Ved borgerfesten i eidsvold 29de september

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Mel.: For Norge Kjæmpers Fødeland.

Før Talen.


Opstanden er den gamle Nor,
      den stærke Frihedskjæmpe.
Ei Tid og Grav, hvor Mindet boer,
      hans Ild har mægtet dæmpe.
Den gnistred stødt i Ætens Blod;
      men ud i fulde Flammer slog,
      da paa Eidsevjathing opstod
      med Hast den gamle Kjæmpe.

Som en Volcan af Mulden Han
      i Æten er opstanden;
Haarfagers Krones gyldne Rand
      paany omstraaler Panden.
Med Thorleifs Lag i Mannaring
      han sidder paa sit gamle Thing;
      St. Olafs Øx, den Seirens Ving,
      er ikke langt fra Handen.

Kong Barfods røde Vaabenkjol,
      Den gyldne Løve mødte
hans Øie strax. Hakoners Stol
      i Throndelagen glødte.
Det gamle Maal i Dalen klang,
      de gamle Klipper endnu hang,
      Tre Alen end var Manden lang,
      af gothisk Let den Fødte.

Han kjendte sig saa grant igjen.
      End stod den gamle Hytte.
Ham tyktes i hver Ungersvend
      see Einar Thambarskytte.
Saa langt som før i Havet svam
      Ledandisnæs og Statland fram.
      Kun undred det med Sorrig ham
      hvi Iisland vilde flytte.

Stirr ei udover Havet saa!
      Paa Skum du Hu ei fæste!
Did af din Stormhat, mens den laae
      paa Høi, dens Fjedre blæste.
Sku vide Opland, høie Thrand,
      det seilomperlte Rogaland!
      Og døv med Rødningsøxens Klang
      hvad Ondt de Vaager hvæste.

          Herhjemme er jo alt som før
      du gik indunder Højen.
Dit Haab staaer fremst i Tidens Dør;
      den gamle Sorg er fløjen.
I Fædrekraft det Fædrenord
      opstod som Guld uskadt af Jord;
      og paa dets Frisinds første Ord
      det Frihed sprang af Bøjen.

Normanna-Aand, hil i dit Hjem!
      Tag ind de gamle Sæder!
Gaa atter paa dit Althing frem,
      og i Kong Carls Geleder!
I Østens Skodd end Jetter boe.
      Da værne Gothen vak sin Ro!
      Normænd, den Asathor mod dem
      er Fædres Kraft i Eder!


Efter Talen.


Nordmanna-aanden ei opstod,
      igjen at gaae tilhvile.
End fylder vilde Jothuns Blod,
      og Bjarmen hvæsser Pile.
Da tør han ikke sidde qvar,
      og anden Ro ei Aanden har
      end seilende Ørns, som Skyen skar
      paa spændte Vingers Hvile.

Svæv stil saa over Kongens Børn!
      bedæk det dyre Rede!
I Skyen mød den kløvte Ørn,
      og Jothunbjørn paa Hede!
Da regner Blod af Luften ned,
      da rødmer Sne, Iis damper heed;
      thi det var Nordens Kraft som stred
      for Drot og Land at frede.

Men selv mens Bann'ret hænger paa
      sit Spyd som Blomst der slumrer,
mens endnu ei i Torneaa,
      den Skjebnebrønd, det skumrer --
endnu, ja før Carlidens Sværd
      fremst flyger i den Sejersfærd
      som Blivets Lyn foran vor Verd
      igjennem Taager lumre --

Mens Fredens Manna sidder paa
      Carls Spiir, og Oscars Klinge
end hænger stille som den blaa
      forelskte Dues Vinge --
Nordmanna-aand, endda til Strid
      mod Jothunsind og Jothunid!
      End Jetter tør fra gammel Tid
      herhjemme Huus sig tvinge.

Af Jothunmulm Uvidenhed
      er født -- ei blot paa Fjeldet,
men midt paa Vangen lys og bred
      den Jette djærv har tjeldet.
Det træge Sind er Jætteblod,
      der gaaer som Dynd fra Hjerterod.
      Det bruser Gothernes imod
      saa raskt som Fossevældet.

Til Dødsenskamp, skjøndt uden Blod,
      Nordmanna-aand mod Jette!
Da du forsvandt, den fule Rod
      sig videnom udbredte
En Jette gram er Borgertvist,
      Tørhænde findes her og hist
      jothunske Trælsind -- ha, forvist
      mod dig de Vaaben smedte.

Med Østens Jothunæt i Pagt
      som gamle Frænder gangne,
midt paa hiin Kampens Dag med Magt
      de bryde ud som Fangne.
Derfor Nordmanna-aand du før
      Forræderne tilintetgjør!
      Med hine østenfor din Dør
      i Pagt de ere gangne.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt