Til Johannes Steen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
(Paa hans 70-Aars-Dag).

Jeg hilser dig med dine 70 Aar.
Jeg hilser dig, som nu du for os staar
med Haarets Hovedkrans i Sølverhvidt
— en Krone, vunden gjennem Slag for Slag
i Fylkings-Odden under Norges Flag —
med Blikket endnu lige fast og frit,
med Ryggen rank, med Panden lys og ren:
jeg hilser dig idag, Johannes Steen.

Der var en Tid, da jeg dig ei forstod;
jeg skjønte dig ei dengang, slig som siden.
Jeg merked mig din Kraft, dit djerve Mod;
men længer rak dog ei min Kjendskabs Viden
Og somt jeg ved dig ikke kunde fatte,
og kunde derfor heller ikke skatte.

Da hændte det engang, en Sommerkveld,
at jeg fik skimte — og jeg saa det gjerne —
det Troskabs-Fond, det Hjertelagets Væld,
som vistnok er dit Væsens rette Kjerne.
Jeg saa dig trofast i det smaa, det dulgte.
Da vidste jeg, at mellem Norges Mænd
en Thord fra Stiklestad holdt Merket end,
naar større Baners Krav til Troskab fulgte.
                  * * *

En Førers Stilling her i dette Land,
ialfald hvor det gjælder op at bygge,
den er ei saadan just til Lyst og Hygge:
den tærer, den fortærer tidt sin Mand.

Det heder, at der var en Fortids-Dag,
da Israel med Amalek holdt Slag.
Og Moses stod med Hænder strakte ud
i Bøn for Israel til Himlens Gud.
Og Seirens Krans var Israels omtrent,
og Amalek til Flugt sig havde vendt.

Men saa blev Moses træt, hans Hænder faldt,
og Israel var ved at tabe alt.

Da var det, Hur og Aron traadte hen
og løfted Mose Arme op igjen
og holdt dem løftet, til det led med Dagen.
Og da var Amalek til Jorden slagen.

Men havde de vært Nordmænd, disse tvende
ja, Gud maa vide, om de ikke saa
nok heller havde tynget Lodder paa,
og saa ladt Folkehaab og Tampen brænde.
— Som Nordmænd vilde det jo vært forbandet,
om ei de furted just for et og andet.

For Paal er klog, og det er rigtig bra.
Og Per er kanske klogere endda.
Men seirer de ei saa med hver sin Mening,
saa furter de paa norsk i skjøn Forening.

Vort Land er fattigt, slig det lyder jo.
Jeg kan det dog ei just saa lige tro,
— især hvis jeg som Maalestok ser hen
paa Folkets Raad til at forbruge Mænd,
Selv Havets Hajfisk taber her med Skik
Rekorden mod den norske Politik.

Vi havde nys en Fylking, stolt og kjæk.
Men bedst det var, saa var den Fylking væk
Ifølge sidste Folketælling fandtes
af Flokken bare nogle rari nantes.

Men en Ting er vi rig paa: det er Slim
og sleipt og slimet Kryb i Stim paa Stim.
Vort Flag blir slimet til, vor Folke-Ære.
Og Krybet synes, at det saa skal være.

Johannes Steen, du kjender til som bedst,
hvad der er Norges Haab og Norges Pest.

Hil dig, Johannes Steen! du prøvet er,
og hjem fra Prøven Tro du med dig bær.
Du tror paa Norge og paa Norges Sag,
du tror paa Norges Levekraft idag.

O, ifra Skam til Hæder slog vi Bro,
ifald vi havde Sennepskornets Tro.
Men snart vi fandt vor Lykke i at laane
og snart vor Ære i os selv at haane.

Hvor længe skal det vare, før vi ved,
hvad der er tjenligt for vort Held, vor Fred?

Dog, end er Norge vort i Morgengry.
— Johannes Steen: nu gaar vi frem paany.



Fra En Fyrstikke side 31-34
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt