Robert Major

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
Cross.png

Hvor yndigt maa ei Irland være!
    dets Skov hvor mørk! dets Høj hvor grøn!
Hvor ligt Slavinden ei, hvis Ære
    er Skjønhed og en Helt til Søn!

Som hende elskes det med Flammer
    af Smerte og af Kjærlighed.
Dets Toner i Balladens Jammer
    forfølger Emigrantens Fjed.

Did først og saa til Himlen vilde
    Den gamle graa Republikan.
Han saae, da han i Døden smil'de,
    "the Emerald of the Ocean."

En Slægt, hvis Blod er koldt og vandet,
    forbauset fatter ikke, hvi
den Dødes glade Smiil er blandet
    med zittrende Foragt deri.

Som var ham Døden kun en tæmmet
    og lydig Ørn, han kalder den,
at bære iilsomt ham til Hjemmet,
    og derifra til Himmelen.

Den Eneste, som Han vil tvinge,
    den Fitzgeralds og Tandys Ven,
er Dødens Magt, at den skal bringe
    ham til det elskte Erin hen.

Hvor yndigt maa ei Irland være!
    hvor yndigt for at elskes saa?
Han ønsker Himlens Bund maa bære
    sligt Grønt, hans Barndom hvilte paa.

Han vilde did med Magt -- hvor syndigt!
    Med Magt han vilde did igjen.
Men Irland, hvor er Irland yndigt!
    og hvor barmhjertig Himmelen!



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt