Tromsøens Beskrivelse

 Nu vil jeg da sige til Senjen, Far vel!
 Og vende min Smakke gesvindig og snel
       Til Tromsen, hvor Enden skal være,
 Der kunne man sanke sig Penger som Sand,
 Om levende Hvale vil drive paa Land,
       Og lade sig Spækket afskiære;
 Men Havet er vidt, han forvarer sig vel,
 Han lar sig ey slage godvillig ihiel,
       End puster den Hval i den Bølge;
 Han sagde paa Nibøe de Dannemænd Tak
 Som lod ham indbyde, han slytted' ey Snak,
       Og ville til Bryllup ey følge:
 Alting der blev reede, man lavede til
 Et Giestebud baade med Lyst og med Spil,
       Harpuner i steden for Tromme,
 I sted for Carether at hente den Brud,
 Blev brugt en Chalouppe med Stænger og Spiud,
       Med Biiler og Hakker hin kromme;
 Paa Nibøe blev sluttet det Bryllup at staae,
 Man bygde der Huse, man kosted' derpaa,
       Og alleting herlig tillaved;
 Da Høytiden og den berammede Fest
 Fremskinned' at alle blev buden til Giest,
       Var Brudgommen længst udi Havet.
 Hvad var her at giøre? man skikked' ham Bud
 Man satte Fartøyer og Baader herud,
       Og allesteds Havet omstrømmed',
 Han lod sig dog ikke beqvemme dertil,
 Han bad dem indbyde, hvem Fanden de vil,
       Det Giestebud hannem ey sømmed;
 De droge tilbage, forkynded' den Sag,
 Bejamred' sin stoere forgieves Umag',
       Hvad Kost og Fætallie anlanger,
 Man aad og fortæred' af yderste Magt,
 Derefter blev straxen det Bryllup opsagt,
       Hver reiste til Huus uden Anger.
 I denne Skiermydsel det artig tilgik,
 Hver toge til takke den Skade de fik
       Og ingen lod anden anmode;
 Thi den Harpunerer beholdte sit Spiud,
 Og Hvalen beholdte sit Spæk og sin Huud,
       De skildes ad Venner og gode.
 I Fior stod paa Nibøe saa smuk et Pallads,
 I Aar er forvystet og øede den Plads,
       Nedrevet er Ovne og Vegge,
 Fra Huset Vinduer, fra Dørrene Laas,
 De pakked' tilsammen og seyled' sin Kaas,
       Og lod det i Skibet indlegge,
 I Tromsen har ingen Mand Plov eller Harv,
 Dem levnes ey Sæd eller Ager til Arv,
       Man Jorden i Furer ey velter,
 I Dybet her under de søge sit Brød,
 Og naar det mislinger, da lide de Nød
       Og megen stoer Armod forsmelter;
 Der inde ved Landet er Enger og Skov,
 Hvor Græsset opvoxer til Qvægets Behov;
       Men langt ud er Øer og Holmer;
 Der viises de Bierge saa skaldet og graae,
 Formedelst Bremhester som stode derpaa,
       Og brumler, som Oxen, der olmer;
 En Fisker, som ude ved Holmer mon boe,
 Hans levende Qvæg er en eeneste Koe,
       Som andet til Spisning ey nyder,
 End Tang og søevoxende Tarrernes Blad
 Opvarmed i Grugge, det kaldes Bue-Mad,
       Saa kastes Hov-Vorer i Gryder:
 Bue-Mad, Creaturernes Spise paa Norsk.
 Hov-Vorer er Hoveder, samlet af Torsk,
       I Knipper med Vidier beknyttet,
 Og Grugge betyder den underste Deel,
 Som synker til Bunden i Gryder og Kiel,
       Naar Tranen er smeltet og byttet,
 Der settes til Ilden en Gryde med Vand,
 Fisk-Hoved og Tanget indkastes paa stand,
       Det koges tilsammen bemænget,
 Det øses i Stamper og gives den Koe,
 Det faaer Hun om Aften og Morgen saa froe
       Og æder til Bugen er sprænget,
 Thi blive de Kiøer, de som føedes med Tang
 Langt feeder' end andre, der gaae i den Vang
       Og Spænerne dobbelt saa trinde;
 Dog giver den Melk noget Smag ud af Salt,
 En Fiskeres Fiøs er en Favn over alt
       I Længden og Breeden der inde.
 Spør nogen: Hvad Geistlighed finder man der?
 Een Pastor og to Capellaner der er,
       Som Veyen for Herren bereede,
 Man kalder det Tromsen, der pastor har Huus,
 I Karls-øen tænder den anden sit Lius,
       I Skiærv-øen bygger den tredde;
 Et Rygte forleden i Landet omdrog,
 At Præsten Udredning hos Kræmmeren tog
       Og var hannem skyldig en Hoben,
 Naar Bonden en Skilling paa Alteret gav,
 Stod Kræmmeren færdig og tog den deraf
       Dat ist nah de Dyvel to loopen
 Jeg nægter ey, hver bør Betaling for sit,
 Dog er det en Fandens forstyrret Credit,
       At høyre skal mindre Mand mue,
 At Præste skal bukke til Jorden mod Taae
 For eniste Tønde til Borgen at faae,
       Og lade sig skammelig true;
 Vel sømmer en Helgen Taalmodigheds Troe,
 Men giøre derover sig selv til en Broe,
       Paa hvilken at alle kand rende,
 Det maatte den giøre, der vil sin Respect
 Henselge til gammel Ugartiloks Slegt
       Og velge Marcolphum til Frende.
 Mallanger henhøret til Troms-øens Lehn,
 Did seyled i fordum Hollænderne hen,
       Adskillige Vahrer tilbragte,
 De Fremmede det en Fortieneste gav,
 Indbyggerne fandt sig og Nytte deraf,
       Enhver sin Gevinst lod opagte;
 Men der denne Handel lidt længe paastoed,
 Da blev det de Bergenske Kiøbmænd imod,
       Hollænderne maatte sig pakke,
 Og ville den Troms-øe-Far kiøbe sig Mad,
 Toe Hundrede Miile til Bergenske Stad
       Han maae med sin' Jægter henlakke,
 Hans Reyse begyndes om Mid-Sommers Tiid,
 Det hender sig stundum, han vinder ey did,
       Før Michel fremtriner i Gaarde,
 Nu skal han tilbage, naar Market er giort,
 De Mile er lange, men Dagen er kort,
       Tænk! hvordan den Reyse vil vorde;
 Hans langsomme Seyling forvolder det tit,
 At Jægten med Ladningens heele Profit
       Fortæres og ganger i løbet,
 Og skeer det omsider, han lange kand frem,
 Da føres hver anden Mand syg til sit Hiem
       Med Levnets Pericul paa Kiøbet;
 Det er en elendig og jammerlig Sag,
 For alle Nord-Farer en farlig Umag,
       Med aabne Fartøyer og Jægter
 At fare saa lang en umaadelig Vey,
 Hvad Fare med følger, jeg skrive vil ey,
       Mig Tiden det ogsaa benægter:
 Et Tusind Sex Hundrede Nittie til Toe,
 Da vare der fleere, der græd end der loe,
       Den Tiid vore Jægter de stødte
 Paa Banker og Grunde i stoere Stats-Hav,
 Man saae hverken Stav eller Stikke deraf,
       Det sendtes Neptuno til Bytte;
 Min Jægt var i Sælskab og stødte derhos,
 Der foer baade Midler og timelig Gods:
       O! Gud dig skee Tusindfold Ære!
 Du togs det igien, det du selver mig gav,
 See! nøgen fra Moder og nøgen i Grav,
       Mit Symbolum stedse skal være:
 Hvad skytter jeg, Havet tilføyed' mig Vold!
 Gud haver tie dobbelt igien i Behold,
       Lad bruuse de Bølger og brumle!
 Mit Gods er nedsiunken, men ikke mit Sind,
 Naar vi den tilkommende Verden gaaer ind,
       Da skal os Ulykken ey tumle!
 Men dersom Nord-Farernes Troe var saa stoer,
 De kunne faae Bergen henflyttet i Nor
       Omtrent hen ved Hundrede Miile,
 Hvor skulle den gandske Nordledingens Tract
 Af inderste Hierte sig fryde med Magt,
       Med lystige Ansigter smile!
 Men hvad vil jeg ynske! jeg faaer ikke ja,
 De Bergenske flytte dog aldrig derfra,
       Vi maae vore Dage saa slide,
 Og taale det samme, vor Fædre stod ud,
 Vi bære ey helliger Kiød i vor Huud,
       Thi maae vi for Synden det lide!
 Nu har jeg spadseret Arctandriam om,
 Beskuet hver Plads med hver Sted og hver Rom
       Det er nu paa Tiid jeg mig vender
 At tage mit Huus og mit Embede fat,
 Far vel, mine Landsmænd! jeg byder god Nat,
       Og tusind Taksigelse sender.
 Men tykkes der nogen, jeg rørde dem hart,
 Da lad dig ey merke! min Pen har den Art,
       Hun løber, der Veyene falder;
 Vil nogen derfore med Tungen mig slaae,
 Jeg lader det giennem Canalen hengaae,
       Og skytter lidt, hvad de mig kalder;
 Men alle, saa mange, som under mig vel,
 Forynskes Guds Naade til Liv og til Siel,
       Far vel! med et broderlig Vale!
 Far tusindfold vel, og hav tusindfold Tak!
 Og her med jeg ender min Nordlandske Snak,
       Min Hane hold op til at gale!

• Fortale til Bogen
• Til Læseren
• Inledning
• Nordlands Beliggende
• Nordlands Horizont, Elementer og Veyrligt
• Allehaande Fugler og flyvende Dyr i Nordlandene
• Svemmende Dyr i det Nordlandske Hav
• Om Land og Lands Brug
• Om Ledings-Bergene
• Om Lapperne og Findene
• Helgelands Beskrivelse
• Saltens Lehns Beskrivelse
• Loefodens Beskrivelse
• Vesteraalens Beskrivelse
• Senjens Beskrivelse
• Tromsøens Beskrivelse