Appearence of England

" . . O, Kaptain, hvad er dog Dette,
som saa skinnende frembryder
hist hvor Himlens Grændse flyder
sammen først med Havets Slette?
Mon det er den blanke lange
Aasryg af et Skybjerg, dalet
under Horizontens Bryn?
      Mange, mange
have falske Lande malet
skuffende vort trætte Syn? --
-- O, saa hvid er ingen Sky!
      Men maaskee
nybrudt Iisflag, dækt med Sne,
      reen og ny,
stormforslagen ifra Polen,
vender frisken Brud mod Solen?
      Eller mon det være kan
nye Haves Fraadebelte,
Grændsebølger, som fremvælte
      fra atlantisk Ocean?
Eller mon det skulde være
falske Svaners Linjehære?
Da de nok i Horizonten
sammen vil formere Fronten;
men paa første Varselsskrig
      al Armeen
flux igjen adspreder sig,
som i Hvirvelvinden Sneen.
Skulde Verdens Grændsesnor,
Havets Grændselinjes Række
for de evige Seiladser,
skabt af sølvhvidt Perlemor,
i hint Straalende sig strække?
Er det Himmelens Palladser,
frie Aanders lyse Hjem,
som i Vest sig hæver frem?
Eller mon er Havets Øde
Moderskjød for Himlens Stjerner?
Mon som Lys-Eilande ud
af dets Dybder de frembrøde
og forsvandt i sine Fjerner?
O, hvor herligt for en Gud
da, at skue i den blaa
Afgrund ind, hvorfra de gaae!
herligt, som i aabent Øie,
      i hvis Bæger
Tanker, ømme, skjønne, høje,
funklende sig frembevæger!"

Søfolkene

      "Det som skinner
            vester hist
mellem Sky og Havsensvover,
            Det er England,
            solbelyst,
      Klipperne ved Dover.

      Føl det friske
            Livsenspust
alt fra Gammel-Englands Ege!
      Vimplens Tunge,
            som beruust,
      kan i det alt lege.

      Kentshire's Enge
            har deri
søde Blomsterdufte blandet;
            Sømandshjerter
            vimpelfri'
      juble imod Landet.

      Hist see Englands
            Grundvold stærk:
muslinghvid Cement fra Grunden!
            Frihed har sit
            Forsvarsværk
      midti Havet funden.

      Gud har bygget
            om dens Hjem
stærke høie Bastioner
            netop hvor det
            vender frem
      mod Europas Throner.

      Shakespearcliffens
            hvide Hvælv
vesterud er Marmorfoden,
            hvorfra Seirens
            Dronning selv
      stolt behersker Kloden.

      Klippen mere
            hvid end Sne;
natsort Muld derovenover;
            grønne Enge
             -- Fløjl at see --
      gaae i lange Vover.

      O hvor herlig
            saadan Grund
maa for Englands Ege være,
            som til Frie
            yde kun
      sine Krandses Ære!

      O hvor herligt
            for en Mand
der at leve, boe og bygge!
            Og hvor herligt
            hviler han
      under Egens Skygge!"