Brittania
Skrevet før G. Cannings Død, og strax efter Navarinerslaget.
Se Brittanias Ørn, en hvasnebbet
Søeørn stiger fra taaget
Rede, liig Pilen fra Kampens
bølgende Støvsky!
Flux atlantiske Bølger Vingernes
Spidse kappes at slikke
-- Slaver, som stimle til Kys paa
Dronningens Kaabe!
Ha, den stiger, og over mørkbrune
Vinger flammer en Krone!
Ogsaa Brittanias Frihed
taaler en Krone?
Kronen flammer, som Sol paa sortvinget
Sky; og Øiet er Straalen,
brydende Skyen . . Den stiger,
Søeørnen stiger!
Frihedsvennernes Jubel river den
høit til Ætheren, liig en
Fjeder, der flyver paa Drenges
jublende Aande.
Høit nu Ørnen[1], liig Hakons
hængende Bane, svæver med udbredt
Vinge, der glindser af Stuarts
Blod, over Jordens
blege, rædde Despoter, lyttende
efter Folkenes Suk, og
stirrende med et forvildet
Blik imod Ørnen.
Ha, af Lyst til at frelse Folkene,
skummer Nebbet i Blod, som
brændende falder paa Sultans
skaldede Isse.
Se, den gule Sarmate springer -- som
Tigren, Elephas kued',
springer paa Ryggen og hugger
Tanden i Nakken.
Hellas Frihed af Blodhav stiger, liig
Svanen, dukkende op af
Bølgen, som høirød mod Morg'nens
Purpurglands spiller.
Se, Viriathus river bleg fra en
Sky sin blodige Isses
Palmekrands -- høit den paa Tajos
Bølger nu vugges!
Hørt er Indiens Hevnraab: -- Spanien
ligner Manden, der, under
graadblandet Latter, i Afsind,
Pulsaaren gnaver.
Mørk foragter han Palmen, Ørnen lod
falde: Bladet, som ene
Blodet kan standse: selv Haabet,
Haabet forblødes!
Ikkun Scandiens Par af Løver de
brøle, brøle af Fryd: en
kneisende Konge -- liig Liber,
tumlende Tigre --
ryster Tøilen, af Friheds Palmekrands
flettet: -- Ha bliv en Sphinx, mit
Norriges Løve! og rul, liig
Ørnen, ud Vinger!
- ↑ En fortryllet Piil, der svævede i Kampen over Kongen.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer