Over Otto G. D. Aubert

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
(LÆRER HOS KRONPRINDSENS BØRN. DØD I NEAPEL 29DE MARTS 1838.)


Norge har jo bedre Skjalde?
Det er sagt, og Jeg vil falde,
jeg vil -- falde ned og tro.
Jeg vil for min egen Ro
gjerne tænke det om Alle,
gjerne tro, at Viin og Most
springer stærk i Hvermands Post,
og at Hippokrenen flyder
gjennnem alle Byens Gyder;
gjerne tro, at hver en myg
højtopskuttet Uselryg
ei er Pukklen paa en Smyg,
som til Sprang, at Lykken fange,
krummer sig som Kat og Slange,
men en gyldentunget, svær
vuggefaaet, gediegen Lyre,
som Enhver af disse Fyre
om paa Ryg i Kasse bæ'r.

Jeg vil tro hvad der er sagt,
tænke det af al min Magt:
Norrige har bedre Skjalde.
Nid med Læben sønderbidt
har nu qvæded det saa tidt,
at vi det nu kunne Alle
repetere angerfrit.
Hil dig skjalderige Norge!
Jeg vil nederst Plads mig borge
paa din store Arnesteen.
Men, hvis du har bedre Skjalde
(blot der Ti ei gaa paa Een?)
lad dem Alle sammenkalde
nu der er saa god en Grund
til at bryde Laurens Lund,
til at bruge hele Læs
"dunkle Myrther" og Cypres,
til at dynge dem i Saater
op saalangt som Digtet laater,
som det strækker sine Rækker
af forsvarligt Engegræs, --
til at komme med det hele
Apparat af Sydens Flor,
(godt især hvor Intet groer
af sig selv) til herligt Mæle
efter En, som der henfoer:
saa den ædleste Aubert
nyde kan den stolte Lykke,
at han faaer sligt Mindesmykke,
som kan passe Paul og Peer,
blot det og var disses Øde,
at de i Neapel døde.



Men Jeg kan ei tie stille,
naar saa hede Taarer trille.
Jeg maa hulke ud min Sorg.
Frændens -- den er mindste Qvide,
dybere maa Vennens bide,
Normandens er største Sorg.
Jeg maa bande Dødens Magter,
sige Livet, jeg foragter
alt det Gods, det gi'er paa Borg.
Manddomsstyrke, Ungdomssommer
er et troløst Græs, der blommer;
Øjenglands og Rosenskjær
kun en Raadenhed i Gjær;
Lærdomsskat i Kløgt bevaret
Dynge Støv til Blæsten sparet;
Folkeyndest, Kongegunst
Bjergets Vind og Sumpens Dunst;
herligt Haab og Livsenslykke
et i Luft med Mesterhaand
kjækt skizzeret Landskabsstykke,
synligt knapt for skarpsynt Aand;
Vennefryd og Frændegammen
lette Svalers Flugt tilsammen:
nok er Susen af et Blad
til at splitte Flokken ad.

O mens Nordenvinden hvas
som om fyldte den vor Himmel
med en selvbevæget Vrimmel
skarpe Sværd af Staal og Glas
-- o mens den, hvor stærk den farer,
nok af gustne Slyngler sparer,
bragte mildest Sydens Hvift,
Pust af hede Roser sukket,
Duft af sprungen Knop udlukket,
stærkest Hjerte Dødens Gift!

Stoltest Søn, som Norge sendte
fremmed Land til egen Ros,
fagrest Svend, dets Møer kjendte,
slumred just, mens Dagen brændte,
paa campanisk Grottes Mos,
svalte syge Pandes Tanke
under Posilippos Ranke;
Brystet nøgent, mandigt hvalt
slog mod en Apollos qvalt,
som ifra de gamle Dage
laa i Gruset knust tilbage,
og hans slummermatte Haand
leged' om en knust Colonn.

Hvor han smiler! I hans Dvale
o hvor er hvert Træk en Tale,
som i venlig Vexel flød
mellem Drømmende og Død!
Drømmer Han, som klart kun tænkte,
-- thi histhen med slummerstængte
Øine, halvopreist, han seer --
at den tætte Dunkelhed
om hint rigt vedbendomhængte
gamle Romerminde er
Teltet for hans Faders Fred?
at den Gamles Sjel forynget
aander just hvor Ranken gynged?
at den helst, thi den var stærk,
valgt har, fremfor altfor fromme
Engles egne Helligdomme,
Bopæl ved et Romerværk,
eensom, rolig, taus at dvæle
ved en Helts og Borgers Mæle?

Mon -- thi lukte Øie græder,
og saa ømt hans Arm er strakt
somom den i al sin Magt
om en Elskets Favntag beder --
mon i Drømme for ham bæres,
at hiin marmorhvide Ceres,
som med maaneagtigt Skin
lyser gjennem Løvet ind,
er hans Moder -- Hun, som bære
kunde ei at Døden kom
hendes stolte Dronningdom,
hendes Sønners Flok, for nære?
Hun, hvis Hjerte brast af Meen
dengang Døden røved Een,
maa vel hos sin Otto være,
trofast, selv for klarsynt Drøm
halvt usynlig, som den snygge
lethenfløjne Omridsskygge
af en Fugl i dunkle Strøm?

-- Har Hun ham medeet forladt?
Hvor han er forandret bradt!
Moder, hjælp med dine Bønner!
Thi din Søn i Døden stønner,
knuget som af Grottens Hvælv.
Han, skjøndt han er dødssyg selv,
ømme Skytsaand, dig ei seer . . .
Tys! han nævner Oscars Sønner . . .
Ere de ham endnu meer?

Døer han, o hvor maae de klage!
Deres Jammer Norge nage,
som jo døje maa den Skam,
at det har ei Een som Ham!

Han vil tale -- har ei Mæle.
Han vil ud -- han vil til dem.
Hvor han kjæmper -- han vil hjem,
hjem til sine unge Sjele.
Seer han da i Feberdrøm
Slangekryb sig dem at nærme?
vil dem døende beskjærme?
O hvor er hans Angest øm!
Hvor hans syge Bryst arbeider
for en Bøn for Oscars Børn!
Let som Skyen fjernsynt Ørn,
Grottens Dyb han gjennemspeider;
somom den en Tubus var
til at gjennemskue Jorden,
han alt Aand med Sandsen klar,
søger han de Smaa i Norden.
Blikket straalte en Sekund.
Men i Nuet, da det sluktes,
at for ham et Himmerige
i sin Herlighed opluktes
viste Smilet om hans Mund
-- et ligt Perlerne, der stige
op fra Kildens stille Bund.

Endnu fremad og tilbage
svæver Sjelen i det svage
Aandedræt, uhørligt let
som en Serafins, der sover,
-- se, da af sig selv medeet
Rankens Blad, som luded over,
zittrende, somom det lever,
op sin brede Hvifte hæver,
vækker Luftens Stille just
om hans Læbe til et Pust,
og deri er alt forsvunden,
førend Smilene om Munden,
herligst Sjel i jordisk Bo.
Blege Form, som er tilbage,
er en Guds fra Oldets Dage,
hvilende i Sejrens Ro.




Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt