Rimbrev til fru Heiberg

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Henrik Ibsen (skrevet i Dresden, i påskeugen 1871)

Havde jeg på engang sendt
alle takkens små billetter,
i de vågne vinternætter
   sammenskrevne
   sønderrevne,
skulde, lig en snesky spændt
   over himlen,
   hele vrimlen,
   stumper, strimlen,
   hver bemalet
med et magtløst takkens ord,
som et prosa-snefog dalet
over Rosenvængets flor.

Kunde jeg på engang sendt,
uden bur af skrift og prent,
alle tankens løse fugle, —
    ind dem smugle
skulde jeg, hvor stilhed råder,
under Rosenvængets tag,
der, hvor åndens dunkle lag,
der, hvor skønheds glade gåder
op imod forklaring stunder
og, som knop en forårsdag,
foldes ud i et vidunder. —
Brydes skulde stuens fred,
der min fugleflok slog ned;
lytte skulde børn derinde,
som i skog til jagten fjern; —
bag usynlighedens værn
mine fugle skulde tvinde,
i en anings trillers rad,
   takkens kvad,
kredse let og vinger ryste
om den store seers byste.

   Løse tanker,
   tørre breve
slår ej til; jeg vælger vers.
Over daglig-dækkets planker
   må jeg hæve
synet vidt og rundt fra mers.

Prosa stil er for ideer,
   vers for syner.
Sindets lyst og sindets veer,
sorg, som på mit hoved sneer,
   harm, som lyner,
fyldigst liv jeg friest skænker
   just i versets lænker.

Men når takken, som mig brænder,
   nu jeg sender, —
mon det da er blot mit stykkes
   scene-lykkes
   skaberinde,
   hvem jeg fletter
disse versets små buketter?

Nej, et glansfuldt større minde
lægger ordet på min mund, —
mindet om en skønhedsfyldig
   højtids-stund,
mindet om en rad af timer,
   langt tilbage,
da jeg så Dem sejrrig drage
smykket, gratie-fulgt og sand
gennem kunstens under-land.
Da just blev jeg takken skyldig;
derfor er det nu jeg rimer.

Se, da jeg ifjor Dem gæsted,
   var jeg stum;
skønheds-gældens runde sum
bar jeg, i mit hjerte fæstet,
   med tilbage.
   Nætter, dage
har med renter summen øget,
og trods alt, hvad her jeg maler,
får jeg, som en slet betaler,
aldrig denne gældspost strøget. —

Underligt til Danmark bundet
står De altid for mit øje, —
bundet til en dag ved Sundet,
mellem bøgekroner høje.
Sol i luften, sol på fladen.
   Sejler-gaden
fures af en blålig krusning;
   sommer-susning,
   født i "Skoven",
dirrer som et digt foroven.
Det er søndag; glade klynger
   ler og synger;
   både gynger
under ly af kystens skrænt.
   Lyse kjoler
   blinker, soler
sig, hvor klokker og violer
har sit danske tæppe spændt.

   Men derude, —
helt fra nord, hvor Kronborg troner,
indtil syd, hvor fjernt Tre Kroner
   synet raner, —
hvilken rad af ranke svaner,
   hvilken stimmel,
hvilket tog af hvide sejl!
Skude slutter sig til skude,
lysglans i de hvalte klude;
   vimplers vrimmel,
   højdens himmel
ser sig selv i dybets spejl.

   Slank og smekker,
drømfyldt jomfru mellem snekker,
glider en mig just forbi.
Hun er lig et sagn, der bæver
bag det slør, det hylles i;
hun er lig et syn, der hæver
   sig og svæver
ad en lukket gåde-sti.
   Ellepiger
   vinker, viger,
svøbt i skum om bougens stavn;
   alfer følger
   kølens bølger;
men i flagets folder dølger
   sig "Agnetes" navn.

Og se der, — et modsat billed!
Hvilke kække kast i dansen!
Lunets gratie-bundne vildhed
   bær dog kransen.
Vimpler vinder sig langs riggen;
flag fra stranden hilser briggen;
halvvejs hjemlig, halvvejs fremmed,
halvt en havfrue, halvt et tæmmet
   barn fra heden,
svajer "Dina" op på reden.

   Som iblinde
ledet frem af milde vinde,
   som i drømme
løftet af de lette strømme, —
   se felukken!
Al Provences livsglød taler
i dens stigen, i dens dukken;
   elskovs sukken,
   dæmpet båren
citharklang, fra dækket maler
   sjæle-våren;
   madrigaler
over stumme klynger daler,
som på strandens grønne hynde
vugges i "Jolanthes" ynde.

   Hvo kan tælle
   hele flåden,
som i solskin følger efter,
som for medbør skummer frem!
   Over fråden
   "Ragnhild" hælder,
som om dybets dulgte kræfter
   lokked hjem; —

Lotos lig på strøme stride,
hist "Ophelia", den fagre,
   ses at flagre,
   ses at glide; —
   rang-fregatter,
   klipper-skarer,
   hjemad farer
under landets klap og latter. —
Sådan De til Danmark bundet
står i mindet for mit øje, —
bundet til en dag ved Sundet,
mellem bøgekroner høje. —

Stundom har jeg spurgt mig selv:
   mon vel slægten
engang i sin travle fægten
   og fornægten
sænke skal i glemsels elv
denne skat af geniers nåde?
Skal en tid, hvem afstand døver,
rane, lig en engelsk røver,
denne danske stormagts-flåde?

   Se, vi andre,
farve-, form- og ord-poeter,
   arkitekter,
og hvad vi for resten heder,
vi, som fik det kald at bygge
vore skønheds-skuders rygge
af lidt mer solide lægter,
vi tør ej vor skæbne klandre,
   om vor flåde
ej blir hver en tid til måde.
Mangen klipper, magen studser,
rigget til med sang og klang,
   får engang
   plads og rang
mellem skibs-Jeronimusser.
Mangt et skrog af form og toner, —
af sin samtid assureret, —
engang, på de våde veje
   havareret,
hales ind i flådens leje,
uden takkel og kanoner,
til de andre Magdeloner.
Der vi prise kan vor lykke,
   hvis en nykke
vore værfters mesterstykke
   venligst sparer
for de herrer antikvarer.

Man har sagt at scenens kunst,
   født og bunden
   kun til stunden,
må, som sæbeboblers dunst,
må, som mørkets meteor,
   blænde, briste,
   for at friste,
   uden spor,
hænders værkers lod på jord.

Sving Dem som en fugl i luften
op fra denne trange tanke!
   Just fordi
Deres kunst er barn af duften,
   af beånden,
   af en stemning,
af person og fantasi, —
ej et værk af sten og planke,
   ej en tanke
klistret fast med sort på hvidt,
men en alf på skønheds ranke,
hvor den evig gynger frit, —
just fordi den fattes form,
   som med hånden
gribes kan, der sættes dæmning
for hvert bid af ældens orm.

Underfuldt til Danmerk bundet
skal De stå for slægters øje, —
bundet til en nat ved Sundet,
under mindets stjerner høje.
Hvilke sagnets syner vide!
   Hele flåden,
   fra fregatten
   ned til båden,
   ser jeg glide
   gennem natten,
langs med landets lune side;
tågen slører sejl og master;
   halvlys kaster
over stang og rå tilsammen
   svanehammen;
hvad i afstand øjet svigter,
   ind man digter;
kvinder, som fra stranden drømmer,
   mænd, som dømmer
efter egen fordrings lov,
slægt, som efter slægt befolker
   kyst og skov, —
synets skønheds-form fortolker
efter skiftende behov.

Og se det er livet just,
   liv i mindet,
det, at stå for folkesindet
ren for ældens møl og rust, —
det er livet, det, at bøje
eget indhold, åndigt, rigt,
i den form, som folkets øje
kræver for sit eget digt;
   det er livet, —
   mythe-vorden,
vekselfuld som alfepigen,
følge slægten i dens stigen,
følge tiders krav og orden, —
og se, denne lod på jorden
   blir Dem givet.

I en skønheds-fattig tid
har det kvæget mig at følge
Deres færd på kunstens bølge
under sol og medbør blid, —
kvæget mig at stirre did,
hvor i skær af svale nætter
sagnet sig om færden fletter.
Tag, som tak for synets trøst,
råbet af en seers røst:
underfuldt til Danmrk bundet
skal De stå for slægters øje, —
bundet til en nat ved Sundet,
under mindets stjerner høje!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt