Vaarpige
Bag lokkernes skygger,
langs tindingen bly
blaanende pigaarer sig snor - -;
skjønt vaarskjære, dog
dine øienlaag
er sænket som sne over dunkel jord.
Sænkede vender du dem mod lyset;
ei blomster fylder
dit mørke haar -
men se, hvor ustadig din kind det gylder
det ravende lys
av nyfødt og spæd og usikker vaar - -!
Det taager mit sind
med en ukjendt smerte,
dit sænkede øies eventyr; - -
det minder om ét,
som mit eget hjerte
læser hver dag, mens dets drømme flyr:
Et skjælvende vaartræ i morgnen ene
staar svøbt i en kjole
av himmerigs sol,
som hænger i dugglød om alle grene!
Jeg falder i knæ
for det hellige træ,
hvis vidjers vidunder jeg klart kan se.
Saa ved jeg da ogsaa, de vidjer vene
vi hylles om
med brusende blom,
med blade og blomster paa alle grene, - -;
naar somren har bragt det
sin skinnende pragt,
faar foraarets medviter kun dets foragt!
Mit hjerte blev aldrig i naade beskaaret
en reddet gren -;
hver eneste en
forliste i blomster og frugter med aaret,
og taus og saar
min længsel gaar
tilbage sin dunkle, ensomme vaar!
- - -
Digte (1909)
I |