Tugthuusqvinden

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
Fattigfolksbarn.


Hvor skamløst, at et Huus saa lavt
fra gammel Tid har sig begravt
      i sligt et prægtigt Stræde!
Dog sad i det saa fagert Barn
liig Sommerfugl i Vraaens Skarn
      i Spindlens skidne Klæde.

Hver Aften -- det var gammel Sæd --
løb Gadens Børn til Leeg afsted,
      kun ei den stakkels Pige.
Thi gik hun barbeent ei? og alt
det blevet var de Smaa fortalt,
      at Ligt skal søge Lige.

Paa Dynge Sand ved Hyttens Væg
hun eensom sad. De Andres Leeg
      vel maa den Arme krænke.
Den Graad, som røg i Sandet tidt,
beviste, at det ei var frit,
      hun var begyndt at tænke.

Hun fandt, at hele den Foragt
kun skrev sig fra den usle Dragt;
      og hun sin Armod haded.
Et Nag i Hjertet Malurt gjød,
det Brød, hun før med Glæde nød,
      hun nu i Taarer baded.

Men Ingen vidste, hvad var hændt,
før over Øiet alt var spændt
      en fremmed Sky af Smerte,
før Læben skjalv med Strengens Fart,
og før en Aand af tvivlsom Art
      alt sad i Barnets Hjerte.

Just naar hun fik et venligt Ord,
henunder solbrændt Kind der foer
      en dunkel Rødmes Bølge.
Den var kun den betændte Rand
af Saaret, som i Smertesbrand
      hun i sit Bryst maa dølge.

Hun ligned, skjønt ei mindre skjøn,
ei længer Magdalenas Bøn
      og Ruths ydmyge Tanke,
da hun til rige Frændes Vang
troskyldig gik den tunge Gang,
      for spildte Ax at sanke.

For venligt Ord, for naadigt Klap,
som Handske fiin paa Kinden slap,
      vil Barnet meer ei takke.
Hun blusser kun, somom hun veed,
at det kun var Hovmodighed,
      der legte med sin Nakke.

Den store Synd var alt begaaet,
at lade Barnet faae forstaaet,
      hvor Rige Armod hade.
I hendes Øjne meer ei gjaldt
det Plag, hun bar af Pjalt i Pjalt
      for Væv af Rosenblade.

Ak, alt i Barnekinden rød
et Helvede har tændt sin Glød!
      I bittre Taare trillet
var Uskyldskronens Perle ned.
Ve Stolthed, om din onde Sæd
      du vidste og har villet!

Ha, hvor raskt de Væve gaae,
ha, hvor tungt de Bomme slaae!
      hvor de Vævske'r larme!
Ak, hvi hænger Svøben hos?
Stærk jo gaaer som hviden Fos
      Rad af Pigearme?

Standsed En, Gud naade da!
Svøben fløj da til og fra
      stakkels Piges Skulder.
Se ei til! Ei Blik af Ynk!
Døver alle hendes Klynk
      med fordobblet Bulder!

O, der standser en, paastand
svinger strenge Opsynsmand
      tunge Tougetvinde.
Ynk ei Offret, thi hun er
jo som Allesammen her
      kun en Tugthuusqvinde.

Tugthuusqvind -- o Navn hvor fælt!
Ord, af Skjændsel kun besjelt!
      Du maa bedre finde.
Vist i Herrens egen Mund
heder som de Alle, hun
      blot en Synderinde.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt