Drømmesyn

Tvende Timeglas forbi --
      og vi hørte
Egene iland sig rørte,
susende, med Ord deri,
som om mange Mænd paa Stranden
talte sammen med hinanden.
Egerødderne vi saae,
Aarer i Agaten lige,
i den sorte Muld at gaae,
som bedækkede de hvide
Klipper, der langs Stranden kneiste.
Og nedover Klippens Side
dunkelgrønne Vedbend laved,
som letflettet Elskovsstige
mellem to forelskte Geister
(Hun fra Landet, Han fra Havet)
efterglemt fra Stevnet, sat
i den sidste Maanskinsnat.

Tys! de glade Bølger larme;
der er Sang i hvad de buldre!
Naar jeg ned fra Stavnen saae,
syntes jeg see hvide Arme,
svaneduunbedækte Skuldre
jublende at skynde paa . . .
Tys! et Chor, afbrudt af Latter!
Tys! et "Rule Britannia!
Rule Britannia! Rule the waves!"
syntes jeg dernedenfra
i et Chor fra Munde hæves,
som af Bølger fyldtes atter,
saa det blev kun en Musik
søde Brudstykker jeg fik.

Hvo kan undres, om jeg drømte
      Nereider,
syngende om Skibets Sider,
Liv i Bølgerne, som svømte
langshenad din Cliff, Shakespeare,
hvor du mante hen King Lear?
. . O der stod den, høi og stor!
Der til venstre Side stod den:
Aft'nens første lette Flor
blaaligt svømmende om Foden;
      men paa Tinden,
som nu Aftensolen tændte,
enkelt Kam skarlagenbrændte --
o saa rød, som om i Vinden
gamle Lear deroppe stod,
ei i Betlerdragten pjaltet,
men i Kongedragt gestaltet,
i sin Kaabes Purpurblod.

Og til høire Haand man saae,
liig en romersk Muurkorone
hævet i det blege Blaa,
Dovercastles gamle graae,
      tvertsafskaarne
plumpe Bueskyttertaarne,
      saa Kastellet
lignede en sachsisk Krone
gammeldags, af hamret Jern,
himmelfalden ned paa Fjeldet
om dets Tindinger til Værn.
Men mod Norden har sig Kent
lig en rolig Arm udspændt,
rækkende til hver sin Side,
i de slanke sølverhvide
søilesnoede Forelands-Fyre,
ud et dobbelt Konningstyre,
fra hvis Spidser, da det bløde
Nattemulm om Landet dalte,
(som et Flor, hvori den blide
Sommernat sin Kummer kvalte
for den skjønne Dag, som døde)
tvende Flammeblik frembrøde,
et i Syd og et i Nord,
Kastor og hans Pollux liig,
sjunkne ned fra deres høie
Himmelstade til vor Jord,
tindrende som draaberene
      Ædelstene,
fattede i Sølverøie:
En i Rødt, som en Rubin,
skiftende dog bryder sig,
fjerntud straalende fra Kysten,
mens den anden Amethysten
lignede i blaaligt Skin.

Længe over Landet svæved
som et Slør, ved Feers Kunster
af et blandet Gjenskin vævet
ifra Himmel og fra Hav,
rødt fra hiin og blaat fra dette.
Deraf kom det Violette,
som bag fine Gaze af
Engenes og Skoves Dunster
Landets skjønne Form omgav.
Taagesløret hvert Minut
mørkere sin Farve skifted.
Graasort blev det Violette,
Nettets Masker mere tætte
i det hvide Overdrag.
Men naar stundom det blev brudt
af en Nattebriis, som hvifted
over ifra Beachyhead,
frem i Aabningerne traadte
hist og her et enkelt Strøg
af de hvide Klippebranter,
som om Spøgelsegiganter
af en aabnet Tryllegrotte
eller blaalig Hexerøg
frem medeet i brudt Geled
blege som et Maanskin skred.

Gjennem Natten lyste kun,
ved et fosforagtigt Glimt,
forud Bølgers reiste Kamme,
Fraadens perlehvide Skimt,
Tænder liig i Havuhyres
sorte, vidtopspændte Mund,
      og deragter
funkled begge Forelandsfyres
      klare Flammer,
Øine liig paa Nattens Magter,
paa Dæmoner tvende, som
her maa gjøre Nattevagter,
tvungne af en Størres Dom.

Da -- jeg veed vel ei hvordan
Sjelens Virksomhed forhøjet
og en Slummers Vægt paa Øjet
samme Stund forenes kan;
men jeg tænker samme Lov
for en Sjels og Blomsts Behov:
      naar det mulmes
lukker Øiet sig for Hiin,
mens den dog, som Fugl i Luften,
friest just sig da bevæger;
Blomstens Glød af Duggen dulmes,
      medens Duften
svømmer om dens sjunkne Bæger
endnu mere stærk og fiin . . .
Da, af Bølgens Surr bedøvet,
lukte sig mit Øie til,
og, af Nattemulmet sløvet,
søvntilslørtes min Pupill.
Panden paa korslagte Hænder
laa paa Rælingens Gelænder,
      men min Geist
var iland i England reist.

Lange Rækker Lys paa Kysten
(Byers Rad ved Aftenstid,
som sig langs Kanalen snoer
liig ubrudte Perlesnor)
maatte vække Reiselysten,
kalde Geisten skyndsomst did.
Og nu ilte den afsted,
meer gesvindt end Elskovsvinket
      (Telegrafen
mellem Skiltes Kjærlighed)
sagtere end Maaneblinket
      over Graven
eller Søens Flade træder;
som en Natfalæne tyst
lummer Julinat i Haven
sværmende paa støvgraa Vinger
under slumrende Syringer,
alle sine Natteglæder
nydende af Hjertenslyst --
ja, saa skynded den afsted,
værende hvor Tanken tænkte,
gjennem prægtigskjønne Stæder,
nu i første Søvn nedsænkte,
ilende jevnsides med
Skibet, som derude gled.
Gjennem Folkstone, Romney, Rye,
Hastings, gamle Winchelsea,
styrede min Geist sin Vej,
gjennem Brightons stolte Gader
af Palladser reist af Qvader,
som et eneste Palæ,
deelt i tvende lange Rader;
gjennem Skove, i hvis Dunkle
saaes mange Øine funkle
(Vildttyv eller stolte Hjort);
gjennem Byer, gammeldagse,
byggede af Britt og Saxe,
svæved Sjelen tankefort,
useet som et Mulms Atom,
fri og uafhængig, som
om min Vilje var dens Axe.

Høien Gavl paa hver en Bolig
nikkede mod den fortrolig,
som var reist paa Nabohuus,
som om begge disse Gamle
hvisked om en Dag at ramle
begge sammen ned i Gruus.
William the Conquestor have
Begge seet; hvorfor rave
da ei ned i Grunden sammen
i en sand Fostbroderpagt?
Hvorfor vente efter Flammen
eller paa Orkanens Magt? --
Tæt ved Byen et Kastel,
med en Muurkrands heel affældig,
af hvis brustne Skydeskaar
Efev skyder ud saa vældig
som de Bugter Boa slaaer. --
Midti Byens Hovedgade
har en gammel Gate
      plump og stærk,
liig et lidet Citadel,
Fundament for snirkelskaarne
mindre kegleformte Taarne,
Sachsers og Normanners Værk. --
Kronte Konger, steenudhugne,
næseløse, skimmelmugne,
(Hesten stundom uden Been)
førende i venstre Haand
tredeelt bøjet Liljegreen,
mens de Sværd i Højren strække,
      synes trække
paa det tunge Smilebaand
ad den Kræmmeræt de skue
mylre i den gamle By:
Stok i Haand, ei Spyd og Bue,
ingen Hjelme, men Parykker,
eller strikket Bomuldshue,
      som bedækker
skrumpne Panders Regnestykker --
kort den hele Vanslægt vækker
hine Kongers Smiil paany.

Stille var der overalt
i de gamle Byer, stille,
fromt og stille, saa jeg hørte,
naar man sig isøvne rørte
og idrømme der blev talt,
eller naar derindenfor
      ømme Mor
visselulled for sin Lille.

Men i Brighton celebrerte,
da min Geist hensværmed did,
Kjedsomheden just og Synden
i brillant illuminerte
Slotte nyen Dags Begynden
nu ved høje Midnatstid.
Der var Adel uden Hæder,
herlig Viin foruden Glæder;
der var Guld foruden Lykke,
Skjønhed uden Uskylds Smykke;
Venskab, der saa fast bestaaer,
som den Hud, en Slange kaster;
Oldinge med Ungdoms Laster,
Ynglinge med hvidnet Haar --
deres foraarsløse Sommers
visne Græs og Syndens Blommers
tørre henforbrændte Straa,
som en tidlig Død skal slaa.
Blinket af dens damascerte
      blege Lee
var i matte udfortærte
Ungdomsøjne alt at see.
Guldlorgnetterne ei skjule
kunde disse dødsenshule,
hvoraf Flamme kun frembrød
(Flammer, som et Lavas, dulgte)
naar paa grønne Bord de fulgte
de Guineer, som rullerte
til Perdu'et atter lød.
Fløjelssvøbte, dekorerte,
perle- og demantbesaa'de,
      overstrøede
med bijoux og Braceletter
(Oh, Hans Høihed, Hendes Naade!
O, his Lordship and her Grace,
trinende i en Française!)
vandred Tyveaarsskeletter
      om som Døde
paa de straalende Banketter,
      paa en Hertugindes Bal.
. . Ha det herlige Orchester
blandt de høifornemme Gjæster,
      mylrende i Hundredtal,
mægter ikke at fremkalde
ved Musiken à la Strauss
i berømte Brighton-Routs
      mere Liv
end om Sommerregn mon falde
paa forlængst henvisnet Siv.
-- Intet Under, at jeg da
skyndte mig ihast derfra,
som om raskt jeg havde traadt
midt imellem Orme-Nøgler,
uforsigtigen geraadt
mellem Klynger Skorpioner
og Forviklinger af Øgler,
mellem Blomsterne fordulgte,
mens den vilde Jagts Dæmoner,
onde Magters Kogleri
mig i Ryggen skarpt forfulgte,
susende mig snelt forbi.

      Først jeg standsed
udenfor en vedbendkrandset
sammensjunken Sømandshytte.
O, der maatte jeg vel lytte!
Thi mit Yndlingsinstrument,
ædlen Harpe klang derinde,
      og en Pige
skjøn og ung, kun Knop af Kvinde,
sang henrykkende dertil.
O, da maatte Jeg vel lytte!
under Løvets Hæng mig snige,
til hun Sangen havde endt, --
Jeg, som ei kan Foden flytte
fra en Kvindes Harpespil,
      Jeg, som kunde
Livet bort for Døden bytte,
naar jeg hen kun maatte blunde
under Kvindes Harpespil?

Døren aaben stod. Derind
Maanen kasted skarpt sit Skin;
og hvor det paa Gulvet faldt
klarest, som et Sølvernet,
sad en hebeskjøn Gestalt,
mere hvid og bleg end det,
end den alabastne slanke
Hebestøtte, som hun ligned,
blegere end Aanders Smerte,
blegere end Vredens Tanke
i barmhjertig Engels Bryst,
naar han -- Han, som helst velsigned --
straffe skal imod sin Lyst.

Med en Harpe ved sit Hjerte
sad den yndige Gestalt,
      tankebøjet,
veehensjunken, kummertræt,
som af sine Sorger kvalt,
og det Glindsende i Øjet
viste, at hun havde grædt.
Ak, saaledes allerede
i sin Ungdoms første Blomst?
Atten Aar -- meer var hun ikke.
Men jeg saae i hendes Blikke
Taaren svulmende berede
atter sin Tilbagekomst.

Læben lydløs sig bevæged,
som om med en Aand hun talte;
og med anstrengt Sands jeg saae,
inden Omrids sølverblaae,
Skyggen af en Yngling præget
tydelig sig at gestalte.
I hans venstre Haand laa Panden,
men om Pigens Liv den anden.
Stundom syntes Hun at hvile
smilende mod Skyggens Barm,
høre atter Pulsen ile,
føle Trykket af hans Arm.

Skyggen syntes derimod
svævende paa flygtig Fod:
fremadbøjet, Blikket vendt
snart mod Stjernen snart paa Hende,
som om hver af disse Tvende
var ham lige vel bekjendt.
"Francis -- sagde hun -- er her!
Francis, o du er tilstede!
Denne søde Gysen ikke
kan mig Skuffelse berede,
skjøndt jeg med de dunkle Blikke
Mulm og Maaneskin kun seer."

"O,Francis! -- sang Hun -- Francis, bliv!
Den Stjerne, som dit Øje maaler,
har ikke Morgenstjernens Straaler,
der strengeligen, naar den daler,
tilbage Aanderne befaler.
      O, Francis, elskte Francis, bliv!

Jeg synge vil den Sang jeg kvad,
da du til England kom tilbage
fra Slaveskibene at jage.
Min stolte, skjøndt en Jomfrus, Glæde,
da glemte Kjærlighed at kvæde:
      kun Fædrelandets Priis den kvad.

Barmhjertigt lyttede jo det
til Negren, som i Lænken stønner?
og Du, iblandt dets bolde Sønner,
ham at befri var ogsaa dragen --
Du syntes mig til Ridder slagen
      for arme Brødres Frihedsret.

Og derfor hvad Begeistringen
og Britterindens Stolthed talte,
medeet i heden Graad sig kvalte,
og Englands Priis i Taareflommen
blev til et hulkende Velkommen:
      "Velkommen, Francis, hjem igjen!"

Velkommen nu, o Gysen sød,
Forsikkringen, at du er nære,
en Følelse, som om din skjære
Begravningsdragt mig let berørte,
som om dens Raslende jeg hørte
      og Linets Luftning mig omflød!

Da tindrer Øjet friskt som før,
og Smilehullerne forsøge
paany som før som før at spøge.
Men naar du, Elskte, er forsvunden,
da stivner alt igjen om Munden . .
da er det, Francis, som jeg døer.

. . Men døer foruden andet Liv,
døer ei som Du, der herligst lever
naar hid i Maanens Glands Du svæver,
og atter, naar Dig lyster, stiger
op mellem Himlens Stjerneriger, --
o derfor bliv! o Francis, bliv!"

Da -- nu ikke meer jeg veed
det Retfærdige og Sande:
om jeg enten skal forbande
slige Syners Troløshed,
eller at min egen yre
sværmende Indbildningsmagt
var ei meer sit eget Styre,
som den burde, underlagt, --
ikke mægtig meer sig selv,
end en Dreng paa Baadens Hvælv
ud i Fossedraget reven,
hvirvlende i Cirkler om,
eller kvæstet Maage, som
paa ulige lange Vinger
      stedse svinger,
med en Dalen i sin Svæven,
rundt paa vilden Ocean, --
eller bedre ei deran
end paa Bladets lille Ø
Sommerfugl, der ud er dreven
paa den milevide Sjø.

Thi hvorledes kunde vel
just i dette Nu min Sjel, --
da kun Synet skulde skifte,
ei forgaae med Taagers Hast
under Spil af Morgenvinde --
sin Fornøielse forgifte
ved at lade det forsvinde,
som om Sæbeboble brast?

Thi just nu, da Skyggen skulde
for sin Elskte synlig blive,
alle dens Konturer fulde,
lysende som Maanens Skive,
skabte som af Stjernes Røg,
Kysset følbart dog for hende,
om det end ei kunde brænde
med forelsket Ynglings Ild,
men saa blødt, som naar en mild
fløjelsfiin Provencerose
henad hendes Læber strøg;
og da Trykket hun af Armen
skulde føle dog om Barmen
med den bløde linde Kraft
af en ud af Træets Mose
runden Mistels smækkre Skaft . . .

Ak, da saae medeet jeg Aanden
reise sig fra Pigens Side
og mod Døren langsomt glide, --
Panden, hvilende i Haanden,
hævede han til et Blik,
som hun følte, -- ja, thi hendes
Læbes Zittren røbed det, --
som Konvolvlens fine Net
nerverystes og kan brændes
af en Stjernes Straalestik.
Blikket, som han Pigen gav,
tog i Ømhed og i Klarhed
snelt, med Stjerneskuddets Snarhed,
      til og af,
og med det var i Sekunden
Francis' Skikkelse forsvunden.
Som af Vindens sammenblæste
Tegninger i støvfiin Sne,
var der ikke i den næste
Spor af Geisten meer at se.


   "Anna, Anna!" -- sagde en aldrende Sjømand som pludselig
traadte ind af en Dør i Baggrunden med en Natlampe -- "En
Seiler kommer om Beachyhead, Strømmen sætter fra Land igjen,
og i Maaneskinnet kan jeg see Tegn, at den vil have Lods om-
bord. -- -- "