Længsel efter land

"O, Kaptain, hvorhen, hvorhen
gaaer Seiladsen uden Ende?
Nye Horizonter spænde
sig omkring mig ud igjen.
Briggen alt i rastløs Fart
susende igjennemlænste
Hundreder af samme Art,
kun af Syner ombegrændste.
      Naar jeg tænkte
Fjernet endelig beseiret,
falske Lande ned sig sænkte
eller tvinte hen iveiret. . .
Hundred Horizonter runde
      kom og svunde. . .
hundred Himles Cirkelbunde,
for hvem Punktet, hvori mine
trætte Øines Nervepar
krydsende sig overskar,
med en evig Helvedpine
stedse samme Centrum var. . .
Hundred Horizonter graae
 alt jeg saae,
      med en Grændse
      falsk som Bugten,
angste Slange slaaer i Flugten,
. . graae, ja til Fortvivlen eense,
mens -- som Lupens grumme Stik
krybende Insekt forfølger --
Zeniths blaa og hule Blik
stirred paa vort Skib, den Prik,
synlig knapt paa Havets Bølger.

O, Kaptain, nu har mod Vesten
Farten alt saa længe staaet,
til det synes mig jeg næsten
er i Sind en Olding bleven,
skjøndt mit Haar end ei er graat
og min Kind ei rynkeskreven.
Mens mit Øie uvilkaarligt
sig i Regnbuspillet tabte,
Skummets Sprøit derforud skabte,
har jeg idetmindste fundet,
mønstrende med strengen Sjel,
at mit Liv for største Deel
 meget daarligt
er som kastet Skum forsvundet.
Og mon et Beviis vel bedre
kræves kan af Bedstefædre
paa at jeg, tilhavs omdreven,
oldingviis tilsidst er bleven?
 Dage mange,
aaretunge, aarelange,
bort erindringsløse flydte,
uden Spor, som Kjølvandsstriben,
i en Masse sammengydte
hine sjunkne Skyer liig,
snigende sig sagtelig, --
have svalet Panden med
kolden Alderdomsbegriben
i dens øde Kjedsomhed,
 standset Blodet,
tæmmet selve Utaalmodet,
skabt det om til sløven Fred.
Thi af Havets og de tomme
Skyers Øde har jeg smagt
Alderdommens, der vil komme,
følt den Taage, som vil spinde
sig om Gubbens nøgne Tinde,
forud om mit Hoved lagt.

O, Kaptain, giv mig et Ord!
Tryk mig med din Haand, den kjække,
at mig Tanken ei skal skrække,
at jeg i en Dødningsnekke
kommen er ved List ombord!
Styrmand, giv mig din! Kom an,
Baadsmandsmath og Tømmermand!
I Matroser, mine Venner,
rækker mig de brune Hænder!
dræber med et kraftigt Tag
Angsten i mit Hjerteslag!
Thi, skjøndt Daare meer end Synder,
 dog begynder
denne Vei med sporløst Fjed,
denne dumpe Eensomhed,
fælles, Katakombens liig,
mægtigt at forfærde mig.
Her paa Oceanets Steppe,
saa evindelig ensformig,
ikke stille, ikke stormig,
maalløs, da dens Grændser fly, --
under Luftens dalte Teppe,
dette blaagraa Himmelhvælv, --
er det ei, som om Vi selv
(en fordømt Skindødningskare)
jordede tilsammen vare
under samme Tag af Bly? --
stivt i Stirren paa hinanden
Sidemand paa Sidemanden:
Han i Hiins og Hiin i Hans
Øjes brustne døde Glands,
uden Rørelse og Mæle,
skjøndt med fuldtbevidste Sjele?

O, en Egg kun af et Skjær,
Striben af et Fuglevær,
Ryggen af en liden Holme,
skjøndt, som yre Hvals og olme
Kobbes børstereiste sorte,
i Sekunden atter borte,
vilde være i min Plage
nyfødt Verden at opdage
-- o et Tankens Paradiis,
hvor den vilde bli'e tilbage,
Skibet givende til Priis!
Brune Tare, Tangens Klase
vilde være blommet Grønt
paa Forsmægtendes Oase,
Himmelens Forsoningstegn.
Dermed jeg fantastisk skjønt
Bryst og Pande vilde smykke,
dem, som Roser efter Regn,
til min Mund vellystig trykke,
hilse deres armodsgustne
bruunbespettede forrustne
polyplige Blæreknopper
ømt som Anemonens Dopper,
der til Stjerner sig udslaaer, --
som de første Blomstertinter
der forkynde Nordens Vaar,
efter treti Ugers Vinter."