Foraar
Der gives ei ude i al denne blaanende himmel
et eneste aandedrægt fra hendes bryst!
Dén luft, som engang med sine milde strømme
svulmet og sank i brystets blyge høining,
legede ømt i nakkens søde bøining,
dén bølger forgjæves henover jordens lyst -!
Se, svalerne stiger i dans, i dans de daler -
og mine tanker til hine tider gaa,
da hun var med om at kalde svalerne svaler,
og lykkelig gjerne kaldte luften blaa!
Hør, foraaret brusende henover verdens høie!
Markerne grønnes av kraft, mod hvad, mod hvad?
Spirernes jubel naar ikke hendes øie,
som ingen skal møde mer, hvor længe han leder, -
de selvsamme birke suser de deilige steder, -
der hun, deres evige charme, forundret sad -
- - -
Intet er ændret. Fjernt og saart fra fabrikker
høres der flittige slag i den enkle dag -
skjønt ikke en ting i verden er mere sikker,
end det, at hun smuldrer i muld bag kistens tag!
Men markerne grønnes, og himlene bruser og blaaner,
som vilde de bruse og blaane dig frem av din grav -
som vilde al vaarens duft gjennem gravene trænge -
duft som strømmer fra tusinde skinnende blade.
Syriner bag gjærdet langs foraarets promenadee - -
ude, langt ude glitrer dit elskede hav!
Idag var en dag for dig, du kjære deroppe,
hvor stilheden staar i tungsindige roser og trær!
Aa hvor du elskede storm i din haves toppe
og stormsvalers vingede glimt gjennem vaarens veir!
Aa om jeg kunde, kunde jeg bare glemme -
og drive mig selv til at gaa saa gal en gang
de trapper op, og spørge, om du var hjemme -
med tro paa det selv, og med glad og bevæget stemme - -
- - -
Fra frelserens gravlund toner der søndagsklang - -.
Digte (1909)
I |