Ved mjøsen

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Mørk er min Sjel, som Mjøsen, naar aarle
sortlokket Bølge, træt udaf Nattens
Kamp, under Skreyas Taageskjold bugner, og
      Lommene hyle:

stundom sig Skummet hæver, liig hvide
Fjeder om staalblaa Hjelm, naar i Stridens
Bølgen en Ganger steiler og hæver, før
      Faldet, sin Rytter:

her hvifter Stormens Dødsbanner nye
Bølger i Kampen: Nøkkerne vise
fraadfulde Tænder, og sagte sig sniger en
      Baad langsmed Stranden.

Eller som Skreyas Tinde, hvor Granen
svulmer: naar Skyer rulle om Ørnens
Rede: -- en skummel Stjerne, der græder paa
      Toppen alene.

-- Mørk er Du Skreya, mørk som din grumme
Navne, da Eyvind segned for Kongen:
-- Maatte jeg engang blotte for Carl min
      blodige Bringe!

Mørk er min Sjel, liig Fyrren der hvifter
ensom i Stormen: Ravnen i Toppen
skjælver: liig Graad paa Enkeslør, siler fra
      Grenene Regnen.

Sortfjedret Kummer kradser i Hjertet,
rider det, liig en Loss, der fra Træet
springer paa Renen, fraadser i Nakkens de
      blodige Nerver.

Hæv dig, min Sjel, til Tinden, hvor nylig
Verden du saae, at bølge forbi, liig
Ørnen paa Fjeldet, der undres ved Morgenens
      glimrende Skyer!

Eller som Drengen sorgløs, der kaster
Stene i Bækken, mørkner Najadens
Pande: han veed, at den kommende Vove vil
      Rynkerne glatte.

av Henrik Wergeland.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.