Napoleon
Høiaander Svanerne ere i Melkvejen,
Himmelens Nil, hvor de blanke
Stjerner er Draaber og Sole
Perler paa Bunden,
Stjerneskud Skummet, som springer
op, naar Aandernes Vinge
Bølgen slaaer.
Vi ere Aandeæg, lagte i Dyndet; men
Sjelen sig vikler, som Sommer-
fuglen, af Svøbet, og Aande-
kraften forøger:
Høiere, gjennem Spiraler,
stiger Aandernes Skarer
op mod Gud.
Aanderne glædes ved Tilvæxten, hvergang de
skue den dydige, store
Sjel sig af Støvhammen vikle:
da vil, som Ørnen,
rystende Riim af sin Ham, den
Synden kaste, og tyde
Verdens Digt.
Aanden (liig Straalen, som skyder sig ned i det
fugtige Muld, og som stiger
op, som en glindsende, guulgrøn
Palme) i Drengens
Legeme daler, og skyder
op i Daad, som er Sjelens
Blomst og Frugt.
Qvinden, som føder ved døsige Lampeskin,
hører med skjælvende Fryd et
Skrig fra sin Nyefødte; neppe
ahner hun Aanden,
dalet i Fosterets Jordsjel,
liig i Danaes Skjød den
gyldne Regn.
Ofte en Aand i forskjellige Hjerter sig
neddykker: undrende seer sig
Jorden paaengang med Laurer
skjult, mens Oliven
blomstrer i Egenes Skygge,
blandt det lyriske Epheus
Lysegrønt.
(Hør Albuquerques's Klinge! hvor Inderne
flygte, som Skyer for krumme
Maane! Se Henrik hiin Seiler
tankefuld streger
Omrids af Lande i gambisk
Sand! Hør Camoens's sorte
Harpes Storm!)
-- Stellas Sjel -- en Seraphin,
stængt i Barmens Himmel ind,
flyvende fra Lokkens Lund
ud paa Blik som Foraarsdag,
ud fra morgenskyet Mund
paa Tungens Duevingeslag --
Stellas Sjel . . ha, den og min
er den samme Stjernes Skin,
som paa hvælvet Horizont
gjør mod begge Verdner Front:
saa den vækker op de fjerne
Chiler, som en Morgenstjerne
i sin Pynt af Dugg-chrystal,
Sky-coral, Blomsterdales Muslingskal,
hvor Liljer ere Perlekugler,
mens den for de graae Kalmukker,
som et Aftenstjerneblus
(Røgen er en Hvirvl af Ugler)
øde Midnat-hal oplukker.
Saa er begge vore Sjele
kun af samme Væsen Dele,
som -- se Venus Aftenstjerne
i sit sorte Sørgelin,
og den blanke Morgenstjerne
er den samme Stjernes Skin!
Hun er Venus Morgenstjerne
. . ak en Morgens Jomfru-Ring:
dyrest Smykke i dens Øde,
hvor en Demant Taare-spring
gjør fra fulde Morgenrøde:
Jomfru-morgen taus og kold,
Brudgom-solen snart med Vold
vrider Stjerneringen af,
Straale-arme rundt han snoer:
Himlen Bryllup har med Jord,
Bryllupshallen den er Dagen,
bugnende af lysblaae Lagen
(kydske Morgens Mødoms Grav)
Se dens røde Sky nu synker:
Alle jubler, Ingen ynker.
Halve Kloden er en Vang,
fuld af Bryllupsgjæsters Sang,
mens det andet Halvhvælv maa
udenfor i Mørket staae;
og det skimter da den samme
Stjerne paa den svullne Nat,
som en gusten Bulme-flamme
paa en Synders Gravhøi sat.
"Aftenstjerne i Nattens Port
lyser Dagen i Dybet bort"
Saa, før Alt i Søvn-muld dukker,
hvert den Jorddeels Liv maa sukke.
-- Jeg er Venus-Aftenstjerne.
Saa er Stellas Sjel og min
som samme Stjernes delte Skin.
Jeg i Flaggermuseslør,
Hun i Dagens Latter døer.
Hendes Sjel, i Barmens Sky
og i Kindens Morgengry
svøbt, er Venus Lucifer.
Min, som gjennem sorte Rynker
ned i hulet Hjerte synker
(huult som Nat, saa jeg hører grant,
naar en Taare Bunden fandt)
Venus Hesperus den er.
Stellas Sjel og min er vist
da af samme Lue Gnist . .
Jeg med Stella kan jo tale,
ændsende ei Fjeld og Dale,
ikke Jøklen, som den høie
Maane har til Ugleøie,
saa det, med misund'lig Trods,
skeler midtimellem os.
Stellas Tanker, Stellas Lyster
ud mit Hjerte ogsaa ryster,
ud i Blik og Sang og Træk,
(som Violer Farven bære
eensblaa paa forskjellig Fjære,
skilte af en ivrig Bæk.)
Jeg kan ene tyde Alt,
Gud i Stellas Digt har malt:
Seer du Kindens Sappho-qvad
(Rosenskrift paa Liljeblad)
om en Foraar-Morgenrøde.
Læbens Ode (ak en Aand
boer der -- vist Anakreon?)
om de blanke Druer søde
(helst en Christi Lacrima,
runden op paa Golgatha)
Lokken er, om hvælvet Nat,
Dithyrambers Foss saa brat.
Hoften . . eja! en Flok af Engle med hvide
klappende Vinger: Hoved mod Hoved de juble:
"o blomstre Herrens Jord!"
Barmen er et mystisk Qvad
om en Melkeveierad,
vogtet af et Englepar,
som til Hjelme Sole har.
. . Ah de løfte Hjelmen op,
dukke sig saa atter under,
som en Sommerfugl, der blunder
i en hvælvet Rosenknop!
Se min Qvindes Jomfrubarm
er en Harpes Sølverkarm,
Aarerne med Jomfrublod
Harpens Strenges gyldne Flod.
Ha, de spænde sig saa fulde!
Hjertet er en Strenge-rulle.
Ah, de sittre . . Jeg af Alle
hører deres Toner falde.
Ha min Sjel, en Storm af Sang,
være Vinden, som tør strømme
over Stellas Æolsklang!
Aanden, skjult i Stellas Huld,
blomstrer frodig frem af Muld
i reseda-duftende
Dyder, som mod Himlen lee.
Men i Vedbend blot og vilde
Hyben springer ud den anden
Aandens Deel. --
Taagede Secler forgaae, før en Genius
neddaler heel i en Sjel: da
Folkene ryste ved Guds det
synlige Greb i
Verden: Gemytterne bølge,
som, naar Nordvinden kommer,
krumme Ax.
Saadan en Aand skjød sig frem af den romerske
Julii Sjel i Bedrifter,
som ifra Libanons fede
Dale, i Cedre,
liig Obelisker, den varme
Straale: Verden i Cæsars
Skygge stod.
Bretland af Himlen en Genius sendtes i
Shakespeare. Sig Fortiden speiled'
klart i hans Sjel, som i Kilden
mosgamle Ege.
Kongernes Planer i Skjaldens
Fata-morgana, Jorden
saae med Skræk.
Oldtidens Guder var' Aander, som Guddommen
sendte til Jorden, i Jordens
Dragt, for at træde de første
Spor for Fornuften.
Maatte de Førstfødte ikke
undres, svimle, som vaagne
af en Drøm?
Oldtiden hviler -- et Havstille: Minderne
see vi som Seil eller Stjerner
i Horizonten; og Middel-
alderen slaaer de
døsige Døninger, huult den
sukker under de røde,
revne Seil.
Nutiden koger, som Havet om Stromboli:
svedig maa Bølgen fra frugtløst
Arbeide gaae: fra at qvæle
Ilden paa Bunden:
Flammerne puste: dens tunge
Aande seer du paa Bølgens
Ryg som Ragg.
-- Frem sig af Tiden Napoleon skjød, som af
Havet et palmedækt Delos.
Friheden var den Latona,
som bag hans Sejres
Palmer ham Hæder, liig Phoebus,
liig Diana, ham Lykke
fødte glad.
Hil dig, o Genius, løsladt, Europas den
krængende Snekke at styre!
Folkene lyttede, lige
Børn til Orcanen,
naar den med Fyrrenes Kroner
leger, træder i Støvet
Kupp'lens Spir.
Kongerne sadde paa Thronerne, Glenterne
lige i Redet med Hammen
børstet af Angst, med et stivnet
Blik, og med Nebbet
aabent, naar Guldørnens Vinger
fjernt de hørte at slaae den
svullne Sky.
Bleg Saracenen ei saae Pyramiderne,
kjendte ei mere sit Løb i
Ørknen, da Mærket var tabt; thi
Hiins Hekatombers
blegrøde Bloddamp dem dækked';
Ganges hedere sprang fra
Himalah.
Nelson, som Fabelens Fafner paa Guldet, med
rullende Øine paa Østens
svulmende Purpurhav laae, som
Negren, der tæmmer
Landsen, til Løven fra Palme-
lunden, ilende over
Sletten, gaaer.
Snarer' end Piilfjedren, krumrygget springer den
tvert over Sletten, og Brølet
ruller fra Fjeldet om Jæg'rens
Øre: saa slog alt
Seirenes Echo fra Alpen
fast mod Britternes vrede-
fyldte Seil.
Ha, hvor Tarqvinerne skjalv for den vaagnende
Brutus! hvor skjalv de, bag tusind'
Gjærder af Trælle, for Ham, hvis
Hær var en Flok af
syngende Venner, som spændte
Gjærdet ned, hvis en Laure
glindsed bag!
Se, han Gemytternes Stormvind beherskede!
se, hvor den Donauen sortner!
Kongerne holde paa Kronen:
Folkene lee, og
vente med Længsel, at see den
komme drivende, liig en
Sæbebobl.
Større end Vestens Timoleon-Bolivar
formed' hans Thyrsus en Verdens
Frihedsideer, der hang, som
knitrende Nordlys,
(skjønne som Hellas's Skygger)
over Kongernes blege
Isse høit.
Disse, de blodige Drømme om Folkenes
Hevn, saae da, virkelig-blevne
storme mod Thronen, og gribe
Kroner som Druer.
Kronen var Lynildens Leder,
og Napoleons Sværdglimt
Lynet selv,
hyllet i Skyer af Jubel og Folkenes
Ønsker: Napoleons Klinges
Hviin var Ideernes Bliv! hans
Sværd Republiker
formed, som Thorvaldsens Meisel
Hektors Marmor, Prometheus's
djærve Træk.
(Var ei den parthenopæiske Stat som en
Helenas bølgende Former?
Romernes Frivælde Paris
Hermaphroditen?
Hektors de svulmende, hvide
Muskler jo cisalpinske
Fristat bar?)
Ildlokker liig bag Kometen, en Helteflok
bølged' i Consulens Fodtrin:
Ney en Sertorius, Scipio
var jo Eugen, og
fløi Pontecorvos's Sværdglimt
over Tydskland, som Heklas
Gnister, ei?
Svar mig, du Cato-Carnot, om ham Galliens
Kjærlighed Palliet offred!
Tog hans Ærgjerrighed? Hæder
var jo hans blanke
Pallium? -- Ak du paa Cæsars
og Antonii Skygger
peger bleg.
Spaniens Krampetræk ei Imperatoren
standsed', skjøndt hevnglad det hang, som
Krebsen ved Hercules' Hæl, da
Hiin, med de fremad-
funklende Øine, Uhyret
slog, som fraadsed' i Blod bag
Donaus Siv.
Preussen blev Ynglingen liig, der paa Flugten sin
Landse har kastet, og lader
Skjoldet i Stikken for Livet;
blegnæset kiger
han i sin skjældende Moders
Stue, kaster bag Ryggen
vildsomt Blik.
Jorden med Rædsel seer Pitts og Brittaniens
Planer liig blodige Skygger
svæve i Taagen, som Frankrigs
Ørnvinge kløver:
Folkene stivne, som Børn, der
see en Slangeflok bag et
gyldent Net.
Kongerne samle sig trindt ham, som Kloder om
Solen: Han byder: det frie
Hav vil ei bære det tunge
brittiske Flag, af
Blodlever stivnet. Han byder:
Polens Suk blev til Spyd i
Ruslands Barm.
Planer, som Solstraaler, udskjød hans Sjel, og de
dybt i Siberiens Taage
druknede: Eia, hver Tanke
staalnebbet flyver,
dengang han mod Despotiets
Timurbegs-Pyramide
Stormen bød.
Han var Europas's Sjel og Nationerne
syntes hans Muskler, da, Simson
liig under Afgudens Tempel,
Han Pyramiden,
opreist paa slaviske Nakker,
fæl som Fjeldet bag Taagen,
briste bød.
Han, at Europa den skyggede, saae: og, at
Grundfladen voxede: Under
Stenene stønnede Polen.
Folkene saae han
trænges mod Havet: han bød, og
Heltes staalblanke Bølger
rulled' frem.
Han sad som Stormen paa Bølgerne dengang de
fraaddækte sprang over Friedlands
Brænding, da Smolensk, den første
Hjørnesteen, brast, da
Mosaisks Blod-mosaik i
Revnen viste dem Moskvas
Marmorblok.
Var det en Skjebne, som under det styrtende
Moskva, liig Kjæmpen i Dagons
Tempel, Napoleon knuste?
Hersked' et fatum
over hans vældige Aand, og
ham, liig Phaeton, ned fra
Himlen drog?
-- O hvor forfæng'ligt at lytte til Sphærernes
stjernede Harpe med kilden
Skræk: at vi troe os til Himlens
Stjernehjul bundne,
liig til en stolt Triumphators
Axe, troe os med Stjernen
hvirvles bort!
Mennesket skaber sin Skjebne! det modige
Blik imod Fremtiden er den
glimrende Stav, som beskriver
Skjebnen dens Trin: En
Stormvind, som fødes, naar stærke
Planer krydse hinanden,
Skjebnen er.
Cascas's Dolk var den Parcernes Finger mod
Julius? Ha, den en blodig
Søn var af Cassii Lyst til
Frihed og Cæsars
Lyst til at kyse med Sceptret
Parthens Panther og Romas
sultne Ulv.
Cassii Fædrelandskjærlighed krydsede
Cæsars Ærgjerrighed, lige
blaasorte Tordenskyer: var det
Skjebne, om Cassi'
Svovelskye slynged' et Lyn? om
Bruti Planer bevinged'
Cascas's Haand? --
Kun Elementerne mægted' Napoleons
Jettekrop tvinge: ei mægter
Stormen de stivnede Bølger
mere at tumle.
-- Vidste han ei, at de gamle
Bjarmer stride med Skyens
hvide Piil?
Vennerne flygte, og blotte hans Storhed, som
Skoven, Orcanen har hviftet
bort ifra Fjeldet, liig Kappen
bort fra Herakles's
snoede Nakke: et graadigt
Hav af Sværd i hans Fodtrin
fraader frem.
Atter de skjælve som Sivet ved Elben; og
dengang han, stormhyllet i sin
Storhed, tilbage til Seinen
rulled' som Tordnen:
selv over Belle-Alliances
røde Enge hans Seires
Echo klang.
Se da han treen, som en Dæmon fra Graven, fra
Elba, og rysted' Europa!
Se, da han trængtes imellem
Havenes sorte
Skjolde og Jorderigs Kroner:
maaled Drotternes Angst hans
Storhed kun.
Folkene, da de begrove ham levende
(Riger for ham var en Grav) da
sang de: "vi offre for Frihed!"
-- Var han da bleven
Jordens Dictator? -- Med Bruti
vendte Aasyn jeg raaber:
"dø! han døe!"
Ha! Han er død! Se i Mindernes Tempel
staaer Mausoleet: et Tempel
inden i Templet! -- De høie
skjoldtækte Piller
er Memoirer, og Saga
hugger Basreliefs paa
Buens Hvælv.
Hine spirale Colonner med Løvværk har
Jordklodens Skjalde ham sat! o
stort er hans Tempel; thi Sandhed
fødes paa Graven:
over den bygger den Mindet,
skjønt, som Hjertet der brast, som
Aanden, stort!
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer