Ved Tusendårs-festen den 18de Juli 1872

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Henrik Ibsen

Mit folk, som skænkte mig i dybe skåler
den sunde, bittre styrkedrik, hvoraf
som digter jeg, på randen af min grav,
tog kraft til kamp i døgnets brudte stråler, --
mit folk, som rakte mig den landflugts-stav,
den sorgens byldt, de angstens rappe såler,
det tunge alvors-udstyr til min færden, --
dig sender jeg en hilsen hjem fra verden!

Jeg sender den med tak for alle gaver,
med tak for hver en smærtens luttrings-stund.
Hver vækst, som lykkes i mit livskalds haver,
har dog sin rod i hine tiders grund; --
at her de spirer fyldigt, rigt og gerne,
det skyldes gråvejrs-brisen fra det fjerne;
hvad solbrand løsned, det fik tågen fæste; --
mit land, hav tak, -- du skænkte mig det bedste.

Ja, did, hvor tågen tumler sig om tinden,
hvor gråvejrsbrisen over vidden slår,
hvor der er lydt foruden og forinden,
hvor der er øde mellem gård og gård, --
did ser jeg, som en lods fra skansens tremme.
I natten og min digtning bor jeg hjemme.
Og mest i denne meningsmørke tid,
da hjemmets liv et tvesyn slutter inde:
et folk, som kløver sig i spredtheds splid --
og flokker sig om samlings-tankens minde.
Men når jeg ser mod disse festens dage,
mit syn gar mer end tusend år tilbage.

Der ser jeg højne sig af sagas skodde
hint træ, som sprat i dronning Ragnhilds drøm.
Jeg ser det brede sig fra Næssets odde,
rundt Nordkaps væg, øst over Glommens strøm.
Jeg ser dets røde læg, dets grønne grene,
jeg ser dets kviste, skinnende som sne; --
men under løvet er en slægt at se,
som sidder nidsyg, hver for sig alene,
på næs, i vik, i hver en afdals læ.

Kun én står sorgløs midt iblandt de spredte.
Han kaster legende sit livsmåls terning;
thi han har håb og tro, og er den rette,
og har et verdensviljens krav at mætte, --
og store drømmes løvtag om sin gerning.

Så går det løs! Den unge mod de gamle;
det nye syn imod den vante sed.
Rundt Trondhjem ser jeg otte riger ramle;
i otte slag blir otte konger fældte.
Af høvdingstolen glider Rollaug ned,
og sætter sig på jarlesædets skamle; --
i Naumdal stikker Herlaug sværd i belte --
og går i haug med alle sine helte.

Da enes de, som står mod landets ening;
da samles de, som slår for spredtheds værk;
da nytter de hårfagre kongens mening:
at ryg mod ryg gør kæmpen tifold stærk.
Da flokkes Egder, Theler, Hørder, Ryger;
da skinner spilte sejl langs Listers strand;
der stritter vimpler, skum for stevnen fyger,
og som de rundt om Jeder-revet stryger,
der bæres hæse hærskrig ind mod land.
De søger Haralds flok. Nu skal det fristes,
om hævdens træ fra farfars tid tør kvistes.
To tanker går i stål imod hinanden;
to tidehverv vil skifte hvasse ord. --
Fra løftningen ser Roald Rygg mod nord;
kong Køtve bryner sværd mod skjolderanden.
Lidt frem endnu! I Hafsfjord venter manden.


                   *


Ser I de hundrede tjærede snekker,
langskibes rader, som ligger for anker?
Ser I, hvor Hårfagers hærklædte rækker
          fylder og dækker
tofternes tiljer og æsingens planker?

Hører I duren af Hafsfjords-gnyet?
Hornkloves drapa har båret det frem.
Stridsmænd for kvelden og stridsmænd for gryet;
stridsmænd for næet mod stridsmænd for nyet; --
          snekker og knærrer,
          med højbårne stavne,
          tørner og snerrer
          som måger mod ravne;

fjordvidden mørknes af pilskyens bræm.
Dronningens drømtræ er stedt i fare!
Egder og Theler vil løve dets tag af!
Har ingen nød. Med økser snare
ringer om roden sig Hårfagers skare,
bøder de hvislende bilers slag af, --
berger den vordende tusendårs-saga.

Dagen lider og langskyggen falder.
Roald og Sote og Thore blunder.
          Solen går under.
Men den går under en udlevet alder; --
          det nybårne kalder. --
Kong Køtve løber med skam af striden, --
skønner, han kan ikke løbe fra tiden, --
løber endda, som Hornklove melder,
          længtende hjemad
          til sulet og mjøden.

          Men Harald han tjælder
          knærrer og snekker.
          Så frister de fremad,
          de fremdjærve rækker,
          mod morgenrøden.


                 *


Og så gik tusend år. Snart strengt, snart blidt,
spandt norner gennem dem på skæbne-tenen.
Men folkedrømmens træ fik vokse frit,
med løv i toppen og med frugt på grenen.
Nu standser slægtens tog og skuer vidt
fra skillet agterud. Nu rejses stenen, --
hin landets tavse lovsang i granit. --
På vagt, mit folk! Bryd lag og leg og gilde; --
i mørket tusler det, som vil os ilde.

Jeg ser mit hjem med tågers fold om tinden, --
mit hjem, hvor gråvejr over hejen slår,
hvor der er lydt foruden og forinden,
hvor der er ensligt mellem gård og gård. --
Hvad lusker der ved kveld på krøgte veje?
Hvem er han, skyggen? Har jeg set ham før?
Han løfter klinken let på bondens dør,
går som på sokker bent til mandens leje; --
han hvisker ord i øret på den hvilende, --
og så til næste nabo -- lydløst, smilende.

Og det er ikke én jeg ser, men mange.
Og det er ej blot ord, jeg kan fornemme; --
jeg hører som en dur af dumpe sange,
en døs, som tager sind og sans til fange.
et bys, som summer drømmens digt iglemme.
Hvem er de, skyggerne? Hvor har de hjemme?
Af Hafsfjord stiger de! Op, dagens mænd!
Til Haralds-dyst! De døde går igen!

Ja, Roald, Sote, Thore Haklang lever
sit midnatsliv som dødning og som draug; --
og Rollaug rører på sig; Herlaug stræver,
den gamle muldvarp, i sin sunkne haug.
Sligt er det, som går lumsk på bygdens veje,
budstikken bærende fra grænd til grænd;
sligt er det, som tar plads ved bondens leje,
og byder bønlig leding ud igen. --
Op, dagens stridsmænd, fæld, hvad natten fødte!
Og drømmens træ slå ringen tæt og rund!
Hårfagre Harald kræver dådens støtte; --
det, som skal rage højst i denne stund, --
det, vi skal ramme ned i Norges grund,
det er en pæl igennem dem, han mødte.

Thi vi har liv til sag, og de har døden; --
de har kong Køtves mål, vi morgenrøden.
Se ud i verden! Hafsfjords dag er oppe,
lysvågen, over alle jordens toppe.

Den sol, som brandt på Solferinos sletter, --
den sol, som farved Lissas vinblå dyb, --
som bruned Porta Pias røde spetter
og jog i kælder Vatikanets kryb, --
den sol, som lumred om Sadowas volde,
var Hafsfjords-solen i vort nye døgn;
det var den sol, som lyste for den bolde,
da riget rejstes mellem holmer golde, --
en sol, som slog i flint de samme trolde
og daniped giften af den samme løgn. --
Mærk hvor du står, du dagens norske broder!
Tyd tidens tegn; med den er du i pakt.
Idag er kun en ringe grundsten lagt
til større støtte for vor stammes moder.
Læs tidens lov! Den tåler ingens trods.
Cavour og Bismarck skrev den og for os, --
og dødninger og drauger vog han fler af,
hin dådsmand og hin drømmer på Caprera.

Ja, Haralds-tanken går igennem tiden,
og Hafsfjords-slaget står den dag idag;
thi det er ånd mod ånd, som ildner striden, --
kong Haralds ånd med rigets helheds-sag
mod søndrings ånden under småheds flag.
Dog, svigter du, mit folk, i samlings-dysten, --
da ned med støtten på din høvdings grav!

Lad ikke stenen hykle over hav
og pege som en nidstang ind mod kysten.
Men har du høvding-sind, og vil du sejre,
da ser jeg, lys og gladdu sejre får!
Da kan en slægt, som kommer efter vor,
den rette samlingsstøttes rejsning fejre;
men den skal bygges over døgnets lejre,
højt over bygdens stræv og byens bulder;
dens plads er givendet er Dovres skulder.

Da er det sket, hvad dronning Ragnhild skued.
Da først, mit land, du yder højsind ly.
Da er din gamle stortid vorden ny,
og spådoms-gåden herligt løst i nuet.
Da ser jeg dig, mit folk, som trøstig voved,
hvad du i samlings-festens rus har lovet, --
jeg ser dig træde tidens åbne spor
imod et frit, et helt, et mægtigt Nord;
jeg ser dig som en slægt, der tungt har sovet,
men sund er vågnet ved et manings-ord;
jeg ser dig som en slægt, der vil og tror, --
med kraft til mer end dont på land og fjord, --
med længslers hærgang rundt den vide jord,
og store drømmes løvtag om dit hoved!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt