Helgelands Beskrivelse

 Nu vil jeg fra Lappernes Handel omsnoe,
 Begynde med mine nye-lappede Skoe
       Paa Helgelands Ley-Boel at træde:
 Blant Nordlandske Provstier regnes du først,
 I Skatte-Mandtallene vises du størst,
       Du giver saa mangen en Sæde!
 I dig er jeg baaren og svøbet i Klud,
 I dig har jeg holdt mange Tørninger ud,
       Ja haft baade Velstand og Møye,
 Men hvad det har vært, enten Fryd, eller Ach!
 Saa skee for altsammen min Skabermand Tak!
       Jeg la'er med hans Villie mig nøye.
 Sogn-Kaldene vorder beregnede Tree:
 Brønøen det første, som ligger i Lee
       For alle Vey-farende Giester,
 Og Alstahoug ligger lidt længer i Noor,
 End Nordere han udi Rødøen boer,
       Den trede blant Helgelands Præster.
 Saa følger tree Cappellanier dernæst;
 Som alle betienes enhver af sin Præst,
       Man dem Residerende kalder.
 Vor Lands Lov om dennem befalet har saa,
 At Pastor af Renten skal lade dem faae,
       Hvad vært har fra Fædrenes Alder.
 Det bliver gemeenlig saaledes afsagt,
 At til Residerende vorder aflagt,
       Hvad Kirken og Alteret giver:
 Som Børne-Daab, Kirke-Gang, Offer og alt,
 Af Puse-Fæe Vielser, hvad som der faldt,
       Det Vice-Pastorernis bliver;
 Men Landskyld og Tiender af Sæden og Rug,
 Henlegges til Pastor, til Bordet og Dug,
       Enhver haver sit til at raade;
 Thi burde de give sig HErren i Vold,
 Betænke de nyde sit Livets Ophold
       Af Guds og vor Kongelig Naade.
 Men Brønøens Hoved-Kald deeler sig af
 I fire Kirk-Sogner fra Fields og til Hav,
       Man først paa Bindalen begynder,
 Som in udi Fiorder henbøyer sin Gang
 Og setter en rigtige Skille-Velts Stang
       Imellem vor' Nordland og Trønder.
 Søer-Sømnen og Noor-Sømn mod Stranden udskiær,
 Vell-Fiorden det inderste Bøygde-Lav er,
       Og fleere der ey er at minde;
 Men Vægen det Eyland omskylles af Vand
 Bebygges af tredsindstyv' Bønder paa Land,
       En Kirke der staaer til at finde.
 Ved samme Land-Strekning og Klipper er sat
 En Fierding fra Brønøe den stoere Torg-Hat,
       Som seer med usovendes Øye,
 Og aldrig saae Argus med sine saa klart,
 Alt havde han hundred til hundred bevart,
       Han sigted' og aldrig saa nøye;
 Og det er den Klippe med merkelig Top,
 Som haver for andre paasættet sin Kop
       En Hat udaf Kampen hin haarde;
 Hvorunder den haver sit Øye bereed,
 Som aldrig af Søvnen kand vorde forleed,
       Ey heller tillukket kand vorde:
 Thi GUd og Naturen saa dannet det har
 At midt giennem Klippen staaer aaben og bar
       Et Hul moxen rundt til at skue,
 Der skinner igiennem baad' Himmel og Dag,
 Der finde de Fugle saa sikkert et Tag
       Og Geden saa roelig en Stue.
 Jeg mindes de Alstahoug-Sogner ret vel,
 Tree murede Kirker og Sandness-Capel:
       Tiøtøen begriber den eene,
 Paa Alsten den anden ophøyer sin Spiir,
 Den trede paa Herrøe med hederlig Ziir,
       Opbygget af esse-blød Steene.
 Paa Esse er her udi Landet ey Skort,
 Der bliver af Biergene huggen og giort
       Paa mangesteds temmelig Ovne;
 Dog springer de Ovne ved Ilden saa tit,
 At Kiøberen finder sig liden Profit,
       Thi tager den Næring at dovne.
 Paa Tiøtøens deylig og drabelig Øe,
 Maae jeg mit Poetiske Pulver udstrøe,
       Der findes oprettede Steene,
 Som staae over Jorden heel steilende brat,
 Og er dog med Menneskens Hænder nedsat,
       Hvad skal man om saadanne meene?
 En Part af de Steene slig Storlighed har,
 Alt var der Tie Heste forspændet i Par,
       Urokked de loede dem være:
 Jeg dømmer udaf min Eenfoldighed saa,
 At saadanne Steene er planted at staae,
       Til Kiempers Afmindelses Ære.
 Man læser, at fordum var Kiempernes Sæd;
 Hvor de sig udvalte Begravelses Sted,
       Lod de Monumenter oprettes,
 Paa det deres Navnes lovværdig Respect
 Hos den efterlevendes Alder og Slegt
       Ey skull' af Hukommelse sættes:
 I Fordum har Hareck paa Tiøtøen boed,
 Der skrives, han var udaf Kongelig Blod,
       Af Høfdingers Herkomst oprunden:
 En Mand, som i Kampen var aldrig forfærd,
 Men hærded' i Fiendens Tarme sit Sværd,
       Med hvilket han Seyer har vunden;
 Før Norge kom under den Eenevolds Magt,
 Da havde den Hareck ved Herre-Skiold lagt
       Alt Helgeland under sin Vælde,
 Han holdte de Strømme og Havnene reen,
 Og giorde Søe-Røverne Modstand og Meen;
       De kunde mod hannem ey gielde.
 Ved Alsterhougs Præstegaard findes at see,
 Syv Søstre, som fletter sin' Lokker i Snee
       Syv Damer, og alle saa viide,
 Hvoraf i Land-Carterne meget gaaer Rye,
 Hvis Toppe opstiger anseelig i Skye,
       Og sees i Havet saa vide;
 Der holder de Søstre paa høyene Hal
 Saa høyt, at Søe-farende langt fra den Val
       Kan Kiendingen have til visse;
 At naar andre Klipper forsvinder af Siun,
 Da vorder de Damers Syv-foldet Paulun
       Opreiset paa rankede Spisse;
 Hver ordentlig haver indrømmet sin Plads,
 At ingen forkørter en andens Pallads,
       Hvers Grendser afpælet er lige;
 Forinden er Vefsen den krogede Fiord,
 I hvilken er mangen en græs-groed Jord,
       Med kostelig Bugter og Viige:
 Fiir-Hundrede Bønder der bygger og boer,
 Naar Aaringen' lykkes og Kornet det groer,
       Da findes Forraad inden Dørre;
 Der tages af mangen arbeydende Krop,
 Alt Aar efter andet nye Rydninger op,
       Og Almuen vorder alt større.
 Mens Agrene blomstres, staar Bøygden i Floer,
 Da gives vel Næring for liden og stoer,
       Men skulle (det HErren forbyde!)
 Mislinge med Vexten, og Grøeden toeg af,
 Da blev det ey andet end Hunger og Grav,
       Og Døden i trede hver Gryde:
 Thi Fiorden er meget bebygget for tet,
 Forproppet, forstoppet, aldeles besæt
       Med flere, end Jorden er mægtig,
 Thi frygtes, at Landet dem spyer af Mund:
 Gemeenlig nedsiunker de Skibe til Grund,
       Der fragtes meer end de er drægtig.
 Der løber i Vefsen en gammel Fra-Savn
 Alt om et Land-Stykke, Stor-Jorden ved Navn,
       Som end er u-dyrket og øde;
 Der siges og er udi Sandingen hørt,
 Hun staaer i æld-gamle Matrikler indført,
       For tolv Spanders Landgild og Skiøde:
 Man mener Almuens Mangfoldighed før
 Langt høyer' har steeget, end Tallet nu giør,
       Den Sorte Død var en Aarsage,
 Som over al Verden grasserend' opkom,
 Han feyede Landet og giorde det tom,
       Der blev ikke mange tilbage:
 Vel hen ved fiir' hundred Skorsteener paa Rad
 Befantes at ryge, naar Folket fik Mad,
       Og ædende Tiid var for Handen;
 Men da denne Giest hadde vanket der frem,
 Blev rygend' Arn-Steder knap fiir' eller fem,
       Her plukkedes een og hveranden.
 Da bleve de Pladser, som før var beboed
 Derefter med Graner og Moese begroed,
       U-dyrket laae Planer og Volde,
 Og der man gik fordum med Harve og Plov,
 Blev siden Ud-Ørken og vildende Skov,
       Hvor Biørner og Ulve tilholde.
 Dets Sandhed bekræftes med synlige Tegn
 Af dennem, der endnu nye Bøeler og Eng
       I disse vor Tider opleeder:
 De funden har tit under Træernes Roed
 Kul, Næver og andet, hvoraf de forstoed,
       Der før har vært vaanede Steder.
 Men Ranen, som Vefsen, er folke-rig nok:
 Tree Hundred' Jord-siddend' og end vel en Flok;
       For nogen Tiid vare de børge:
 Fem seylende Jægter de hadde paa Gang,
 Da vanked' i Ranen baad' Lang-Spil og Sang,
       Og ingen der hørtes at sørge.
 Imedens at Jægterne holdtes i Brug,
 Da fattedes Bonden ey Meel eller Rug,
       Der vanked' en herlig Tilføring:
 Almuens Credit stoed i Bergen ved lav,
 Nu tager den Næring alt dagligen af,
       Seyladsen med al sin Behøering;
 Mens Bønderne seyled' og Jægterne foer,
 Da stode Nordlandene deilig i floer,
       Men anderleds lyder nu Piben:
 Thi Verden sin Pelts har nu snoet omkring,
 De strippende jager saa kunstrig i Ring,
       At Bonden er kommen i Kniben.
 En Bonde hos anden Udredning før toeg,
 Nu staaer de tilsammen i Kræmmerens Bog
       Til begge sin Øren gield-bunden;
 Hvad Lotter der avles, bortsnappes i Skyld,
 Nord-Faren er syg udaf Fattigdoms Byld,
       Nu haver man Seyeren vunden,
 Naar nu deres Præst eller Øvrigheds Mand
 Aarsages at reise til Land eller Vand,
       Paa Embeds Forretning at være,
 Da findes blant Hundrede neppelig fem,
 Som mægter at bære paa Bordet her frem
       Saa meget, hans Giest kand fortære.
 In Summa: vort Land er saa herlig tilreed,
 De Blinde maae lukke sin' Øyne derved,
       Og døv Mand ey længes at høere:
 Nord-Polen maae dandse, den saadant kand see,
 Og glædes maae Riimfrost med Hagel og Snee,
       Som falder ved saadanne Dørre,
 End er det at tage særdeles i agt,
 At Ranen beligger hen under den Tract,
       Hvor Veyen beqvemmeligst falder
 Til Sverrig hen in, thi for nogen en Tiid
 Kom aarlig Kiøbmænder forreisendes hid,
       Man dennem Bark-Karlene kalder:
 Om Løber-Miss droge de hiemmen fra sit,
 Fra Uma, fra Lula, fra Torne, fra Pit,
       En Reise ved tredsindstyv' Miiler,
 Tilhandled' sig tørrede Rokker og Sey
 Mod Varer, som Landet utienlig var ey,
       Som: Smidde-Fang Øxer og Fiiler:
 Den Handel var sandelig ikke saa slem,
 For Fierde-Deel Daler man kiøbte hos dem
       Et Plov-Jern, en Øx og deslige,
 Som i en halv-Daler hos Kræmmerne stoed,
 Det var vel at ynske, den Handel paa Fod
       Var kommen, og holdtes ved liige.
 Nu vil jeg fra Fiorden til Værrene gaae,
 Hvor skinnend' Bræm-Hæster paa Skiærrene slaae:
       Frøe-Holmen mig rinder i Tanker;
 Det er en fraliggende Eniste Holm,
 Hvor Bølgerne brøele som Oxen hin olm,
       Og hart in paa Husene banker;
 Om Sommeren haver der nogle sin Roer,
 Om Høsten sig ingen fordrister og troer,
       Den ligger paa den Tid ubruget:
 Thi naar en Nord-Vest blæser heftelig paa,
 Da bliver hvert Huus og hos-staaende Skiaae
       Af skyllend' Brem-Hester opsluget;
 Det andet Aar bygges der Huse paa nye,
 Opretter saa deres fordervede Bye,
       Den Æolus før haver sluffet:
 Et Aar eller otte det varer saa hen,
 Saa kommer Neptunus og snapper igien,
       Der er det Arbeyde beskuffet.
 Nu følger Rødøen, det seneste Kald,
 I hvilket og merkes adskillig Tilfald,
       Som noksom er værd at opteigne:
 Lur-øen, Rød-øen, Mel-øen ogsaa,
 Paa hver af dem seer man en Tempel at staae,
       Det fierde sig Trenen vil eigne,
 Dog Trenen kun for et Annex er inført,
 Om hvilket og er i Søe-Cartet omrørt,
       Hvis Navn og paa Globerne skrives:
 Man haver ey heller et herliger' Vær
 Blant alle de Flekker paa Helgeland er,
       Hvor Fiskerie bruges og drives.
 Jeg finder paa Globo, hvor Trenen er sat:
 Den lige har Circulum Arcticum fat,
       Thi bør ham tillegges den Ære,
 Han Nøgelen haver til Norder-Climat,
 Hans klumpede Knolder er alle parat
       At tage mod Havets Besvære.
 Du Trenen! du bierger saa mangen en Baad,
 Naar Allerne raser u-børgend' og kaad;
       GUd haver dig selver beskandset
 Med Halser og Gikler med Staver og Meed,
 Paa hvilke de Aller sin' Skanker af Leed
       Har ofte forsprunget, og dandset.
 Der drages saa mangen en vel-veyed Vog,
 Hvormed at Restancen qviteris af Bog,
       GUd signe din' Grunde og Klaker!
 GUd give dig Vandets Formue til Arv,
 Den fattige Fisker maae fange sin Tarv,
       Som paa dine Støer omflakker.
 Toe Miile fra Trenen opreises en Øe,
 Ey heller den bør af Hukommelsen døe,
       Lovunden, som meget mon liude,
 Derover det Ordsprog i meenige Mund:
 See! hvordan han liuder den gamle Lovund,
       Og Trenen er længer derude,
 Her samler Leylendingen Fugler og Duun,
 Her have de Lunder sin fælles Paulun,
       Her sværme uttallige Flokke;
 Her klækkes de Unger i Refver og Uur,
 Her har de udkaaret sig Fieldet til Buur,
       Her flyve de tusind' i Skokke:
 Slig Mængde af Lunder jeg neppelig veed
 At findes i Nordland paa nogen en Sted,
       Man seer dem i Luften at fliuve
 Alt runden om Fieldet i Ring og i Ring;
 Saa bliver og mange merkværdige Ting
       Hos disse slags Fugler at skue:
 En Lunde hun klækker et eeniste Eg,
 Det giemmes i Uren som inden en Veg
       I Klippernes inderste Huuler:
 Et Reede bebygges det andet saa nær,
 At en bider anden i Vinger og Fiær
       I Refverne, hvor de sig skiuler;
 Men Bønderne, hvilke besidde den Plan,
 Veed vel at antaste de Lunder med Ran;
       Og det ved afrettede Hunde,
 Som er udaf Dannelse smidig og smaae,
 Saa de kand indkrybe den trangeste Vraa
       Og udtrække levende Lunde:
 Naar Hunden nu napper den Lunde ved Hals,
 Som foran til ligger, hvis Liv er til fals
       Begynder han flux til at drage,
 Strax griber den Lunde, der bagen ved sad,
 Den fremste ved Stærten, og følges saa ad,
       Alt medens der een er tilbage;
 Hvorover det skeer at en eneste Hund
 Udslæber med eengang af mørkeste Grund
       Tolv, Tretten, ja Fiorten og fleere,
 Og skaffer sin Husbond, som passer derpaa,
 Saa meget til Bytte, som han kand formaae,
       Hvorved hans Gevinst kand florere.
 Det synes at striide Naturen imod,
 Hvert levende Dyr er sig selver jo god,
       Men ingen velvillig sig slagter:
 Hvo løeber utvungen i Fiendens Vold?
 Hver ynsker at nyde sit Liv i Behold
       Og efter Befrielse tragter:
 Jeg slutter Naturen vil peege derhen,
 At hvert Creatur det vil holde til Ven
       Sin' egne og dennem forsvare,
 Thi kniber en Lunde ved anden sig fast,
 I Tanker at hindre den myrdende Gast,
       Men kommer derover i Fare.
 Naar Vinden er østlig, da er ved den Egn
 De Fugler saa mange som Draaber i Regn
       Alt trint omkring Uren at sværme,
 Jeg selv det med største Forundring har seet,
 En fremmed han skulle vel meene herved,
       Man bandt hannem noget paa Ærme.
 Den Lunde-Fær bliver og dyrere solgt,
 End andre slags Fuglers, tree gange vel taaldt,
       Hver Kiøbende hende behager:
 Aarsagen er denne, hun falder heel smaae
 Og meget langt fiiner' i Stilker og Straae
       End den man af Ryperne tager.
 Jeg har og fornummet i Rødøens Gield,
 Skal ligge særdeles et Snee-dækket Field,
       Som lige fra øverste Tinde
 Og gandske herunder til dybeste Strand,
 Ey viises en Flekke, saa stoer som et Spand,
       Som Snee-løes og bar er at finde;
 Og var det alleene ved Vinterens Tiid,
 Da var det ey sælsomt at Klippen var viid
       Men Sommer og varmeste Dage,
 Naar Soelen til høyeste Trapper opgaaer,
 Snee-Fonden i ligedan Skikkelse staaer,
       Kand ingen Forandring paatage,
 Da dog at de Fielde, som ligge i Ring,
 For Synden, for Norden og runden omkring,
       Omvexle sin vaanlige Klæder
 Og skifter sin Dragt efter Sommer og Høst,
 Nu skiønne, nu grønne, som noksom med Lyst
       Udvises hos alle de Steder.
 Hvad herom skal sluttes, jeg ikke forstaaer,
 Min Hierne ey heller at granske formaaer,
       Hvorledes sig saadant kand skikke,
 Hvad enten det Bierg er af koldere Klint,
 At Sneen forvandles saa haard som en Flint,
       Og lar sig af Solen ey slikke;
 Hvad heller og Bierget er inden til fuld
 Af Svovel og Varme, som driver al Kuld
       Saa meget den mægter, paa Dørre,
 Og kand dog ey drive den længer herud,
 End hen til den yderste Kant eller Hud
       Hvor Sneen da Modstand mon giøre:
 Formedelst slig hæftig og mægtig Modstand
 Bekommer da Kulden et stærkere Band,
       Dog sig mig: hvoe kand det erfare!
 Hvoe haver indkiget i Jordens Grundvold?
 Hvoe veed, hvad for Sted der er varm eller kold?
       Lad Physici saadant forklare!
 Nu far da mit Helgeland! far da, far vel!
 Jeg maae dig en liden Stund vise min Hæl,
       GUd give dig Velstand og Lykke!
 For Kirken, som inden din' Grendser her groer,
 For mange min' Slægtinger, hos dig her boer,
       Mit ynske GUd selver samtykke!

• Fortale til Bogen
• Til Læseren
• Inledning
• Nordlands Beliggende
• Nordlands Horizont, Elementer og Veyrligt
• Allehaande Fugler og flyvende Dyr i Nordlandene
• Svemmende Dyr i det Nordlandske Hav
• Om Land og Lands Brug
• Om Ledings-Bergene
• Om Lapperne og Findene
• Helgelands Beskrivelse
• Saltens Lehns Beskrivelse
• Loefodens Beskrivelse
• Vesteraalens Beskrivelse
• Senjens Beskrivelse
• Tromsøens Beskrivelse