Daguerrotyp
Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søkEt brustent portræt av en død jeg saa
i daguerrotypets violne blaa —
Dybt under glassets skimrende bulker
et indestængt solskin fra fortiden hulker.
En lue av lys, som forlængst har berørt
en skjønhed om kinden, er samlet skjørt
med varme og væsen av hende selv
til mer end portræt, bag det slebne hvælv!
Saa hænger i aldre den bly oval
paa blomstertapet i en gammel sal.
Det levende sollys, ranet fra døden,
stirrer forpint imod morgenrøden.
Men alle er gangne, du snehvide søde —
du minde! — enhver som kan mindes, er døde!
Kun jeg er tilbage, skjønt ung av alder —
dog nei, imod guldrammens runding falder
en hensmuldret bue av vandklare blommer —
et bud fra en storøiet, gammeldags sommer!