Ved mjøsen
Mørk er min Sjel, som Mjøsen, naar aarle
sortlokket Bølge, træt udaf Nattens
Kamp, under Skreyas Taageskjold bugner, og
Lommene hyle:
stundom sig Skummet hæver, liig hvide
Fjeder om staalblaa Hjelm, naar i Stridens
Bølgen en Ganger steiler og hæver, før
Faldet, sin Rytter:
her hvifter Stormens Dødsbanner nye
Bølger i Kampen: Nøkkerne vise
fraadfulde Tænder, og sagte sig sniger en
Baad langsmed Stranden.
Eller som Skreyas Tinde, hvor Granen
svulmer: naar Skyer rulle om Ørnens
Rede: -- en skummel Stjerne, der græder paa
Toppen alene.
-- Mørk er Du Skreya, mørk som din grumme
Navne, da Eyvind segned for Kongen:
-- Maatte jeg engang blotte for Carl min
blodige Bringe!
Mørk er min Sjel, liig Fyrren der hvifter
ensom i Stormen: Ravnen i Toppen
skjælver: liig Graad paa Enkeslør, siler fra
Grenene Regnen.
Sortfjedret Kummer kradser i Hjertet,
rider det, liig en Loss, der fra Træet
springer paa Renen, fraadser i Nakkens de
blodige Nerver.
Hæv dig, min Sjel, til Tinden, hvor nylig
Verden du saae, at bølge forbi, liig
Ørnen paa Fjeldet, der undres ved Morgenens
glimrende Skyer!
Eller som Drengen sorgløs, der kaster
Stene i Bækken, mørkner Najadens
Pande: han veed, at den kommende Vove vil
Rynkerne glatte.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer