Napoleon

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Høiaander Svanerne ere i Melkvejen,
Himmelens Nil, hvor de blanke
Stjerner er Draaber og Sole
      Perler paa Bunden,
Stjerneskud Skummet, som springer
op, naar Aandernes Vinge
      Bølgen slaaer.

Vi ere Aandeæg, lagte i Dyndet; men
Sjelen sig vikler, som Sommer-
fuglen, af Svøbet, og Aande-
      kraften forøger:
Høiere, gjennem Spiraler,
stiger Aandernes Skarer
      op mod Gud.

Aanderne glædes ved Tilvæxten, hvergang de
skue den dydige, store
Sjel sig af Støvhammen vikle:
      da vil, som Ørnen,
rystende Riim af sin Ham, den
Synden kaste, og tyde
      Verdens Digt.

Aanden (liig Straalen, som skyder sig ned i det
fugtige Muld, og som stiger
op, som en glindsende, guulgrøn
      Palme) i Drengens
Legeme daler, og skyder
op i Daad, som er Sjelens
      Blomst og Frugt.

Qvinden, som føder ved døsige Lampeskin,
hører med skjælvende Fryd et
Skrig fra sin Nyefødte; neppe
      ahner hun Aanden,
dalet i Fosterets Jordsjel,
liig i Danaes Skjød den
      gyldne Regn.

Ofte en Aand i forskjellige Hjerter sig
neddykker: undrende seer sig
Jorden paaengang med Laurer
      skjult, mens Oliven
blomstrer i Egenes Skygge,
blandt det lyriske Epheus
      Lysegrønt.

(Hør Albuquerques's Klinge! hvor Inderne
flygte, som Skyer for krumme
Maane! Se Henrik hiin Seiler
      tankefuld streger
Omrids af Lande i gambisk
Sand! Hør Camoens's sorte
      Harpes Storm!)

-- Stellas Sjel -- en Seraphin,
stængt i Barmens Himmel ind,
flyvende fra Lokkens Lund
ud paa Blik som Foraarsdag,
ud fra morgenskyet Mund
paa Tungens Duevingeslag --
Stellas Sjel . . ha, den og min
er den samme Stjernes Skin,
som paa hvælvet Horizont
gjør mod begge Verdner Front:
saa den vækker op de fjerne
Chiler, som en Morgenstjerne
i sin Pynt af Dugg-chrystal,
Sky-coral, Blomsterdales Muslingskal,
hvor Liljer ere Perlekugler,
mens den for de graae Kalmukker,
som et Aftenstjerneblus
(Røgen er en Hvirvl af Ugler)
øde Midnat-hal oplukker.
Saa er begge vore Sjele
kun af samme Væsen Dele,
som -- se Venus Aftenstjerne
i sit sorte Sørgelin,
og den blanke Morgenstjerne
er den samme Stjernes Skin!
Hun er Venus Morgenstjerne
. . ak en Morgens Jomfru-Ring:
dyrest Smykke i dens Øde,
hvor en Demant Taare-spring
gjør fra fulde Morgenrøde:
Jomfru-morgen taus og kold,
Brudgom-solen snart med Vold
vrider Stjerneringen af,
Straale-arme rundt han snoer:
Himlen Bryllup har med Jord,
Bryllupshallen den er Dagen,
bugnende af lysblaae Lagen
(kydske Morgens Mødoms Grav)
Se dens røde Sky nu synker:
Alle jubler, Ingen ynker.
Halve Kloden er en Vang,
fuld af Bryllupsgjæsters Sang,
mens det andet Halvhvælv maa
udenfor i Mørket staae;
og det skimter da den samme
Stjerne paa den svullne Nat,
som en gusten Bulme-flamme
paa en Synders Gravhøi sat.
"Aftenstjerne i Nattens Port
lyser Dagen i Dybet bort"
Saa, før Alt i Søvn-muld dukker,
hvert den Jorddeels Liv maa sukke.
-- Jeg er Venus-Aftenstjerne.

Saa er Stellas Sjel og min
som samme Stjernes delte Skin.
Jeg i Flaggermuseslør,
Hun i Dagens Latter døer.

Hendes Sjel, i Barmens Sky
og i Kindens Morgengry
svøbt, er Venus Lucifer.
Min, som gjennem sorte Rynker
ned i hulet Hjerte synker
(huult som Nat, saa jeg hører grant,
naar en Taare Bunden fandt)
Venus Hesperus den er.
Stellas Sjel og min er vist
da af samme Lue Gnist . .
Jeg med Stella kan jo tale,
ændsende ei Fjeld og Dale,
ikke Jøklen, som den høie
Maane har til Ugleøie,
saa det, med misund'lig Trods,
skeler midtimellem os.
Stellas Tanker, Stellas Lyster
ud mit Hjerte ogsaa ryster,
ud i Blik og Sang og Træk,
(som Violer Farven bære
eensblaa paa forskjellig Fjære,
skilte af en ivrig Bæk.)
Jeg kan ene tyde Alt,
Gud i Stellas Digt har malt:
Seer du Kindens Sappho-qvad
(Rosenskrift paa Liljeblad)
om en Foraar-Morgenrøde.
Læbens Ode (ak en Aand
boer der -- vist Anakreon?)
om de blanke Druer søde
(helst en Christi Lacrima,
runden op paa Golgatha)
Lokken er, om hvælvet Nat,
Dithyrambers Foss saa brat.


Hoften . . eja! en Flok af Engle med hvide
klappende Vinger: Hoved mod Hoved de juble:
      "o blomstre Herrens Jord!"
Barmen er et mystisk Qvad
om en Melkeveierad,
vogtet af et Englepar,
som til Hjelme Sole har.
. . Ah de løfte Hjelmen op,
dukke sig saa atter under,
som en Sommerfugl, der blunder
i en hvælvet Rosenknop!
Se min Qvindes Jomfrubarm
er en Harpes Sølverkarm,
Aarerne med Jomfrublod
Harpens Strenges gyldne Flod.
Ha, de spænde sig saa fulde!
Hjertet er en Strenge-rulle.
Ah, de sittre . . Jeg af Alle
hører deres Toner falde.
Ha min Sjel, en Storm af Sang,
være Vinden, som tør strømme
over Stellas Æolsklang!
Aanden, skjult i Stellas Huld,
blomstrer frodig frem af Muld
i reseda-duftende
Dyder, som mod Himlen lee.
Men i Vedbend blot og vilde
Hyben springer ud den anden
      Aandens Deel. --

Taagede Secler forgaae, før en Genius
neddaler heel i en Sjel: da
Folkene ryste ved Guds det
      synlige Greb i
Verden: Gemytterne bølge,
som, naar Nordvinden kommer,
      krumme Ax.

Saadan en Aand skjød sig frem af den romerske
Julii Sjel i Bedrifter,
som ifra Libanons fede
      Dale, i Cedre,
liig Obelisker, den varme
Straale: Verden i Cæsars
      Skygge stod.

Bretland af Himlen en Genius sendtes i
Shakespeare. Sig Fortiden speiled'
klart i hans Sjel, som i Kilden
      mosgamle Ege.
Kongernes Planer i Skjaldens
Fata-morgana, Jorden
      saae med Skræk.

Oldtidens Guder var' Aander, som Guddommen
sendte til Jorden, i Jordens
Dragt, for at træde de første
      Spor for Fornuften.
Maatte de Førstfødte ikke
undres, svimle, som vaagne
      af en Drøm?

Oldtiden hviler -- et Havstille: Minderne
see vi som Seil eller Stjerner
i Horizonten; og Middel-
      alderen slaaer de
døsige Døninger, huult den
sukker under de røde,
      revne Seil.

Nutiden koger, som Havet om Stromboli:
svedig maa Bølgen fra frugtløst
Arbeide gaae: fra at qvæle
      Ilden paa Bunden:
Flammerne puste: dens tunge
Aande seer du paa Bølgens
      Ryg som Ragg.

-- Frem sig af Tiden Napoleon skjød, som af
Havet et palmedækt Delos.
Friheden var den Latona,
      som bag hans Sejres
Palmer ham Hæder, liig Phoebus,
liig Diana, ham Lykke
      fødte glad.

Hil dig, o Genius, løsladt, Europas den
krængende Snekke at styre!
Folkene lyttede, lige
      Børn til Orcanen,
naar den med Fyrrenes Kroner
leger, træder i Støvet
      Kupp'lens Spir.

Kongerne sadde paa Thronerne, Glenterne
lige i Redet med Hammen
børstet af Angst, med et stivnet
      Blik, og med Nebbet
aabent, naar Guldørnens Vinger
fjernt de hørte at slaae den
      svullne Sky.

Bleg Saracenen ei saae Pyramiderne,
kjendte ei mere sit Løb i
Ørknen, da Mærket var tabt; thi
      Hiins Hekatombers
blegrøde Bloddamp dem dækked';
Ganges hedere sprang fra
      Himalah.

Nelson, som Fabelens Fafner paa Guldet, med
rullende Øine paa Østens
svulmende Purpurhav laae, som
      Negren, der tæmmer
Landsen, til Løven fra Palme-
lunden, ilende over
      Sletten, gaaer.

Snarer' end Piilfjedren, krumrygget springer den
tvert over Sletten, og Brølet
ruller fra Fjeldet om Jæg'rens
      Øre: saa slog alt
Seirenes Echo fra Alpen
fast mod Britternes vrede-
      fyldte Seil.

Ha, hvor Tarqvinerne skjalv for den vaagnende
Brutus! hvor skjalv de, bag tusind'
Gjærder af Trælle, for Ham, hvis
      Hær var en Flok af
syngende Venner, som spændte
Gjærdet ned, hvis en Laure
      glindsed bag!

Se, han Gemytternes Stormvind beherskede!
se, hvor den Donauen sortner!
Kongerne holde paa Kronen:
      Folkene lee, og
vente med Længsel, at see den
komme drivende, liig en
      Sæbebobl.

Større end Vestens Timoleon-Bolivar
formed' hans Thyrsus en Verdens
Frihedsideer, der hang, som
      knitrende Nordlys,
(skjønne som Hellas's Skygger)
over Kongernes blege
      Isse høit.

Disse, de blodige Drømme om Folkenes
Hevn, saae da, virkelig-blevne
storme mod Thronen, og gribe
      Kroner som Druer.
Kronen var Lynildens Leder,
og Napoleons Sværdglimt
      Lynet selv,
hyllet i Skyer af Jubel og Folkenes
Ønsker: Napoleons Klinges
Hviin var Ideernes Bliv! hans
      Sværd Republiker
formed, som Thorvaldsens Meisel
Hektors Marmor, Prometheus's
      djærve Træk.

(Var ei den parthenopæiske Stat som en
Helenas bølgende Former?
Romernes Frivælde Paris
      Hermaphroditen?
Hektors de svulmende, hvide
Muskler jo cisalpinske
      Fristat bar?)

Ildlokker liig bag Kometen, en Helteflok
bølged' i Consulens Fodtrin:
Ney en Sertorius, Scipio
      var jo Eugen, og
fløi Pontecorvos's Sværdglimt
over Tydskland, som Heklas
      Gnister, ei?

Svar mig, du Cato-Carnot, om ham Galliens
Kjærlighed Palliet offred!
Tog hans Ærgjerrighed? Hæder
      var jo hans blanke
Pallium? -- Ak du paa Cæsars
og Antonii Skygger
      peger bleg.

Spaniens Krampetræk ei Imperatoren
standsed', skjøndt hevnglad det hang, som
Krebsen ved Hercules' Hæl, da
      Hiin, med de fremad-
funklende Øine, Uhyret
slog, som fraadsed' i Blod bag
      Donaus Siv.

Preussen blev Ynglingen liig, der paa Flugten sin
Landse har kastet, og lader
Skjoldet i Stikken for Livet;
      blegnæset kiger
han i sin skjældende Moders
Stue, kaster bag Ryggen
      vildsomt Blik.

Jorden med Rædsel seer Pitts og Brittaniens
Planer liig blodige Skygger
svæve i Taagen, som Frankrigs
      Ørnvinge kløver:
Folkene stivne, som Børn, der
see en Slangeflok bag et
      gyldent Net.

Kongerne samle sig trindt ham, som Kloder om
Solen: Han byder: det frie
Hav vil ei bære det tunge
      brittiske Flag, af
Blodlever stivnet. Han byder:
Polens Suk blev til Spyd i
      Ruslands Barm.

Planer, som Solstraaler, udskjød hans Sjel, og de
dybt i Siberiens Taage
druknede: Eia, hver Tanke
      staalnebbet flyver,
dengang han mod Despotiets
Timurbegs-Pyramide
      Stormen bød.

Han var Europas's Sjel og Nationerne
syntes hans Muskler, da, Simson
liig under Afgudens Tempel,
      Han Pyramiden,
opreist paa slaviske Nakker,
fæl som Fjeldet bag Taagen,
      briste bød.

Han, at Europa den skyggede, saae: og, at
Grundfladen voxede: Under
Stenene stønnede Polen.
      Folkene saae han
trænges mod Havet: han bød, og
Heltes staalblanke Bølger
      rulled' frem.

Han sad som Stormen paa Bølgerne dengang de
fraaddækte sprang over Friedlands
Brænding, da Smolensk, den første
      Hjørnesteen, brast, da
Mosaisks Blod-mosaik i
Revnen viste dem Moskvas
      Marmorblok.

Var det en Skjebne, som under det styrtende
Moskva, liig Kjæmpen i Dagons
Tempel, Napoleon knuste?
      Hersked' et fatum
over hans vældige Aand, og
ham, liig Phaeton, ned fra
      Himlen drog?

-- O hvor forfæng'ligt at lytte til Sphærernes
stjernede Harpe med kilden
Skræk: at vi troe os til Himlens
      Stjernehjul bundne,
liig til en stolt Triumphators
Axe, troe os med Stjernen
      hvirvles bort!

Mennesket skaber sin Skjebne! det modige
Blik imod Fremtiden er den
glimrende Stav, som beskriver
      Skjebnen dens Trin: En
Stormvind, som fødes, naar stærke
Planer krydse hinanden,
      Skjebnen er.

Cascas's Dolk var den Parcernes Finger mod
Julius? Ha, den en blodig
Søn var af Cassii Lyst til
      Frihed og Cæsars
Lyst til at kyse med Sceptret
Parthens Panther og Romas
      sultne Ulv.

Cassii Fædrelandskjærlighed krydsede
Cæsars Ærgjerrighed, lige
blaasorte Tordenskyer: var det
      Skjebne, om Cassi'
Svovelskye slynged' et Lyn? om
Bruti Planer bevinged'
      Cascas's Haand? --

Kun Elementerne mægted' Napoleons
Jettekrop tvinge: ei mægter
Stormen de stivnede Bølger
      mere at tumle.
-- Vidste han ei, at de gamle
Bjarmer stride med Skyens
      hvide Piil?

Vennerne flygte, og blotte hans Storhed, som
Skoven, Orcanen har hviftet
bort ifra Fjeldet, liig Kappen
      bort fra Herakles's
snoede Nakke: et graadigt
Hav af Sværd i hans Fodtrin
      fraader frem.

Atter de skjælve som Sivet ved Elben; og
dengang han, stormhyllet i sin
Storhed, tilbage til Seinen
      rulled' som Tordnen:
selv over Belle-Alliances
røde Enge hans Seires
      Echo klang.

Se da han treen, som en Dæmon fra Graven, fra
Elba, og rysted' Europa!
Se, da han trængtes imellem
      Havenes sorte
Skjolde og Jorderigs Kroner:
maaled Drotternes Angst hans
      Storhed kun.

Folkene, da de begrove ham levende
(Riger for ham var en Grav) da
sang de: "vi offre for Frihed!"
       -- Var han da bleven
Jordens Dictator? -- Med Bruti
vendte Aasyn jeg raaber:
      "dø! han døe!"

Ha! Han er død! Se i Mindernes Tempel
staaer Mausoleet: et Tempel
inden i Templet! -- De høie
      skjoldtækte Piller
er Memoirer, og Saga
hugger Basreliefs paa
      Buens Hvælv.

Hine spirale Colonner med Løvværk har
Jordklodens Skjalde ham sat! o
stort er hans Tempel; thi Sandhed
      fødes paa Graven:
over den bygger den Mindet,
skjønt, som Hjertet der brast, som
      Aanden, stort!

av Henrik Wergeland.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.