Storthings-gården

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Henrik Ibsen

Kirkespir og kongeborg,
rejst i store fædres dage,
står på hæld, i landesorg,
som en stum, forstenet klage,
Norges gamle røde flag
slog sin vinge der en dag,
slakked så, og sørged siden,
halvt på stang, i ulivs-tiden.

Folkefane, fri og stærk,
flyv igen for fjeldets vinde;
bølg dig om vort nutids-værk,
som du bølged om vort minde.
Blæs det livsens-ånde ind,
viftende fra tagets tind;
lad din treklangs-tunge tale
gennem mænd fra strand og dale.

Hvisk dem til, at folkets gård
bygges ej af døde stene;
mind dem om, at år for år
højnes den med ånd alene.
Ve, om ingen der forstod
tanken i din tales flod; --
sænk dig da i sørgefolder,
som du engang sank ved Svolder!

Ve, om ej din røst fik nå
inderst til den kårnes øre; --
lad da korsets stærke blå
sorgtungt sig om stangen sløre;
lad dit friske friheds-rødt
foldes sammen, tungt og dødt; --
stryg da, flag, dit rene bvide,
sne-skavl lig om fjeldets side!

Nej, så vil det aldrig ske!
Frilufts friske pust fra fjeldet
løfter nok de farver tre,
bær til dem nok livsens-vældet.
Højt sig spænder hallens tag;
der er rum for åndens sag.
Haralds store norske tanke
aldrig husvild der skal vanke.

Folkets gård og kongens gård
over mod hinanden højne!
Frit som grander to de står,
ser hinanden ind i øjne.
Der går lyn af ånd og ild
ud fra dette øjenspil; --
Sverres, Hakons, Oskars skygger
stilt men stødt i dagen bygger.

Minders hærvagt, sejersstærk,
vogt og værg om folkets virke;
skærm udover alt dets værk
i vort unge samfunds kirke!
Lad så murens sten forgå! --
dådens støtte dog skal stå,
løfte land og mægtigt bære
folket op mod lys og ære.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt