERG[1]

     Ocius tandem, miseri, nunc dextræ
oscula figite, nesciæ sinistram!

     Adest occasio, manu nunc porrecta
gratiis primum vestris: festinate!

     Ocius illam, tactam ac Mimosam,
retrahi gratis experti, festinate!

     Pallida, eheu, friget manus illa,
famis canistrum, fulcrum miserorum!

     Oscula tandem scrotina capit
virtus velata ejus, nec rubescit.

     At osculate! Oscula nam marmor
mortis umbrosis floribus obtegunt.

     Charon transmittit etiam sine ære,
lacrima albis digitis fulgente.

     Obolum dedit ultimum amico,
denuo quærens sinu in inani.

     Mens o honesta, margaritæ instar,
vitæ operta, agnita ex morte!

     Coeli in corona beatorum splendes,
luces sub gleba clarius sepulcri.

     Ecce per hunc lapideum pallorem
risu hilari genius pellucet!

     Ditius terris mare atrum, vità
ditior morsque, omnium possessor.

     Animum nunquam magis pretiosum,
carius neque pectus tamen cepit;

     Adamantinam magis neque fidem,
aurum hilaritatis meliusve.v

     Genium coelestes bene quam præclarum,
pectus quam molle miseri noverunt.

     Melius vero eum perceperunt
plurimi non ac lingvam hanc superbam.

     Ingeniosus, potior ac putus
fuit ad modum lingvæ Romanorum.

     Animi ejus ipsis est in coelis
lingva superba illa ac in terra.

     Etiam quidem mutum is dolorem
sane in corde palpitantem audit:

     Ejus dilecta lingva tamen utor,
florem lugentem in sepulcro ponens.

     Vita tam parca illi fuit florum:
cur non in morte unicum haberet?


[rediger] Fotnoter

  1. Gesvindt nu engang, I Arme, kysser denne Højrehaand, som ikke vidste
    hvad Venstren gjorde.
          Nu er der en Leilighed, nu da Haanden for første Gang er udstrakt for
    eders Tak. Skynder eder derfor!
          Ja, skynder eder, I, som have erfaret, at den trækker sig ilsommere til-
    bage for dem, som ville takke, end den berørte Mimose!
          Ve, bleg og stiv er jo denne Haand, Hungerens Brødkurv, de Ulykke-
    liges Støtte!
          Saaledes er det da, at hans tilhyllede Dyd modtager de for sene Kys
    uden at rødme.
          Men kysser den dog; thi Kys bedække Dødens Marmor med skygge-
    agtige Blomster.
          Charon sætter over ogsaa uden Skillingen, naar en Taare funkler paa
    de hvide Fingre.
          Han gav en Ven sin sidste Skilling, og ledte ovenikjøbet i sin tomme Lomme.
    O ædle Hjerte, som Perlen, skjult for Livet, erkjendt først af Døden!
          Nu straaler du i Himlens Kreds af Salige, du lyser klarere under Gra-
    vens Muld.
          Se, Aanden skinner igjennem denne steenagtige Bleghed med et livsaligt Smiil!
          Det sorte Hav er rigere end Landene, rigere end Livet er Døden, Al-
    tings Ejermand.
          Men ingensinde bemægtigede den sig en herligere Aand eller et værd-
    fuldere Hjerte; ingensinde en meer ædelsteensartet Troskab eller et bedre
    Godlunets Guld.
          De Himmelske kjendte godt hans Aands Fortrinlighed; de Ulykkelige
    hvor ømt hans Hjerte var.
          Men de Fleste forstode ham ikke bedre, end de pleje at forstaae dette
    ophøjede Sprog.
          Ja han var genifuld, overlegen og gediegen som Romernes Sprog.
          Endnu i selve Himlene er dette stolte Maal hans Sjels, som det var paa
    Jorden.
          Derfor, skjøndt han visselig nok forstaaer den tause Smerte, som slaaer
    i Hjertet, bruger jeg hans Yndlingsmaal, idet jeg sætter en sørgende Blomst
    paa hans Grav.
          Livet var ham saa sparsomt paa Blomster; skulde han ikke have en
    eneste i Døden?



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt