Saltens Lehns Beskrivelse

Vind Seylet, min Broder, jeg agter mig hen
Til Salten og dessen omliggende Lehn,
       Blant Fiorder og Bugter og Viige:
Tre Sogne-Kald ligge forinden de Field,
Nævn Gillisskaal, Bodøe og Laskestads Gield,
       Saa nævner du dennem tillige.
Først maa jeg til Gillisskaal styre min Stavn:
Jeg slutter den Egn har beholdet det Navn
       Af Gilder, hvortil man indbyder
Den meenig Forsamling, som giorde sig froe,
Da Landet var under den hedenske Troe,
       Med Ofringer til deres Guder:
Jeg finder i Norriges Krønike sat,
At Folk med vildfarende Mørkhed beladt
       I fordum udvælged' sig Steder,
Hvorhen sig forsamlede alle og een,
Og slikkede digt Offer-Boldene reen,
       Med megen Af-gudiske Sæder.
Den Præst har een Kirke, han prædiker i,
For andre besværlige Reiser er frie,
       Forskaanes at væde sin Trøye,
I den sted at mange blant Præstene maae
Fra Kirke til anden de Bølger hin blaae
       Hver Søndag besværligen pløye;
Thi Nordland saaledes beliggendes er:
Guds Lov maae forkyndes blant Øer og Skiær
       Uagtet all Fare og Møye;
Thi skeer det og tit at en talendes Mund
Maae søege sin Grav i den dybeste Grund
       Og lukke blant Fiske sit Øye;
Dog bør vi vort Embed forrette med Lyst,
Betænke, det er vor Samvittigheds Trøst,
       Om GUd os paa Vandet vil kalde,
Og døer vi paa Reisen til Kirker og Sogn,
Da føres vi heden paa Israels Vogn
       Og for vores HErre maae falde.
Hvad vil en Guds Tiener bekymre sig ved,
At ham er udvalt et Begravelses Sted,
       Som Mennisken ikke kand finde?
Om han ikke bæres af Venner her ud,
Han kand dog med Mose begraves af GUd,
       Og lukkes saa roelig derinde.
Vi bør ey med Jona forandre vor Kaas,
Men reise saa længe, til GUd setter Laas
       For al vore Veye og Vandring.
Er HErren da kommen i Væjret og Vind,
Vi vil med Elia slaae Kaaben om Kind
       Og vente vor sidste Forandring,
Og sige med sidste Beslutning til GUd:
Velkommen, O Brudgom, at hente din Brud
       Og hende fra Fengsel udføre;
Jeg hidtil har været en reisende Mand,
Nu vil jeg dig følge, det snarest jeg kand
       Og lukke de yderste Dørre.
Men inden for Gillisskaal aabnes en Fiord,
Som Beyeren kaldes, hvis Egner og Jord,
       De boende Finner betræder.
Et Folk, som sig nærer af Ager og Fæe
Og haver saa vit frem for Lapperne præ,
       De synes lidt fiiner' i Sæder.
Bue-Finnen er og i sin Næring adskilt
Fra Lappen, som lever allenist af Vilt,
       Et Folk, som er vandt til at trælle,
Dog bruges gemeenlig iblant deres Slægt
Et Maal af en synderlig sær Dialect,
       Fraskillet fra Bue-Mandens Mæle;
I Beyeren voxer en kostelig Skov
Af Fyrre og andet som giøres behov
       Til Bygning til Huser og Tømmer,
Der hugge Bue-Finnerne Planker og Bord,
Af hvilke de kiækkeste Jægter blir giord,
       Som nogensteds flyde paa Strømmer;
Hvis derudaf nogen skull' giøre Anfang,
At skaffe med Tiden Sav-Møller paa Gang,
       Da kunde den Næring vel gavne
For dennem, der komme kand saadant afsted,
Men Jægternes Bygning forlagdes derved,
       Som bruges paa Strømme og Havne.
Nu vil jeg mig vende til Bodøens Strand,
Der seer jeg en Præst og en adelig Mand
       At være to nærmeste Grander,
Den eene Velbyrdig, den anden Vellærd,
Saa seer man at HErrens og Gedeons Sverd
       Sig tit med hinanden beblander:
Vor Amtmand, som Byder i Konningens Navn,
Og Præsten, som taler Jerusalems Gavn,
       De begge det Gilgal bebygge;
Imellem dem skyller en eniste Bek,
GUd skylle dog ey deres Kierlighed vek,
       Giør dem i Samdrægtighed trygge!
Naar Moses og Aaron staaer sammen hos GUd,
Da gives der deylig Befalinger ud,
       Vor HErre velsigne dem begge!
Den eene med Haanden, den anden med Mund,
Til meenige Beste sit anbetroed Pund
       Med Troeskab og Fliid at anlegge.
Med Bodøens Sogne-Præst er det saa fat
To Vice-Pastores er under ham sat,
       Fraliggende Kirker at tiene:
I Saltens Fiord en residerer og boer,
Et Folke-riig Bøygde-Laug moxen saa stoer,
       Som Vefsen med alle sin' Svenne;
Nest inden for hannem ophøyer sig smukt
Salt-dalen, forinden hvis Circul og Bugt
       Ved Otte-tie Bønder ernæres,
Et Folk af Arbeide, som hielper sig vel,
Har selver opbygget et lille Capel,
       Hvori der prædikes og læres;
Paa egen Omkostning de lønner den Mand,
Som dennem oplyser i salig Forstand
       Og setter Guds Kundskab for Øye;
Det Brød er vel lidet, dog lever han der,
I Lige stoer Parter GUd Brødet ey skiær,
       Part maae sig med Smulerne nøye.
Den anden, som er residerende Præst,
Han haver sin Vaaning i Folden befæst,
       Toe Kirker er der at opagte,
En nest hos ham, anden i Kiærringens Øe,
Hvor Havet omskyller med fraadende Søe
       Og Bølger, som ikke gaae sagte.
Nu maatte man spørge: hvor kommer det sig,
At geistlige Renter er skiftet u-liig?
       Pastores op-bærer det meeste,
Thi dennem er alle slags Tiender forundt,
Men det falder ikke halv-parten saa rundt
       For Vice-Pastorer de fleeste;
Formedelst slig Deeling af Renter og Gods,
Insniger sig tit en Fortrydelse hos,
       At Brødrene leve u-kierlig,
Fordi saa Pastorer er Tiender beskiært,
Derover saa see Capellanerne tvært,
       Som Mars i forstyrrede Væyrlig;
De lader sig ogsaa forlyde vel tit,
At andre bortsnapper all deres Profit,
       Maa slæbe for fremmed' Indtægter,
De sige, det er deres Arbeyd og Sveed,
Men fremmede Tænder forlækres derved,
       Saa skeer her for-bister Aspecter;
Men merk, hvad jeg svarer: er det dig imod,
At GUd og vor Konning en anden er goed?
       Han giver den eene lidt meere,
Han giver den anden lidt mindre Profit,
Bør hver ikke være fornøyet med sit,
       Hvad Lykken ham lyster levere?
Og synes det de Residerende saa,
At deres Indtægter kand lidet forslaae,
       Saa stige sig af for en anden;
Og give Brød-løse Studentere rom,
Der skulle vel Hundrede beile derom,
       Ja bøye til Jorden med Panden.
Faaer GUd hos sin Tiener ey andet til Tak,
End give for Brødet misundelig Snak,
       Er det at forhverve sig Trapper?
Er det at opstige fra Dyd og til Dyd?
Den Klokke, der er af et skrumlende Lyd,
       Er værd, man med Steenene klapper;
Jeg sige vil Sagen, ja Sandingen ok,
Enhver som det hører, stadfæster det nok,
       Naturen har Nordenfields lavet,
At Mængden af Folket i Fiordene staaer,
Hvis Tal sig forøger alt Aar efter Aar,
       Men faae bygger ude ved Havet;
Nu ligge de fleeste Pastorernes Giæld
Ved Havet og ikke blant Fiorder og Field,
       Thi blive Tilhørerne ringe,
De, hvilke Pastorerne prædiker for;
Men Vice-Pastorer har dobbelte Kor,
       Thi Mængden kand meget indbringe;
Skull' Vice-Pastores nu nyde det frit,
Og Tienden, som ydes i Fiordene vit,
       Da steeg sig vel dobbelt den Rente,
Som Fiordene ved sin Mangfoldighed gav,
Frem for det, en Pastor ved Øer og Hav
       Kand have til Indtægt at vente;
Thi haver den christelig Øvrighed smukt
Beskikket, at Tienden og Landenes Frugt
       Pastorerne skulle tilhøre,
Men alt, hvad som inden for Kirkerne faldt,
Det bliver og er Capellanernes alt,
       Hver har med sin Deel til at giøre.
Een Miil til at reigne fra Bodøens Gaard
Udfalder en Strøm saa forfærdelig haard,
       At neppelig findes dens liige,
Naar Flod eller Ebbe sin halve Deel naaer,
Da kommer den brydendes hæftig her for,
       Saa Baaderne maae for den viige,
Dog drages der ofte med Angler og Tøm
Den springende Sey udi stridigste Strøm,
       At der mange Baader opfyldes;
Hans Lever udtages og brændes til Tran,
Som sælges i Bergen naar Stævnen gaaer an,
       At Bondens Umage forskyldes.
Aarsagen, at Strømme kand flyde saa strit,
Det kommer, naar Fiorder begriber sig vit,
       Men Gabet, hvor Vandet skal løebe,
Det er udi Munden heel snæver og trang,
Thi tvinges de Strømme at skyde sin Gang,
       Alt som de var jaget med Svøbe;
Staaer Flod eller Ebbe ved yderste Punkt,
Da standses de Strømme og flyde ey tungt,
       Dog maae det tænkværdig betragtes,
At alle de Strømme, i Fiorder indgaaer,
Med Ebbe ey samme Minuter opnaaer,
       Som den ud ved Havet opagtes,
Det somme Tid skiller en Times Qvarteer
Ja ofte halv-andet og ofte vel meer,
       At voxend' og faldende Vande
I Fiordene meere seenfeerdige gaaer,
End ude ved Øer, hvor Havet paaslaaer,
       Og mange det med mig kand sande:
Det volder, forstaaer jeg, det løbende Vand,
Som falder af Elver, af Bekker og Land,
       Og sammen i Gabet belænkes,
Jo meere sig skynder den voxende Floed,
Jo meere staaer Vandenes Løb derimod,
       At Flod og at Ebbe forsænkes.
Nu maae jeg min Snekke til Laskestad snoe,
Hvor Præst har Laug-Manden til neste Naboe,
       Der er og et Præstelig Sæde,
En Fierding omtrent eller lidet derfra,
Er Stegen, den Gaard, hvor Laugmanden endda
       Besidder sin Boelig med Glæde:
Paa Stegen skal sættes Laug-Tinget hvert Aar,
Naar Junius syttende Trappe paastaaer,
       Jeg mener Botolphum den gamle;
Da bør det dem alle, som have en Sag,
Sin Veder-Part stævne til forbemældt Dag
       For Dommeren sig at indsamle:
Did reise og nogle Mænd aarlig afsted,
Som skal for Laugmanden aflegge sin Eed,
       Laug-Rettes Mænd Loven dem nævner,
Om hver den, der sværger, forstaar sig derpaa,
Det lader jeg denne Gang u-omtalt staae
       Til Dagen, naar HErren indstævner.
Jeg kand vel erindre for nogen en Tiid,
Udspreddes et Rygte til Helgeland hid,
       At nest ved den Laskestads Fiæring
En Dievel opdag'des, som talede rumt
Adskillige Handler uhørligt og grumt,
       Alt om en udlevede Kiæring;
Da samme slags Dievel fik Munden paa gang,
Var mange, som skiøtted' ey, Veyen var lang,
       Forlysted' sig did til at drage,
At høre paa Satans Prædiken og Tant,
Da dog den forbandet bedragelig Phant
       Veed Folk vel om Næsen at tage:
Der blev da fortælled forfærdelig Ting,
Alt Landet opfyldtes med Slader omkring,
       Hvorom jeg ey Pennen vil røre;
Hvad skal man vurdere Beelzebubs Snak,
Hvorvel den vanvittige Pøebel og Pak
       Vil laane til saadant sit Øre?
Den talende Aand fik Tilhørere nok,
Da Folket fra Vogen og Skroven i Flok
       Fra Fiskerie reiste tilbage;
Dem syntes, de ville fornye sin Mynt,
At høre, hvor Sproget falt tykt eller tynt
       Og smage den fremmede Kage;
De komme til Huus, og fortaalde os det,
Formeenendes, alting var herlig og net,
       Slig fremmed en Præst til at høere;
Men de fik en anden Forklaring derpaa,
Da Præsten paa Prædikestoel kom at staae,
       Man kasted' dem andet for Øre;
Vi lod dem alvorlig med Trudsel forstaae:
Hvis nogen herefter arbeidede paa
       Sin' Fødder did hen til at røre,
Han skulde skatteres ret lige ved den,
Der kaster vor HErre af Tankerne hen
       Og har med Afguder at giøre;
Hvad skeer her? det dyred' en Maaned à tree,
Der Fanden fik ingen Tilhører at see,
       Han skiæmtes at prædike meere,
Man hørde, det Rygte med Tiden forsvandt,
Thi Fanden derefter en Leylighed fandt;
       Saa skal man den Abe fixere.
Hvad Laskestads Præste-Gield vider' angaaer,
To Sogner der findes, to Kirker der staaer,
       Som Præsten der haver at raade:
Den Kirke paa Stegen er bygget af Steen,
Men Taget er nogle Gang brekket til Meen
       Af stormende Vinde hin kaade;
Man haver det tømret og giort det vel fast,
Men kort Tiid derefter af Veyret omkast;
       Naar Æolus tager at svinge,
Og kommer med brusende Bulder for Dag,
Da skaanes ey Huse, ey Tømmer, ey Tag,
       Han kand os ret mesterlig tvinge.
Men Hammer-øe ligger der inde ved Land,
Beskikket for en residerende Mand,
       Som Tienesten bør at forrette,
Indbyggerne have der ligedan Kaar,
Som andre der pløyer og høster og saaer,
       Thi kand jeg ey videre sætte.
Nu sno'r jeg min' Fødder til Lødingens Præst,
Og slutter saa Salten med seneste Rest,
       Blant Vice-Pastores han skrives,
Men Biskopen hører Indkomsterne til,
Hvad enten han selver optage dem vil,
       Og heller Forpagtning at gives.
Du veedst vel, hvad Tiender Nordlandene har,
Som Kongen og Præsten og Kirkerne tar,
       Jeg kand dig dem kortelig nævne,
Det meeste bestaaer i den avlende Fisk,
Vi kiøber for den, hvad som tarves paa Disk
       Hver efter sin Stand eller Evne;
Saa gives her Havre med blandede Byg,
Dog falde de Sorter hver Aar ikke tryg,
       Thi Kulden kand Sæden beskade;
Ost-Tienden og ydes toe Mark af en Koe,
Om alle beregnes, det staaer til at troe,
       Dog vil jeg det tiendes lade;
Rug-Tienden frembæres, dog lidet og slet,
Det hender sig sielden, hun moednes kand ret,
       Nu haver Tiend-Tagelsen Ende;
Jeg hermed paa Salten Beslutningen giør,
Jeg takker for Herberg, gaaer dermed paa Dør
       Og maae mig en andensteds vende.

Nordlands Trompet (Petter Dass, ca 1670)
« Helgelands Beskrivelse	Loefodens Beskrivelse »