Sydsøseileren

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

   Lyksalige Skib, som forlader dette Land!
   Skal jeg give dig et Ønske med, er det ikke "Lykke paa
Reisen", men at du maa forlade det for evigt. Ak! mit Ønske
er tungt; det kan tynge Dig tilbunds, og saaledes opfyldes.

   Lyksalige Skib! Dine Vimpler lee, dine fulde barmede Seil
ere som en Flok af jublende Svaner, hvis Forviisning til Nord-
polen er endt, og som nu kunne vende tilbage til de palme-
krandste Søer.

   Hvor dit Bryst bruser, som om der var Sjæl deri, og du
frydede dig over Farten mod din Bestemmelse: de varme grønne
Strande, jeg synes at have seet i min Barndoms Drømme!

   Eller skulde det have været før? Vist er det, at didhen var
ogsaa min Bestemmelse. Men tro ikke, at een Skjæbne raader
i Verden. De briste mod hinanden som mødende Pile, de sluge
og sluges som Uhyrene i Vanddraaben, de kjæmpe og dræbe
hinanden for Herredømmets Skyld som Menneskene.

   Min Fødsel maa have været et Skibbrud mellem disse barske
og vilde Klipper. Vee mig, naar jeg endelig kan forlade dem,
vil jeg ingen Læbe have for de søde Frugter i min Sjæls Fædrene-
land, intet Fodtryk for det elastiske, duftende Grønsvær, ingen
Arme for de slanke brune Piger til at nedryste Orangerne over
dem med!

   Dog, skynder eder Dage, og gjører mit Hoved hvidt som
hint svindende Seil. Dødens Segl vil da kappe det sidste Toug,
og jeg vil komme efter. Thi Himlen er der, hvorhen vi længes,
Helvede der hvor vi længes ifra. --

Der Geächtete.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt