Haab

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Digteren

Stolt paa Indbildningens Regnbue drog
      Haabet til Himlen,
som, naar en Ridder med vajende Fjedre
rasler igjennem Herskerens Porte.

Veed han, om Herskerens Sind er et Lyn,
      skjult i en Sky, og
ilskt, som da Magnus bød Kalf med sin røde
Finger at vise Konningens Bane?

Stella min Regnbue knuste; . . . i mild
      Regn den sig løste!
Stella min Heimdal, mit Haab bort fra Himlen
jog, og med skamrødt Aasyn han flygted'.

Drømmene, Haabets rødmossede Æt,
      segned', liig Rosens
Blade, naar Møen letsindig dem strøer paa
Jorden, skjøndt Barmens Snee den vil pryde.

Drømmende flygtede, som naar en Hær
      vender de blege
Næser mod Hjemmet: de glimrende Faner
lader i Stikken: slap er nu Tøilen.

Phaeton er jeg, der kjølede i
      Popplernes Graad og
Floden sin sydende Plan: . . O, mit Hjerte
tumles i sin Eridan af Taarer!


Cleanth

Haabet slaaer Nakken mod Stjernen, og
      snubler i Roser.
Haabet er Smertens Veninde: fra Glæden
flyer det, og siger:
      eget non me.

Se, hvor dets Smiil er som Brudens, der
      kjender sin Fryd, men
bly ei taler, mens Ahnelser bag de
deilige Tænder yngles iskjul.

Spes er en Skjoldmøe, hvis Hjelm er en
      Blaaklokke-taare,
Landsen Rosenqvist-smiil; men i Kampen
Kummerens sorte
      Spydodde brast.

Evig hun tumles med Sorgen, og,
      snar som Tartaren,
jager hun Graaden tilbage, og helder
Rynkerne fuld' af
      blegrøde Smiil.

Seilet, som hænger, liig pestmalte
      Kinder, fra Masten
slapt, vil svulme, og Vimpelens Tunge
skoggerlee høit mod
      Skyernes Barm!

Haabet, som Vinen, vil Kummeren
      purpurrød farve:
Evigt drypper i sorgfulde Hjerter,
nedifra Stjernen,
      Haabet, som Viin. --


Digteren

Ørnen jeg ligner, som saaret ei kan
      flagre til Reden.
-- Mig Amazonen, ak Stella, med Øiets
glimrende Pile saared' i Vingen.

Blaafjedret Pilen fra Ibenholtsbuen
      (Øinenes Bryn) brat
foer, og da svinglede Ørnen i Luften:
Stella fra Byttet letfodet iled'!


Cleanth

Ak, skal Skjøger pynte sig med dine Kinders Fjedre,
      som Stella ei vilde plukke?
Med din Ungdoms Duun, saa din Manddom vil tidlig fryse,
og tye til Gravhøiens Mose?

Ak Bacchanter fryde sig,
hvergang din Sjels Vingeslag
klapper vildt over Bægret?

Dumpe Musklers fugtige
Trommeklang, Hyl gjennem din
Rygrads udspændte Nerver

(O en Rad af aabne, oprakte Horn
i Ynglingens Mund, der har Kjæresten hjemme,
men raabe nu til Kamp for en Tyran!)

Gjenlyd være? Choret, som
svarer dit Hjertes ensomme
Suk, da Stella vil tie?

Ak dit høie Hjerte, som
stiger, naar Sangen griber dig,
op som Ørn i dit Øie!

Da, liig dalet Sol, som, bag
Synskredsen, endnu spiller paa
høie Skyer og Ørne,
      dit Sjelsblus, med hvirvlende Sangrøg,
funkler paa Hjertet, der opsteg, som Ørnen, med
      tungsindige Vingeklap.

Se Hammen den brystende breder
purpurskjøn udover Kinden, dens Slagfjedre
      er straalende Øiekast!


Digteren

Icarus er jeg, hvis svimlende Iid
      Bølgerne slugte:
Tumle ei Bølger og mig? og med Sorrig
seer jeg jo mit Sicilien svinde?

av Henrik Wergeland.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.